MIN MOR

ASTRID ELISABETH MARQVARDT.

Da far var død arrangerede mor, der et par år tidligere var konverteret til katolicismen, en messe, hvor en præst kom og bad ved fars seng. Vi børn syntes, at det var noget mærkeligt noget. Far havde så vidt vi vidste altid været anti-religiøs. Han havde aldrig vist tegn på nogen interesse for det religiøse, og familien kom kun i kirken til bryllup, dåb og begravelse. Det forekom os børn malplaceret at den stakkels mand nu skulle udsættes for en præst, nu da han ikke mere kunne værge for sig.

I det hele taget var denne konvertering kommet som en stor overraskelse for os alle, der aldrig havde hørt mor give udtryk for religiøse tilbøjeligheder, endsige blot en interesse. Tvært imod – vi huskede alle hendes afsky for farmors ”hellige gude-snak”, som min far blot havde trukket på skuldrene af. Vi talte om, at hun måske havde følt sig tiltrukket af det farverige skue, som hun havde oplevet på rejser til Italien. Vi kunne slet ikke forestille os at det kunne have noget at gøre med en sjælelig længsel. Vi havde i det hele taget ret svært ved at forestille os, at mor havde en sjæl.

Men faktisk havde hun engang været i audiens hos paven, dvs. Pius X. Ved den slags lejligheder skal ens hår være tildækket, og mor havde til anledningen købt en meget fin sort hæklet ”klud”, som jeg endnu har og lejlighedsvis bruger (- om halsen), Jeg husker at mor i de senere år havde et stort farvelagt portræt af paven hængende i sit soveværelse. Vi mente at det med audiensen var gået hende til hovedet. Vi forstod det slet ikke og mor fandt ingen anledning til selv at forklare noget som helst om sine bevæggrunde. (Senere har jeg hos en clairvoyant fået at vide, at både min mor og jeg i et tidligere liv engang har været nonner i et kloster i udkanten af Rom. Min mor har aldrig omtalt at hun havde adgang til sådanne oplysninger, men hvem ved…)

Anledningen til audiensen var en anden af min fars store interesser, ”Nicolaus Steno”, som oprindelig hed Niels Steensen. Min far var medlem af noget, som vist hed ”Steno-selskabet” el.l.  I mit leksikon står om Steno: ” 1638-1686. Dansk teolog, anatom og geolog. Opdagede 1660 ørespytkirtelens udførselsgange… foretog under rejser i Italien undersøgelser over forsteningers natur og udsendte arbejder om Jordens udviklingshistorie… antog den katolske tro og fik titlen af biskop… begravet i Nicolai Stenos kapel i Firenze. Meget tyder på at han vil blive kanoniseret”.

Jeg formoder at det var i anledning af disse planer om kanonisering, at der var en eller anden højtidelighed i Rom. Jeg mindes at have et foto af min far, der gik med i et optog, og et, hvor far er i audiens hos paven. At mine – så vidt jeg vidste antireligiøse – forældre skulle komme i audiens hos paven forekom mig dengang helt grotesk. Men jeg forstod nok på min far, at dette var en stor begivenhed, Men hvori det fantastiske bestod, fik jeg aldrig forklaret. Min vane tro spurgte jeg så heller ikke.

I årene efter fars død kvikkede mor noget op, som det ofte er tilfældet med enker efter meget dominerende mænd. Jeg har kun spredte erindringer om disse år, da jeg for længst var gift, og havde mit eget liv til at optage mig. Erik lå ved militæret, og kun Syss var stadig hjemmeboende. (Læs mere om denne periode i bind 5, hvor Syss fortæller om sit liv). Men rækkefølgen og begivenhederne husker jeg omtrent således:
Noget af det første, der skete, var at mor fik kørekort. Fars grimme grønne bil blev solgt, og mor købte sammen med Erik, hvad vi kaldte for en ”krydsfiner-bil”, en lille lysegrå Morris mini varevogn. Vognen var så lille, at Erik, der lå ved Garderhusarerne, ikke kunne have sin uniformshat på i bilen. Senere købte hun en lyseblå Morris 1000 varevogn den med træskelettet en ret flot bil der selv i dag er lidt af et samlerobjekt.

Dernæst blev et par af kælderrummene fikset op og mor startede en syskole i lokalerne. Faktisk kunne hun efter min mening slet ikke sy, men hun havde taget et sykursus hos mormors nabo, fru Svarre Mortensen, og startede derefter op for sig selv. Jeg husker at vi omkring starten af dette projekt havde en diskussion om hendes syskole. Jeg tilbød at lave nogle smarte tegninger (se disse) og udføre dem i sort silhuet med selve kjolerne delvis 3 dimensionalt i stof. Disse skulle så dekorere væggene for at give det hele et lidt professionelt præg.

Desuden var jeg af den opfattelse, at for at der skulle være noget ved et kursus, så skulle det meget hurtigt udmønte sig i noget sig i noget brugbart. Jeg fremstillede derfor nogle meget let syede prototyper på børnetøj, som eleverne så kunne forsøge sig med. Den første var en lille rynket børnenederdel i farvestrålende bomuldsstof, som i stedet for søm for neden var optrevlet 5-6 cm, og i stedet for linning havde 4-5 løbegange med elastikker. Den kunne enhver idiot banke sammen i løbet af en aften.

Den anden prototype var en lille børneskjorte af den slags, som man dengang kaldt for en Lido-skjorte. Fidusen lå dels i det rent sytekniske, at man først syede skuldersømmene, og derefter syede ærmerne på, som ellers godt kunne drille for urutinerede. Først derefter syede man side- og ærmesøm i en arbejdsgang. Herudover var der den fidus, at lukningen sad på tværs, så man slap for at bakse med en lang række knaphuller ned langs forsiden. Den skulle også kunne bankes sammen på en aften. Det var vist en stor succes.

Ud over rummene i kælderen blev nogle af de tomme værelser på 1. sal taget i brug. De blev udlejet til unge kunsthåndværkere, der brugte vores fordums vaskekælder til fremstilling af stoftryk. Uden for aftenskolesæsonen drønede mor så landet rundt i sin lille blå bil og besøgte forretninger, der forhandlede kunsthåndværk, og forsøgte at afsætte produktionen. Eriks kone, Julie, åbnede selv en lille butik med kunsthåndværk i Hørsholm. Hun og Erik havde startet en produktion af hånddyppede lys og havde ved en messe i Bellacentret vundet 1. præmie for nogle flerfarvede lys. (Se mere herom i bind 5, hvor Erik fortæller om sit liv).

De kaldte hele foretagendet for FACET DESIGN, og det kørte vist meget godt i nogle år. Mor tilbragte sommerhalvåret i Hornbæk, hvor hun på Friisvej havde en lille butik med kunsthåndværk i en primitiv bygning helt nede ved stranden. Men på et tidspunkt blev mor træt både af syskolen, af alle kunsthåndværkerne og af det store hus i Hellerup. Da morfar døde i 1961 blev Gjørlingsvej 14 udlejet, og mor indrettede sig i vinterhalvåret på 1. salen på Tjørnevej 14 i Lyngby, hos mormor. også for at ”se efter” mormor. Det var en katastrofe med mor og mormor i samme hus. Der var ikke den ting de ikke kunne komme op at skændes over. Mor tyranniserede mormor, som efterhånden var blevet lidt senil, hvad der irriterede mor til vanvid.

Så skete der det, at mor en isglat vinter snublede og brækkede hoften. Hun kunne slet ikke klare at være immobil, men måtte nu opgive sit rejseri, som blev overtaget af en af Erik venner, Erik Fredslund. Jeg mener at det var omkring den tid, at mor helt opgav at bo i Lyngby om vinteren. Lejligheden på 1. sal blev udlejet til en af mine kolleger hos Per Reumert, Gurli og hendes kæreste Ole.

Sommerhuset var nu blevet indrettet til helårsbeboelse, og der boede mor så om vinteren, mens garagen var blevet ombygget med el og vand indlagt. Den blev nu omdøbt til ”annekset” og der boede mor så om sommeren, hvor sommerhuset var udlejet. Mor opsagde så det hidtidige lejemål af forretningslokalet nede ved stranden, hvor lokalet slet ikke kunne bruges i vinterhalvåret. I stedet åbnede hun et udsalg i den anden ende af Friisvej, helt oppe på hjørnet af Strandvejen, og havde samtidig en permanent udstilling i ”Bondegården”, der ikke var nogen bondegård, men i mange år havde været kro og som nu var indrettet til biograf om vinteren og revyteater om sommeren.

Mors hovedindtægt kom nu fra udlejningen af huset på Gjørlingsvej 14, fra udlejningen af lejligheden på Tjørnevej 14, (som var mors hus), fra udlejningen af huset på Fyrrevej 4 i sommertiden, foruden indtægter fra Facet Design-udsalget, samt vist noget pension efter far.

Det skulle vel have kunnet hænge sammen, hvis der ikke lige havde været det problem, at Mor, der altid havde været glad for et lille glas i ny og næ, efterhånden ikke nøjedes med det. Kombineret med de piller hun fik for sin gigt og for sit mavesår, og for de skader hun jævnlig pådrog sig på grund af sin knogleskørhed, blev drikkeriet efter hånden et stigende problem, både rent praktisk, og efterhånden ikke mindst økonomisk. På et tidspunkt opgav hun af helbredshensyn at drive forretningen på Friisvej videre. Nu boede hun hele den lange vinter ”langt ude i skoven”, omgivet af tomme sommerhuse, og uden andet selskab end ugler, omstrejfende ræve og flaskerne og pillerne. Det varede lidt før vi opdagede hvad der foregik.

Da Boltegården brændte flyttede Erik og Julie ind i huset i Hornbæk sammen med deres to store Schæferhunde. De fik derved et indblik i mors liv og levned, og snart begyndte beretninger om hvad der foregik i huset i Hornbæk, at nå Syss og mig. Da Julie engang ringede til købmanden efter varer, og præsenterede sig som fru Borries, sagde han: ”Det bliver så og så meget og jeg forventer at varerne bliver betalt kontant ved afleveringen, ellers tager jeg dem med igen!”. Da hun bad om en forklaring, fortalte han om mors daglige ordre på spiritus på kredit.

Erik og Julie fortalte, at mor efterhånden var blevet helt forvirret og sær, og en dag havde Julie et skænderi med mor. Dette er Julies version, Erik husker slet ikke episoden, så måske har Julie valgt at spare ham for detaljerne. Mor sad endnu i sengen og bad om sine piller. Julie sagde, at dem havde hun allerede spist. Mor blev gal og snuppede sine pilleglas, tømte dem alle ud på dynen og begyndte at guffe sig. Da Julie forfærdet prøvede at tage pillerne fra hende, greb mor resolut sin krykke og slog hende ned. Dette, samt et par andre episoder, slog – om man så må sige – ”hovedet på sømmet”. Erik og Julie flyttede og mor boede nu igen alene.

Mors økonomi kunne ikke klare hendes levevis, og huset i Hellerup blev solgt. Dette store flotte hus blev solgt mindre end halvdelen af hvad vi havde forventet ved at sammenligne med andre hus i kvarteret. Vi fattede ikke at hun kunne være blevet så dårligt rådgivet at hun var gået med på det, men skyldte skylden på hendes tiltagende omtågethed. Jeg mener at det gik for 800.000 kr. Men selv dette forslog åbenbart ikke til at rette op på hendes økonomi, for nu begyndte mor at snakke om at sælge Tjørnevej. Mormor var for længst flyttet til plejehjemmet i Brede, Syss boede i underetagen, Gurli og Ole på 1. salen. Syss gik helt i panik – hvor skulle hun så bo?

Om det nu var revisoren, dvs. Jo´s mand Hvassum, eller advokaten eller hvem der bragte det på bane ved jeg ikke, men i hvert fald blev Syss og jeg forespurgt, om det måske ville være bedst at få mor umyndiggjort, og anbragt på et hjem. Det var vi meget betænkelige ved, men efter megen snak frem og tilbage blev vi enige om, at vi, dvs. Syss og jeg, ville kun gå med dertil, såfremt mors nuværende læge i Hornbæk anbefalede det. Under ingen omstændigheder ville vi selv stå med en sådan vurdering. Dette meddelte vi lægen, som derefter tog ud til mor og fortalte hende, at hendes børn overvejede at umyndiggøre hende og få hende anbragt på et hjem. Mor må have fået et chok! – skrig, gråd og ballade… Nå, men så vidste vi ikke hvad vi skulle gøre.

Det var omkring den tid at Syss en sommerdag besøgte mor sammen med hendes nye kæreste Jørgen. Han var forfærdet, syntes at mor virkede helt sindsforvirret, og sagde til Syss, at sådan kunne de da ikke efterlade hende. Syss sagde bare, at ok, jo, hun havde det som hun helst ville have det! Jørgen forstod slet ikke Syss, som ikke orkede at forklare, at mor var meget svær at hjælpe…

Der kom daglig en hjemmesygeplejerske og så til mor og somme tider kom en skolepige og købte ind for hende. En mandag morgen fandt skolepigen hende bevidstløs. Mor blev kørt til Hillerød Sygehus, og var i en elendig forfatning. De spurgte os spidst, hvor længe vi havde ladet vores mor ligge hjælpeløs i den tilstand. Hun var meget afmagret, havde lungebetændelse og et liggesår på størrelse med en tallerken bag på. Vi blev ret irriterede. Vi havde ikke ”ladet vores mor ligge hjælpeløs”, der var aftalt med en hjemmesygeplejerske, som kom hver dag. Mor vågnede op en uges tid senere. Syss var da på besøg og fortalte at mor var meget ked af det. Senere gled hun igen ind i bevidstløshed. Jeg tilbragte en del timer ved hendes seng, men oplevede aldrig noget som helst livstegn. Et par dage senere, da jeg netop var kommet hjem til Lyngby fra et besøg, og var gået i seng, ringede telefonen ved 23-tiden. Det var fra sygehuset, min mor var lige sovet ind i døden.

Jeg tog mig en fridag fra Per Reumert for at ordne begravelsen. Claus, hvis morfar var død kort tid før, havde helt fod på hvad man gjorde, så jeg påtog mig at kontakte en bedemand, og Syss at kontakte den katolske præst ved kirken på Bernstorffsvej. Han kendte ikke mor, men ville da gerne tage sig af begravelsen. Han ringede senere tilbage for at få lidt oplysninger til brug for sin prædiken. Syss svarede forsigtigt og diplomatisk, indtil han sagde: ”Kan man ikke sige, at der i de senere år var kommet noget uendeligt mildt over Deres mor?”.  Syss tænkte på Julies vanskæbne, og spurgte om hun måtte ringe tilbage senere. Syss ringede til mig, og sagde: ”Det her går ikke, vi må have fat i en der kendte mor i hendes gode tid, fx. ham hun gik til da hun konverterede”. Det gjorde vi så. Men der var flere problemer. Et af dem var at vi hedninge ikke vidste noget om katolske gudstjenester, hvor menigheden forventes at deltage aktivt. Mor var grundet sine særheder blevet meget ensom de senere år, og vi måtte forvente at kirken blev ret tom. Den flinke præst lovede, at han ville skaffe et hold nonner, som ville sørge for at det hele fungerede på bedste måde.

Et andet problem var Erik! Han erklærede at han f….. ikke under nogen omstændigheder ville møde op til sin mors begravelse!  For at vi dog ikke skulle komme og sige, at han lod os hænge på det hele, så ville han påtage sig at tage ud og sidde hos mormor, som boede på plejehjemmet i Brede og var alt for affældig til at kunne deltage. Fint nok, men hvem skulle så bære kisten? Endnu en opringning til præsten afslørede, at der var 2 chauffører på ligvognen, som i nødsfald kunne træde til. Men 2 var ikke nok! Gitte, Syss og jeg stirrede på hinanden – skulle vi virkelig…? Jeg tog hjem til min elsker og klagede min nød. Store bomstærke Claus slog i bordet: ”ikke under nogen omstændigheder rejser du dig med din elendige ryg op i kirken for at slæbe din mors kiste. Jeg skal nok slæbe konen ud, om jeg så skal tage brandmandstag på hende”. Nå, så galt gik det vel ikke, men problemet med den 4. mand måtte vi så lade stå hen i det uvisse… Der var endnu et problem. I testamentet stod, at det var min mors ”sidste vilje”, at hun skulle begraves med sin brudebuket.

Hvor helvede var den henne? Vi kravlede op på morfars og mormors loft, hvor der befandt sig mange sære ting, her iblandt den famøse brudebuket. Claus, der havde bil, lovede at sørge for at dødsattest mv. blev bragt ud til bedemanden. Jeg rakte ham uden et ord en papirspose, og han åbnede den og stirrede fuld af væmmelse på det brune, støvede, smuldrende indhold. ”Hvad er dette?” spurgte han forundret. Jeg forklarede om mors sidste vilje.  ”Den er snavset og ækel” – sagde han. Jeg gav ham ret, men mor fik det støvede buskads med sig i kisten, som hun havde ønsket. Begravelsen gik rimeligt. Tante Thora (Tvistegård) fortalte bagefter, at hun på et tidspunkt så sig om i kirken og blev klar over at der stort set kun var kvinder til stede, og straks forstod, hvad det indebar. Hun tænkte forfærdet: ”Åh, herregud og min Anton har en dårlig ryg”: Anton Tvistegård blev vores frelsende engel. Alle kendte naturligvis Anton, men ingen vidste hvem den høje lyshårede 4. mand ved kisten var, og der hviskedes og tiskedes rundt omkring i kirken om, hvem af os 3 søstre han mon ”tilhørte”. Totalt grotesk, men hvad skulle vi gøre? Jeg havde pyntet min lejlighed op, og det var så meningen at vi ville købe wienerbrød med hjem fra kirken til ”følget”. Men ingen havde tid til Wienerbrød og kaffe på en almindelig tirsdag, så jeg fik Claus til at standse ved fiskehandleren på hjørnet af Bernstorffsvej og Kildegårdsvej og købe en stor portion gravlaks, og en flok Fakse fadøl fra købmanden overfor. Hvad var mere passende ved en begravelse en gravlaks og gravøl? Alle syntes at det var en god ide, og helt i ”mors ånd” – omstændighederne taget i betragtning. Erik mødte op og blev tordnende beruset. Han sprang op på sofabordet og sang med udbredte arme visen: ”Sådan er kapitalismen…”

Arven blev fordelt på den måde, at Syss overtog Tjørnevej 14, og Erik huset i Hornbæk, mens jeg fik pantebreve i begge huse. Nogle år senere flyttede Erik til Spanien, og huset i Hornbæk gik på tvangsauktion, hvorved jeg mistede mit pantebrev. Da Syss solgte Tjørnevej og flyttede til Farum medførte den måde huset blev handlet på, at resten af min arv gik op i røg. Læs mere herom i bind 5.

Engang overnattede jeg sammen med Eriks ven Erik Fredslund i mors anneks efter en langtrukken og anstrengende påskefrokost hos Erik, som overtog huset i Hornbæk efter mors død. Vi var for trætte og berusende til at forføre hinanden den nat, og jeg havde også mere brug for at snakke. Endelig var der et menneske som forstod mig, for Erik Fredslund havde kendt og oplevet min mor, som hun var i sine sidste år, og han kunne nikke genkendende til mine beretninger om mine trængsler. Man havde på sygehuset antydet, at mors død var vores skyld på grund af vores forsømmelse, eller at mor måske havde taget sit eget liv på grund af sine onde børn. Men Erik, som var bekendt med mors vaner, mente at det var sindsforvirring, sprut og piller i forening, som tog livet af hende. Mor døde den 13. september 1969 og blev kun 68 år. Alt tegnede så lyst ved brylluppet i 1933, Men ægteskabet var nok problematisk, selv om hun satte pris på sin status som ”Overlægefrue”. Og vi børn har nok alle været hende en skuffelse. Men var hun virkelig, som Gitte altid påstod ”Den onde fe” i eventyret? Hvem ved…