Kapitel 01. Bryggeren på Nørregade
Hent kapitlet her som word docx-fil

FAMILIEKRØNIKEN

KAPITEL 1
BRYGGEREN PÅ NØRREGADE

Min far har i sin bog, DEN DANSKE FAMILIE BORRIES, taget udgangspunkt i Nicolaus Borries som værende familiens stamfader, fordi denne var den første der tog navnet BORRIES. Jeg har i min beretning om familien valgt at tage mig udgangspunkt i hans farfader, som er den tidligste jeg har kunnet finde frem til i denne gren af familien.

11. GENERATION

Feldbereder Børge Børgesen 1648-1709

Feldbereder Børge Børgesen og hans familie bor Vestergade 24. Som det gælder for så mange andre grunde i Vestergade havde kirken ejendomsret over jorden, og denne grund tilhørte i 1300 tallet kirken. Men ved reformationen, da kirkens ejendomme tilfaldt kronen, overlod kongen 1552 huset til kgl. Plattenslager Hans Dornitzer. Stedet fungerede da som avlsgård med opstaldede tyre, og samtidig foregik der livlig prostitution i huset.

Den nuværende lille grund nr. 24 blev udskilt fra nr. 22 efter 1593. 1645 var huset ejet af en kobbersmed. Hans enke levede til 1678 og året efter overtog feldbereder Børre Børresen ejendommen. En feldbereder er en garver, der bruger fedtstof og ikke bark til forarbejdning af skind.

Den 2. juli 1679 bliver Børge Børgesen og hans hustru Johanne Hansdatters lille søn døbt i Frue kirke og får navnet NICOLAI. Året efter fødes datteren Anne Elisabeth, i 1780 får familien endnu end atter, Gunhild, og 2 år senere datteren Bodild.

Da Feldbereder Børresen dør i februar 1709 og hans hustru 2½ år senere i oktober 1711, overtager sønnen Nicolai Børgesen og hans svoger, hørkræmmer David Johan Berentz (gift med søsteren Anna Elisabeth Børresen) ejendommen Vestergade 24, som igen afhændes 1712 i forbindelse med Nicolai Børgesens død. 

10. GENERATION

Nicolai Børgesen 1679-1712

Nicolai Børgesen blev uddannet som brygger og 22 år gammel køber han den 9. maj 1701 bryggergården i Nørregade 227 (nu 28/Fiolstræde 17) for 2200 rigsdaler. Den 22 juni samme år løser han borgerskab som brygger.

Hele Københavns indre by havde i 1640 114 bryggergårdlicenser. Omkring 50 fandtes i Nørre kvarter og på Gammel Torv. Man tror at grundvandet her var af bedre kvalitet, men det kan også have haft sin betydning, at de rigelige vandmængder, der var brug for, kom ind med underjordiske ledninger, både af Vestergade og af Nørregade.

Den 9. august 1701 bliver Nikolaj gift i hjemmet med Inger Nielsdatter Holm, datter af brygger i Slutterigaden 10 ”paa Hjørnet af det nye Torff”, Niels Olesen Holm og hustruen Ellen. Jeg kender ikke Nikolaj Børgesens børns fødselsdatoer, kirkebogen oplyser kun dåbsdag. I de følgende år kommer et barn regelmæssigt hvert andet år: Johanne i 1702, Ellen i 1704, Niels i 1706. I oktober 1708 kommer Gundel til verden, men dør kun 3 måneder gammel i januar 1709. Året efter i 1710 fødes Bodild, og 2 år senere i 1712 kommer den mindste dreng, som opkaldes Børge efter sin farfar.

33 år gammel, og kun 5-6 uger efter det sidste barns fødsel, dør Nicolaj Børgesen og den 6. december bliver han begravet ”i dend Brede Gang i sin slg.Fader Børge Børgesen Feldbereders arvelig murede grav om aften ved 3 slet. Svag 3 år af svindsot”. Et halvt år senere, den 20. maj 1713 dør også spædbarnet Børge, kun ¾ år gammel.

Inger Nielsdatter sidder nu enke med 4 små børn at forsørge. For at kunne videreføre bryggeriet gifter Inger Nielsdatter sig den 3. oktober 1713, kun 10 måneder efter mandens død, med den 2 år yngre bryggersvend Johan Schlichtkrull, som overtager bryggeriet.

Et forbavsende stort antal af Inger Nielsdatter Holms slægtninge er bryggere, begge hendes mænd, hendes far, Niels Olesen Holm, hendes farbroder Hans Olsen Holm og hans 2 sønner, Ole Holm, der var brygger i Vestergade, og Svend Holm, der var brygger i Magstræde. Oles svigerfader var brygger Hans Pedersen, Corsøer. Også 2 af hendes brødre, Michel og Peder var bryggere. Michels hustrus søster var gift med brygger Niels Fussing i Vestergade, og Inger Nielsdatters ældre søster Cathrine Nielsdatter Holm var gift med brygger Poul Hellesen på Nørregade. Dennes 2 sønner af 1. ægteskab, Jens og Helle Povelsen Hellesen, var begge bryggere hhv. i Sluttergade og Kongensgade. Poul Hellesens datter af 2. ægteskab, Bente, var gift med en brygger, der mærkeligt nok hed Hans Christian Borris, som ligeledes var søn af brygger Christen Jensen i Vestergade.  Men af Inger Nielsdatters egne børn blev ingen bryggere, og det viser der sig at være en rigtig god forklaring på.

I ægteskabet med Johan Schlichtkrull får Inger Nielsdatter Holm yderligere 10 børn. Året efter brylluppet kommer Maren, som dør da hun kun er 1 år gammel. 2 år senere fødes Christoffer, som når at blive 5 år, før også han dør. 3. juni 1717 har Inger Nielsdatter og Johan Schlichtkrüll igen en datter til dåben. Hun opkaldes efter sin døde søster, men dør året efter. I sommeren 1718 fødes sønnen Nikolaj, som opkaldes efter Inger Nielsdatters første mand. Han bliver cand. theol., og dør først 1760, 48 år gammel. 1719 kommer Oluf/Ole, som bliver præst i Stadil og lever til 1802.

1721 kommer der igen en lille pige, som også døbes Maren. Hun når at blive voksen, bliver gift med vinhandler Christian Clausen Biel og dør 1785. 1723 kommer igen en lille pige, Cathrine, som dør da hun kun er 7 år gammel. Året efter i 1724 får de en lille dreng Christoffer, som senere bliver urtekræmmer og konditor og lever indtil 1797. I september 1725 kommer endnu en lille pige Anne, som bliver gift med brygger Rasmus Schøtt og lever indtil 1755. Det sidste barn i Christian, født om sommeren 1727, bliver kun 2 år gammel.

Det er ikke de eneste ulykker, der rammer familien i disse år, hvor livet i den stinkende hovedstad medførte stor dødelighed, især blandt børn. I efteråret 1728, hvor spædbarnet Christian kun er lidt over 1 år gammel, går det for alvor galt for familien, og for rigtig mange familier i det indre København.

Onsdag, den 20. oktober først på aftenen udbryder der brand i et hus, næsten lige ud for Vesterport. På hjørnet af St. Clemensstræde ud mod Vestervold lå et hus, ejet af Boye Hansens enke Signe. ”Det var en lang, lav bindingsværksgård med 4 lejevåninger, som beboedes af en hønsekræmmer, en bødker, en snedker og en marketender Peder Rasmussen. Hos denne sidste opkom ilden, men om dennes årsag vides intet sikkert, thi den almindelige version, at et barn tabte et brændende lys blandt hø og høvlspåner, er ikke ubetinget troværdig. Enkelte kilder forsikrer, at ulykken tvært imod skyldes forældrenes uforsigtighed ved lysestøbning, men at de angav barnet for at unddrage sig den hårde straf, hvortil de vare hjemfaldne. Herfor taler også at de en tid søgte at holde ilden hemmelig, indtil flammerne slog ud af taget og den lige overfor ved Vesterport posterede vagt slog alarm.

Der var vel imidlertid endnu ingen, som endnu frygtede for alvorlig fare, thi man troede at have et velordnet brandvæsen. Man skulle synes en sådan voldsom brand umulig i en by med fortræffelig brandordning, i en by med mange kanaler, brønde, pumper og springvand, med en garnison på 8000 mand, 4000 matroser, og et borgerskab på 3000 mennesker, hvor desuden kongen selv med sine ministre, generaler og regeringskollegier var tilstede.

Således gik det sædvanligvis til ved en ildebrande: Stormklokkerne lød fra byens kirketårne, trommerne gik i gaderne for at samle brandmandskabet, lygter blev udhængt fra husene, heste galoperede af sted med sprøjter, sluffer, vandkar, brandstiger og deslige, kort sagt, hele byen kom i hast på benene.

Imidlertid varede denne gang en rum tid før brandfolkene mødte. Thi de sad omkring på værtshusene og svirede efter en sprøjteprøve, og da man endelig havde fået dem samlede, var de – som de på sådanne dage plejede at være – beskjænkede. Hertil kom, at der manglede al overordnet ledelse. Holmens matroser, der på den tid som nu, ydede en virksom hjælp ved slige ulykker, kom ikke, fordi Holmens chef til alt uheld var beruset. Soldaterne lod man den hele nat og den følgende dag stå ud på ”Grønland” for at vente på nærmere ordre.

Den gamle Stadshauptmand var apoplektisk, og hans afløser kaptajn Voller af Nørrekompagniet manglede al erfaring. ’Brandmajor Daniel Prejsler var uduelig, og om politimester Hans Himmerich fortælles det, at han overvældet af begivenhederne hen af morgenstunden trøstede sig ved flasken, og derefter begav sig ud på tømmerpladserne for at sove rusen ud.

Det allerværste var dog at der manglede vand, thi netop dagen i forvejen havde Vandkommissionen besluttet at anlægge nogle rør uden for byen, hvorfor 5 af byens 12 kvarterer var uden vandforsyning. Det faldt ingen ind, at man ved at hugge hul i hovedrenderne, der førte gennem volden, straks ville have haft en tilgang på flere tusinde tønder vand. Hinsides volden, i brandstedets umiddelbare nærhed, lå Stadsgraven, men kommandanten, general Sponeck, nægtede i henhold til sine instrukser hårdnakket at åbne Vesterport af frygt for at de hvervede soldater skulle desertere, og på kanalerne tænkte ingen. Man undskyldte sig senere med at ”saltvand ikke slukker ilden så godt som fersk”.

Kommandantens holdning bevirkede desuden, at byen ikke fik den hjælp udefra, som blev tilbudt, thi han vægrede sig bestemt ved at lade den store mængde vogne og mandskab, som ilede til fra omegnen, slippe ind. Præses i Politi- og kommerciekollegiet, gehejmeråd Christian Frederik Holsteinrådet, som stillede med 60 mand og 40 vogne fra sit gods Cathrinebjerg, og regimentsskriveren fra Københavns amt, der ligeledes mødte med mange vogne, måtte holde uden for Vesterport torsdag morgen og formiddag, og derpå køre hjem med uforrettet sag. Først torsdag middag blev portene åbnede efter kongens – Frederik 4. – befaling, men da stod en stor del af staden i flammer.

I det snævre St. Klemensstræde og i de tilstødende gyder, på Gammel Torv og i Vestergade herskede den største forvirring og trængsel. Vognene kunne hverken komme frem eller tilbage. Mandskabet havde ikke plads til at tumle sprøjterne, nysgerrige strømmede til og folk begyndte at flytte deres bohave og øvrige ejendele. Man hørte forbandelser, eder og trusler blandet med jammer og klage, og uophørligt lød råbet: Vand! Vand! Kl. 8 brændte det i begge sider af St. Klemensgade, kl. 9 i begge sider af Vestergade, kl. 10 på Gammel torv, hvorfra ilden med rasende hast dreves over i Larsbjørnsstræde, Studiestræde og St. Pederstræde.

Man havde håbet at ilden ville indskrænke sig til det angrebne kvarter og standse ved Nørrevold, men mellem kl. 10 og 11 om aftenen opstod der en ny og frygtelig ildløs i en bryggergård på Nørregade. Snart stod bryggergården i lys lue, og ilden forplantede sig til nabogårdene. Denne ild var særlig farlig, thi på Nørregade fandtes ikke mindre end 12 store bryggergårde med vældige brændeoplag. Samtidig gik den stærke blæst mere vestlig og bar ildens fulde magt ind over byen.

Byen var indhyllet i røg og damp, luerne slikkede mod himlen så højt at de kunne ses i Roskilde og Kjøge. En tæt ildregn faldt uophørligt og blev af blæsten drevet langt ud over det omliggende land og ud i sundet. Menneskenes råb og skrig, fortvivlelse og gråd overdøvedes af de faldende mures bragen og flammernes hvislen. Der herskede nu total rådvildhed og forvirring, al kommando ophørte. Kommandant Johan Schrader søgte tilflugt i Kastellet og de fleste andre ledende mænd drog hjem til deres huse for at bjerge deres ejendele.

Da brandfolkene så dette, smuttede de også bort for om muligt at bjerge deres egne sager. I 3 timer havde de brandfolk, der var blevet tilbage ved sprøjterne, hindret ilden i at overskride Nørregade, men nu måtte de rømme pladsen. Ilden på Nørregade blev overladt ganske til sig selv, og det er betegnende at man anbefalede soldaterne at gå hjem til deres kvarter og bringe deres sager i sikkerhed.

I løbet af natten til lørdag lagde vinden sig og samtidig blev 36 udvalgte ejendomme revet ned for at danne brandbælter. Det bevirkede at ilden stoppede ved hjørnet af Gothersgade og St. Regnegade. Længere mod vest havde Amagertorv og St. Nicolai kirke været truet. Men ilden blev stoppet ved Amagertorv, hvor kun 3 ejendomme gik tabt.  På kortet ses de brændte kvarterer markeret med gult.

Tabet var uhyre og elendigheden var stor. Branden havde lagt 1670 huse i aske, eller over 2/5 af byen i ruiner, thi kun 2417 huse var i behold, og antallet af husvilde familier angives til 3650. Den afbrændte del af byen havde for en del været tæt bebygget og beboet af et stort antal næringsdrivende og håndværkere, hvorfor disses tab var stort. Ikke mindre end 60 bryggergårde og bryggeriernes berømte Laugshus gik op i luer, og samme skæbne havde mange brændevinsbrænderier og vinhandlergårde.

Elendigheden efter branden var ubeskrivelig. Mange husvilde, rige og fattige mellem hverandre camperede under åben himmel på voldene eller i kongens have, eller søgte ly bag hældende mure, og var ved at omkomme af kulde og sult. Byen havde ikke længere plads til sin befolkning og det skortede på levnedsmidler. Først og fremmest gjaldt det om at afhjælpe den øjeblikkelige nød, og at skaffe den overflødige befolkning, især de fattige, bort.

Magistraten lavede en oversigt over de skånede dele af byen hvoraf det fremgik at 8.749 personer fra de brandramte dele havde fundet logi i de skånede dele. Man vurderer, at op mod 15.000 var blevet hjemløse, dvs. omkring 20 % af Københavns befolkning, der var på ca. 70.000 personer. Antallet af sårede og omkomne kendes ikke.

Men hvor er brygger Johan Schlichtkrull og hans familie blevet af? Vi finder dem på den føromtalte liste over husvilde, som havde fundet logi hos ejere af skånede ejendomme, i St. Annæ Qvarteers østre del, Nye Canall nr. 3. Huset ejes af Christoffer Nelling, og husstanden består mand, kone samt 2 fattige umyndige børn. Hos dem logerer”Johan Henrich Schlichtkrull, brøgger, tilforn (hidtil) boende i Nørregade, er brent for, lever af det hand har rædet af ilden”. Bryggerens husstand består nu af mand, kone, 8 børn, en ”myndling” (en umyndig slægtning) og en amme”.

På magistratens liste over brændte ejendomme er bryggeriet registreret. Det har til gaden bestået af 4 fags bindingsværk, 9 alen i bredden, mod syd 16 ¾ alen, mod nord 17 ½ alen og bagtil 8½ alen. Det oplyses at ejerens myndling, Ingeborg Povelsdatter, har pant i ejendommen på 387 rigsdalen. Ingeborg må være datter af Inger Nielsdatters søster, Cathrine, som var gift med brygger Poul Hellesen på Nørregade.

Herefter mister jeg sporet af bryggerens families videre skæbne i de følgende år. Johan Schlichtkrulls død den 20. maj 1742og hans begravelse den 26. maj er i Vor Frue Kirkes Liigbogopført som: ”Sl. Johan Henrich Schlichtkrull, gammel 56 år, fra Nørregade. I hans Fader sl. Christoffer Schlichtkrull muldgrav i den smalle mandgang ved de lange mandstole nr. 14, 15 og 16”. Ordlyden antyder at det efter branden atter er lykkedes ham i et vist omfang at etablere sig som brygger i Nørregade.

Da Inger Nielsdatter Holm 7 år senerei 1749 dør, er 11 af hendes 16 børn døde, herunder alle 6 børn af 1. ægteskab. Det fremgår af skiftebrev af 1752, at hun overleves af 5 børn af 2. ægteskab, nemlig 3 sønner, af hvilke 2 var præster og 1 var sukkerbagersvend, samt 2 døtre, Maren, enke efter vinhandler Christian Biehl, og Anne, gift med brygger Rasmus Schiøtt. I Skiftebrevet gøres rede for boets beholdning, samt afdødes arvinger. ”Boets beholdning kommer til deling mellem … Inger Nielsdatter Holms samtlige efterlevende børn og arvinger, som befinder sig at være trende i live værende sønner, og en afdød søns efterlevende børn, samt tvende i live værende døtre – ”.

Vedrørende den afdøde søn og hans børn står senere i dokumentet.  4) den fjerde søn, afdøde doktor Nicolaj Børresen, avlet i den salig konens først ægteskab med for længst afdøde Nicolaj Børresen, hans efterladt tvende børn, tilfalder nu i den førnævnte afdøde faders sted en broderlod eller 1/5” Efter forskellige fradrag bliver tilbage lidt over 234 rigsdaler ”hvoraf sønnen Ernst Heinrich Borries tilfalder en broderlod eller 2/3, og datteren Juliane Cathrine Borries, 12 år gammel, tilfalder en søsterlod eller 1/3”.

Skifteretten nævner ikke med et eneste ord, at sønnen doctor Nicolai Børresen er identisk med Nicolaus Borries, hvorfor dennes børn hedder Borries. Latinisering af navne var på den tid uhyre almindeligt blandt akademiker, og studenter indførtes på latin i universitetsprotokollen, så det har man ikke set noget bemærkelsesværdigt ved. Men dette er første gang navnet Borries dukker op i forbindelse med bryggerfamilien på Nørregade. Da det nu er dokumenteret at Niels Børresen er identisk med Nicolaus Borries, anses denne for slægtens stamfader.

Kortet forrest er Peder Hansen Resens ”paradekort”, stukket 1674. Kortet er fra Hanne Fabricius´ bog ”Gader og Mennesker i middelalderens og renæssancens København”. Bogen fortæller om København fra den spæde start i omkring år 1000 og indtil 1600 tallet, og beskriver detaljeret og med mange illustrationer huse og beboere i hver eneste gade i datidens København.

Den gyldne pil viser bryggergårdens placeringi Nørregade, i dag lige over for Folketeatret. Følger man Nørregade fra Nørrevold forbi bryggergården, ses til højre først Sct. Petri Kirke. Lidt længere fremme ses på venstre side Vor Frue Kirke, og gaden munder ud i Gammel Torv med byens rådhus, der i dag er væk, samt springvandet, der ligger der endnu.

Følger man Købmagergade fra dens udspring på Nørrevold op mod strøget ses på venstre side Rundetårn. Øverst i kortet ses det gamle Christiansborg slot.

Beretningen om Københavns brand er dels fra Wikipedia, og dels et uddrag af en 32 sider detaljeret beskrivelse af branden af Carl Bruun (1846-1899) på www.eremit.dk. Kapitel 6: ”Ildebranden af 1728 og Frederik d. IV´s sidste regjeringsår”.