Her følger så historien om familie hemmeligheden om

“Den spanske sømand”

Hent Historien her

HISTORIEN OM DEN SPANSKE SØMAND

 

Familiehemmeligheden

Familiehemmeligheder er meget svære at holde skjult. Lige meget hvor megen umage man gør sig, netop det, at nogen prøver at holde noget skjult, virker uimodståeligt dragende, især når det handler om hemmelig elskov. For en slægtsforsker er der ikke noget mere ønskværdigt end rygter om en romantisk historie historie om ulykkelig kærlighed og to elskende, der ikke måtte få hinanden.

Min fars beretning

Jeg husker, at min far engang fortalte, at der var spansk blod i slægten. En af vore forfædre skulle være resultatet af en forbindelse mellem en ilanddrevet spansk sømand og en vendsysselsk gårdmandsdatter. Når nogen påtalte den pågældende mands meget lidt nordjyske udseende, sukkede han og sagde: “ak, ja – det er den spanske sømand!”. Men hvem var dette  uægte barn af en ilanddrevet spansk sømand?

Udgangspunktet i min slægtsforskning har været min fars bog om den danske familie Borries. Men her fandtes ikke et ord om nogen ilanddrevet spansk sømand. Så hvem var han?

Onkel Louis beretning

I vort hjem kom bl. mange andre, onkel Louis, hvis kone var en af den slags mennesker, man fortæller anekdoter om. Tante Claes var et opmuntrende indslag i min triste barndom. Så da onkel Louis i 60-erne udgav sine erindringer, købte jeg bogen, som hed DOU. Heller ikke onkel Louis var at finde i min fars bog, hvorfor jeg slog op i onkel Louis bog for at finde ud af slægtskabet. Det viste sig, at onkel Louis farmor og fars farmor var søstre.

I min jagt på den spanske sømand kom jeg på den tanke om onkel Louis bog og om onkel Louis kendte noget til historien, og jeg fandt den ganske rigtigt på side 278. Onkel Louis fortæller, at hans farfar i 1849 som sekondløjtnant med sit infanteriregiment blev forlagt til Fyn og her traf han den unge pige, der senere skulle blive hans hustru. Det var Ida Christiane Worsaae fra Vejle.

Hun var datter af amtsforvalter, cand. jur. Jens Woersaae, født den 16.7.1780 i Albæk som søn af en skibbruden spansk sømand og en pige i Vendsyssel, adopteret af en landmand Jens Hansen i Woersaae. “Når en stor del af min farfars efterkommere er mørklødede sydlændinge at se på er det min farmors spanske blod, der spøger” – skrev onkel Louis. Både onkel Louis og tante Claes var lyshårede og blåøjede ligesom deres ældste søn Hans Henrik, mens den yngste søn Jan lidt overraskende havde mørkt hår og brune øjne.

Men min tipoldefar Jens Worsaae var altså manden jeg ledte efter, den mørklødede mand, der var en uægte født søn af en ilanddrevet spansk sømand. Men hvor skulle jeg finde noget om denne Jens Woersaae.  

Wilhelm von Antoniewitz´ fortæller

På bibliotekets læsesal fandt jeg – da jeg ledte efter “Jødiske begravelser i Fåborg” – ovennævnte forfatters bog Danske Patricierslægter II. Jeg undrede mig over hvad “patricierslægter” var og slog op i indholdsfortegnelsen, hvor jeg fandt familien Woersaae. Forrest et stort billede af den mørkøjede og sortkrøllede Jens Worsaae og som første slægtled opgaves: Jens Worsaae. (Søn af Maren Jensdatter i Woersaae og Jens Hansen fra København), f. 16.7.1780 i Worsaae (Albæk sogn).

Kirkebogen for Albæk sogn fortæller

Dette var i hvertfald løgn, så jeg tog ind på Rigsarkivet for at se hvad der stod i kirkebogen:

Maren Jensdatter i Woersøe. 1 … udlagt til Barnefaderen 1 karl fra Kiøbenhavn ved Navn, Jens Hansen.

Fadd: Kiersten Willumsdatter og Maren Hansdatter Jens Nielsens Hustrue begge i Woersøe,
Jeppe Jørgensen, Niels Koch, Jens Nielsen alle af Woersøe.
16de July 1780

Jeg var på rette spor, følte jeg, så jeg skrev til Vejle Byhistorisk arkiv og fortalte om min tipoldefar, at ifølge min fars oplysninger var Antoniewitz´ opgivelse om Jens Hansen som far til Jens Woersaae  forkert, og vidste man i Vejle noget om amtsforvalterens opvækst. Hvad jeg navnlig ønskede at få at vide var, om han var vokset op hos sine morforældre, som det ofte skete med uægte fødte børn på den tid, eller han var blevet bortadopteret. Kendte jeg Maren Jensdatters forældre kunne jeg gå videre med hendes familie i min slægtsforskning.

Jeg fik et tykt brev. Jo sandelig kendte man til historien om den spanske sømand. Det viste sig at der i 1980 havde været en stor udstilling om familien Woersaae, og arkivet vedlagde kopier af avisartikler derfra. Woersaae havde i sin embedsperiode haft stor betydning for udviklingen af byens erhvervsliv, en kendsgerning som dog var knap så interessant som hans “mystiske”  afstamning. Den spanske sømand fyldte godt i overskrifterne. Vores familiehemmelighed havde længe været almindelig kendt. Hvordan var det nu gået til? Det oplyste avisartiklerne beredvilligt.

Sønnen, Jens Jacob Asmussen Woersaae´s beretning

I 1879 skrev den berømte oldtidsforsker J.J.A. Worsaae en tyk bog om sit liv, “En Oldgranskers Erindringer”, hvori han fortæller om familiehemmeligheden:

“Min far var en lille, temmelig firskåren, men ualmindelig smuk mand med en påfaldende mørk teint, brune øjne, tæt krøllet sort hår, og med meget små hænder og fødder. Hele hans ydre, som strålede af velvilje og munterhed, havde noget sydlandsk og fornemt ved sig , som stod i stærk modsætning til det almindeligst gængse rygte om, at han var søn af en fattig bonde og at hans moder var en ganske jævn skolelærerdatter i Vendsyssel. Over hans herkomst hvilede i hvert fald noget gådefuldt, som vi børn forgjæves søgte at udgrunde. Snart fortaltes det os, at han som barn var reddet fra et strandet skib, snart igjen hed det, at han var en zigeunersøn, hvilket sidste navnlig blev udspredt af den phantasirige, senere som forfatter bekjendte Carl Brosbøll (“Carit Etlar”), der længe var skriverdreng hos amtmanden i Veile, og som allerede dengang sværmede for zigeunerhistorier.

Engang i mine drengeår troede jeg dog ved min sjældent skarpe hørelse, af en hemmelig samtale mellem nogle af vore slægtninge, at have opsnappet forblommede ytringer om fraværende frænder i Spanien. At min fader, for hvem både jeg og alle mine sødskende nærede dyb ærefrygt, måtte være af fornem herkomst, var for mig efter hans noble udseende, a priori utvivlsomt. Det var da naturligt, at jeg i min livlige barnlige phantasi udmalede mig, hvorledes en fornem og riig spanier en dag ville komme og føre min fader og måske alle os med sig til sit “Chateau dÉspagne”.

Først flere år efter min fars død erfarede jeg af min svoger, pastor Peter Christian Asmussen, hvis fader (Jens Jacob Asmussen) tidligere i mange år havde været præst i Albæk og Voer, hvor min fader hørte hjemme og var døbt. at såvidt han vidste (thi hans forældre talte aldrig derom), var min fader en søn af en for sin skjønhed bekjendt skolelærerdatter i landsbyen Worsaa, der havde sluttet en sværmerisk kærlighedsforbindelse med en ikke mindre smuk spansk skibscapitain, som efter at være strandet i efteråret 1779 med et meget stort skib i Kattegattet, var halvdød drevet i land i en baad ved kysten ved Vorsaa, hvor han, for sit forulykkede skibs skyld i længere tid måtte opholde sig.

Da spanieren senere var rejst, og da følgerne af den gjensidige tilbøjlighed ikke udebleve, indførtes den 16. juli 1780 en bonde i sognet som barnefader til drengen Jens Woersaae i kirkebogen i Albæk

Min tidligere, næsten instinktmæssige formodning om Spanien som min slægts delviise hjemsted, synes således at vinde i det mindste nogen bekræftelse, omend på en mere tragisk-romantisk måde, end jeg i mine barnlige drømme havde kunnet tænke mig..

Min faders tidlige ungdom henrandt for en stor deel i Albæk præstegård. Den smukke og opvakte krølhårede dreng kom nemlig, som søn af en skolelærerdatter, jævnlig fra sit 10.-12.  år til præsten i sognet, den ovennævnte hæderlige og vellærde hr. Jens Jacob Asmussen og hans fortræffelige hustru Mathilde Brøndlund, som med sand kristelig kjærlighed tog sig af den faderløse, uden den fjerneste anelse om, at han senere skulle blive indlemmet i deres egen slægt og blive til glæde og velsignelse for dem i deres alderdom. (Jens Woersaae giftede sig med præstekonens søsterdatter).

Præsten fattede mere og mere godhed for drengen, tog ham til sig næsten som sit eget barn, læste med ham og forberedte ham endelige til adgangseksamen ved universitetet.1. april 1803 tog min fader juridisk attestats, under 6. juli 1808 blev han kgl. copist og den 18. marts 1811 fuldmægtig i rentekammeret”.  Såvidt sønnen.

Vendsyssel Historiske Museum fortæller

Men hvem var Maren Jensdatter og hvem var den spanske skibskajtajn? Jeg skrev til Vendsyssels Historiske Museum og fik svar sidst i januar 2003 fra arkivar Marianne Bilde, der havde gjort sig stor umage.

Vedr. den spanske skibskajtajn oplyste hun, at arkivet har en del materiale fra strandinger og forlis, men det omtalte forlis i 1779 er ikke omtalt her, og så vidt hun kunne se var der ikke bevaret materiale så langt tilbage.  Jeg havde håbet via mormonkirkens database måske at kunne spore kaptajnens aner i Spanien, hvis jeg blot fik et navn, men nej! Jeg har dog slettet karlen fra København Jens Hansen fra mit stamtræ, og blot skrevet “en ukendt spansk skibskaptajn”, hvilket er omend noget ufyldestgørende, så dog mere korrekt.

Vedr. Maren Jensdatter havde Marianne bilde i P.M. Rørsigs bog: “Skole og Degne i Vendsyssel indtil 1814” fundet J.J.A. Woersåes ovennævnte beretning citeret. Rørsig skriver, at  Maren Jensdatter er født 1756 og antagelig datter af Jens Nielsen og Maren Hansdatter, der begge var faddere ved barnedåben.

“Jens  Nielsen, der muligvis var den Jens Nielsen, som i 1758-75 var birkeskriver ved Voergård Birketing, var afgået som skoleholder inden 1754…”.

Jeg har forsøgt via ovennævnte database at komme videre, men det er ikke så ligetil. Jeg har fundet en Maren Jensdatter, født den 25.10.1756 i Albæk, men datter af Jens Jørgensen. Men da jeg ikke ved om Jens Jørgensen er skolelærer, er det usikkert.

Dog er det lige så usikkert at gå ud fra at Jens Nielsen og hans kone Maren Hansdatter er forældre til Maren alene fordi en eller anden Jens Nielsen og hans kone var til stede ved dåben, og fordi der har været en Jens Nielsen, som har været skolelærer i Albæk. Jeg har heller ikke kunnet finde et ægtepar af det navn med en datter der hedder Maren. En anden fadder ved barnedåben var Jeppe Jørgensen, som kunne være Marens farbror, hvis Jens Jørgensen er Marens far. Indtil videre har jeg dog i mangel af bedre antaget Rørsigs teori som en hypotetisk mulighed, og det bedste bud p.t.

I folketællingen for 1887 har jeg i Albæk fundet 4 stk. Maren Jensdatter, heraf 2 stk. med en uægte søn ved navn Jens Jensen.

17. a) opgiver Maren Jensdatter, 30 år og sønnen 2 år. Moderens alder passer meget godt med at hun skal være født 1756, men sønnen skulle være 6-7 år. Det kan være en fejl, men 1801 optræder hun igen, er blevet gift og er nu 46 og sønnen er 17.
18. b) opgiver Maren Jensdatter, 45 år (dvs. født 1847), og sønnen 7 år. Mens sønnens alder passer med at han er født 1780, er Maren alt for gammel til at være født 1756. Hvor kommer denne sidste datering fra? Måske er Maren Jensdatter ældre end Rørsig tror? Foreløbig har jeg dog igen antaget Rørsigs datering som det bedste bud.

Jens Woersåes ovennævnte søn, Jens Jacob Asmussen synes ikke at have kendt sin biologiske farmor, endsige nogen af hendes familie. Teoretisk kan Maren Jensdatte være død omkring den tid da sønnen kommer til præstegården, men heller ikke hendes familie omtales noget sted. Det kan naturligvis betyde at familien har slået hånden af hende, at de ikke har villet vide af Maren Jensdatter efter at hun er kommet galt af sted. I så fald har familiens medlemmer måske heller ikke villet møde op i kirken til barnedåben, og  Jens Nielsen og hans kone er slet ikke er Marens familie.

Når Jens Woersåes søn omtaler de mange besøg hos hans bedsteforældrene i Albæk mener han præsten og hans kone, skønt han tilsyneladende altid har været vidende om, at præsteparret  var faderens plejeforældre. Maren Jensdatter omtales slet ikke i den forbindelse.

Jacob Asmussen, sognepræst til Hirtsholmene fortæller

Når man leder efter noget, så finder man somme tider noget helt andet. Jeg ville finde nekrologen og avisomtalen af Jens Woersåes begravelse, som ifgl. de tilsendte udklip skal have været noget af et udstyrsstykke. De pågældende aviser befinder sig imidlertid på statsbibliotekets læsesal i København, som ikke ville udlåne dem til Kolding Bibliotek.

Men i sønnens bog fandt jeg under noter og henvisninger en oplysning om, at amtsforvalterens nekrolog fandtes aftrykt i Vejle Amts årbog for 1918. Jeg hentede derfor denne i Kolding Biblioteks magasin, og på grund af en svaghed i ryggen åbnede bogen sig af sig selv på side 206, hvor der stod: “Hvorledes de to Slægtsnavne Asmussen og Woersaae kom sammen”, hvor en slægtning til sognepræsten i Albæk udover at forklare om ovennævnte emne,  harselerer en del over alt det vrøvl der har været i omløb omkring  Jens Woersaaes afstamning og barndom.

Han havde derfor sat sig for at undersøge sagen og gengiver her – “hvad han selv har bragt i erfaring, dels gennem undersøgelse af arkiverne, og hos slægten, dels gennem overleveringen, der bl.a. har givet sig følgende udtryk…”  – og så følger et brev fra hans fætter, Hugo W. Asmussen, som befinder sig ombord på “Panserskibet Odin”, Smålandsfarvandet 4.-9.-1902.

Fætteren og skibets kaptajn “der er gift med en frøken Woersaae”, ønsker at vide hvoraf det kommer sig at flere af slægen hedder Asmussen Woersaae, mens andre hedder Woersaae Asmussen. Trods det at kaptajnen er gift med en sønnedatter til Jens Woersaae, ved han intet om dette. Men han kan en historie.

Kaptajn Henri Kunows historie

En pastor Asmussen (- som fætteren åbenbart ikke kender, for han spørger om han hører til “vor familie”) adopterede en dreng, som enten var strandet på Vestkysten eller var søn af en strandet sømand og en degnedatter (illigitim). Strandingen skal have fundet sted i nærheden af Voersaa, formentlig en aa på Vestkysten. Brevskriveren fortæller, at kaptajn Kunow selv mener, at historien er tvivlsom og meget vanskelig at få klaring på, så det vil være at gøre ham og  Kunow en stor tjeneste om han kan oplyse noget.

Brevmodtageren ved dog ikke stort mere end fætteren om den historie, men sætter sig for at finde ud af det – dog med 11 års forsinkelse. Han kender på det pågælde tidspunkt – i 1902 – kun til en variant af  Kunows historie, som var  blevet ham meddelt af hans faster. Den lød således:

Fru Laura Nissens historie

“Albækpræsten (kaldet således fordi hans bror også var præst, men i Them) var i lang tid ungkarl, og da bedstefader havde 15 børn og Albækpræsten følte sig ensom, ville han antage sig bedstefaders ældste datter Petriche Marie Christine, der senere blev gift med købmand Florian i Århus. “

“Men just som underhandlingerne herom var ved at gå i orden, blev der et sted i pastoratet funden en lille dreng, enten et zigeunerbarn eller en sydlænding, der var drevet i land fra et strandet skib. Albækpræsten tog sig af barnet, som det var hans eget, kaldte det Jens efter sig selv og Woersaae efter stedet, hvor det var fundet, og lod det studere på hans bekostning. Da dette barn senere blev amtsforvalter i Vejle og gift og selv fik børn, opkaldte han dem efter Albækpræsten og hans kone i taknemmelighed for de i ungdommen modtagne velgerninger”

Jacob Asmusen fortæller videre:

“Efter at jeg personlig har undersøgt Albæk og Voer Kirkebog i Provinsarkivet i Viborg er det næsten uforståeligt at disse historier har kunnet opstå og holde sig såvel hos Woersaaes som navnlig hos os, da min bedstefader som ung var en hyppig og kærkommen gæst i Albæk præstegård. De virkelige omstændigheder er slet ikke så romantiske.

For det første har albækpræsten ikke kunnet føle nogen større ensomhed i sin ungkarlestand, da han i følge sin egen latinske levnedsbeskrivelse og kaldsbrev så at sige ingen har haft, idet han af kammerherre Reedtz Thott blev kaldet til sognepræst til Albæk og Voer den 1. maj 1789 i en alder af 26 år, i hvilken han også giftede sig på Gamsø med Mathilde Brøndlund. Dog gemmer der sig måske et gran af sandhed i ovenstående i den omstændighed, at deres ægteskab i de første fjorten år ikke har været velsignet med børn…

Imidlertid strander historierne uhjælpeligt på den kendsgerning, at det omhandlede barn, den senere amtsforvalter i Vejle, Justitsråd Jens Woersaae, var opført således i kirkebogen:
( – og her gengives så det førnævnte udskrift fra kirkebogen).

Herefter bliver sandheden denne, at Albækpræsten næppe selv var kommen ud af ynglingsalderen, da Jens Woersaae blev født, og slet ikke var i Albæk og Voer på det tidspunkt, da han først blev kaldet 9 år senere, nemlig i 1789. Følgelig kan Albækpræsten hverken have døbt ham eller givet ham navn, som han åbenbart har fået efter sin moder eller fader.

Der imod er det rigtig nok at hr. Jens Jacob Asmussen i Albæk og Voer tog sig af adskillige fattige børn, deriblandt også den her omhandlede Jens Jensen Woersaae. Hans (præstens) sønnedatter, frk. Laura Sørine Asmussen har dels skriftlig, dels mundtlig suppleret min viden om denne sag.

Laura  Sørine Asmussen beretter:

Forholdet mellem dem begyndte på den måde, at præsten en dag, da han kørte fra Albæk præstegård til Voer kirke, lod vognen holde stille, for at han kunne luytte til en lille dreng, der spillede så dejligt på fløjte, mens han gik og vogtede får. Præsten var da bleven så indtagen i den kønne dreng og hans spil, at han havde kaldt ham hen til sig og sagt til ham: “Kunne du ikke have lyst til at komme med mig hjem og passe mine fugle og stoppe mine piber?”

Hvad drengen svarede melder historien ikke, men at han ikke har svaret nej, fremgår deraf, at da min hjemmelsmand engang som ung pige var på besøg i Albæk, talte hun med en gammel gårdmand fra Dronninglund, der ved den tid, da Jens Jensen Woersaae kom til Albæk præstegård, tjente der tilligemed sin senere hustru.

Den gamle gårdmand fortalte ved den lejlighed, at Jens Jensen Woersaae var søn af en ugift kvinde, og at man mente at faderen var sømand, og hvorledes præsten havde mødt ham på vejen til kirke, og derefter taget ham til sig i huset.

Det bekræftedes også ved en samtale, hun engang havde haft med sin bedstefars ungdomsven, den bekendte genealog, pastor Nielsen i Skæve, der sagde til hende: “Næst efter Gud har Woersaae din gamle bedstefader at takke for alt”. 

Jens Woersaaes død og begravelse

I et af brevene skriver frk. Asmussen til Jacob Asmussen: “Nedenstående fandt jeg ved gennemlæsning af nogle gamle aviser”.

“Nys afdøde Justitsråd og Amtsforvalter Jens Woersaae var født den 16. juli 1780. Som ungt menneske kom han i huset hos sognepræsten, hr. Jens Jacob Asmussen i Albæk i Vendsyssel, der tidligt opdagede hans gode anlæg. Han blev demitteret af denne til universitetet og tog juridisk attestats i april 1803. I Året 1808 blev han Kopist og i 1811 Fuldmægtig i Rentekammeret. 1813 udnævntes han til amtsforvalter i Vejle amt og 1. august 1829 til virkelig Justitsråd. Han var tillige 25 år Forligscommisær og en rum tid medlem af Havnecommisionen og medbestyrer af Sparekassen i Vejle.”

Justitsråd Jens Woersaae døde i Vejle den 29. marts 1840. Vejle Amts Avis for tirsdagen den 31. marts skriver herom således:

“En af vor bys agtværdigste Embedsmænd, Justitsråd og Amtsforvalter Woersaae afgik i Søndags Middag ved Døden efter længere tids Svagelighed. Man tør sige med Sandhed, at Sorgen over denne Mands Død har vakt almindelig Deltagelse”.

Og efter hans begravelse udtaler avisen sig således:

Vejle, den 6te April 1840

“Et talrigt følge havde samlet sig i dag for at stede den ædle justitsråd Worsaae til jorden. Embedsmænd og borgere, alle fulgte ham med dyb og inderlig vemod. Man så ved dennn lejlighed med hvilket kærligt sindelag selv den simpleste indvåner véd at påskønne den redelige embedsmands fortjeneste. Enhver havde stræbt at bringe den afdøde et sidste hjerteligt farvel. Lige fra sørgehuset til graven var vejen bestrøet med grønt.

I kirken, hvor hans højærværdighed, hr. provst Jørgensen, i hjertelig tale havde skildret den afdødes menneskeværd, afsang et chor af damer og herrer en i den anledning digtet psalme.

I havnen flagede skibene på halv stang og kanoner affyredes. Ved indgangen til kirkegården blev liget, som bares af håndværksmestre, modtaget af det borgerlige musikkorps med blæsende instrumenter..

Da dette lig var det første, der blev stædt til hvile på det stykke jord, der er tillagt den gamle kirkegård, blev dette ved samme lejlighed indviet ved en vakker tale af hr. provst Jørgensen. Det fortjener at anføres, at en kærlig sjæl havde ladet gravens indvendige sider beklæde med mos, så liget hvilede i sit hyggelige gravkammer, om hvilket man bogstavelig kan sige med digteren:

“O venlige grav! I din skygge bor fred”

Og sognepræst Jacob Asmussen fortæller videre:
“At der har bestået  et særligt varmt og kærligt forhold mellem Albækpræstens og Justitsråd Worsaaes bærer kendsgerningerne et umiskendeligt vidnesbyrd om.

Jens Jensen Woersaae blev nemlig gift med Albækpræstens niece, Margrethe Berthelsen, datter af sognepræsten i Vang hr. Peder Berthelsen og hans hustru, Henriette Sophie Brøndlund, den fire år yngre søster til Mathilede Brøndlund.

Da amtsforvalter Woersaae den 6/8 1815 fik sit første barn gaves dette, en lille pige,   i dåben begge Albækpræstefolkenes fornavne, så hun kom til at hedde Jensine Jacobine Mathilde Woersaae, og senere da hun 5/9 1842 giftede sig, var det med Albækpræstens søn, daværende kapellan i Pjedsted, Peder Christian Asmussen, senere sognepræst i Hellevad og Ørum. Med disses første fødte søn Jens, født 28/10 1842, fremkom navneforbindelsen Woersaae-Asmussen.

Men den ædle justitsråd Woersaaes taknemmelighed var ikke udtømt med at opkalde det første barn efter sine velgørere. Kronen på denne satte han den dag, da han gav sin og Vejles første søn navnet

Jens Jacob Asmussen Woersaae.

Vibo, den 17. december 1912″.

Og dette skulle så være den sande historie om Jens Woersaae og den spanske sømand, sådan som Severin Jacob Asmussen, Ejer af Vibo ved Vejle og sognepræst til Hirtsholmene, selv har erfaret den.
Men den spanske sømand finder jeg nok aldrig. Og i Spanien går hans efterkommere rundt i uvidenhed om deres tipoldefars meriter i det kolde nord, og om at han her i Danmark er stamfader til en vidt forgrenet slægt, som alle er efterkommere af en af Jens Woersaaes tolv børn.