Kapitel 09. Sygehuslægen i Køge

Hent kapitlet her

KAPITEL 9

SYGEHUSLÆGEN I KØGE

5. GENERATION

Ane 12. Carl August Borries 1853-1924

Der er det besynderlige ved min fars bog, at den familie, som han må formodes at kende bedst af alle, nemlig hans egen, kun omtales med navn, data og adresse. Jeg gætter derfor på, at far simpelthen har opgivet at arbejde mere på bogen, og har besluttet at udgive den som den nu var i 1954, to år før han døde. Jeg har derfor været henvist til at søge yderligere viden om min fars forældre på anden vis.

I Lægeforeningens Årbog står, at Carl Borries åbnede lægepraksis i Køge i februar 1881. I fars bog står, at Carl August Borries først boede på torvets sydside nær Vestergade, siden i Ulfeldts Gård, Nørregade 24, lige over for kirken, og endelig i selvbygget rødstensvilla i Jernbanegade 10. Jeg tog derfor en tur til Køge og tog fotos af de pågældende steder, som de ser ud i dag.

I efteråret 2011 begav mine søskende og jeg os til Køge, og startede vores ekspedition ved at henvende os på lokalarkivet, som foruden at komme med nogle biografiske oplysninger, henviste os til biblioteket, hvor man havde kopier af lokalbladende.

Derefter gik vi ned i Jernbanegade for at se på huset der. Da huset i dag ejes af en loge, og der i huset er indrettet festlokaler, henvendte vi os, forklarede om hvem vi var og at vi havde planer om at fejre min fars 125 års fødselsdag den 11. februar 2012 i hans barndomshjem. Det havde vi nu absolut ikke tænkt os at gøre, men den nuværende bestyrer viste os venligt festlokalerne, og fortalte alt hvad han vidste om stedets historie. Det var ikke så lidt, men handlede desværre mest om farfars efterfølger. Jeg benyttede lejligheden til at tage nogle fotos af stuerne, som jeg så kunne sammenligne med billeder af, hvordan husets indre så ud i begyndelsen af 1900-tallet.

Nogle dage senere kom så aviskopierne, som fortalte lidt mere. Den 1. avisnotits er i anledning af at farfar, som åbnede praksis 1881, den 4. februar kan fejre sit 25 års borgerjubilæum. Den næste avisnotits er fra 27. marts 1913, og anledningen er farfars 60 års fødselsdag. Med gotiske bogstaver og udformet i et usædvanligt poetisk sprog, som ligger fjernt fra vor tids journalisters sprogbrug, står der bl.a.:”I forpagtergården Søholms prægtige rammer gennemlevede han sine tidligste år. Så kom skolegangen og studieårene. I Køge nedsatte han sig som læge i 1881, og har altså virket i en menneskealder på denne egn. Hans praksis er omfattende og som doktor skattes han meget højt i de mange familier, der danner denne praksis. Som læge har han konstrueret en udmærket sygeseng, som anvendes mange steder rundt om i landet. I byens vise råd har han haft sæde, og han er nu medlem af bestyrelsen for museet. I denne stilling har han også haft lejlighed til at virke for bevarelsen af den bedste del af det gamle Køge. Så er der sang og musik og de forskelligartede interesser, som sætter kulør på den grå hverdag og forhøjer de festlige dages glans”.

I uge senere dør Carl og Sophie Borries ældste søn Philip af tuberkulose, kun 28 år gammel. Ham hører vi lidt mere om senere.

8 år senere, 3. februar 1921 er der igen en notits, denne gang i anledning af sygehuslægens 40 års jubilæum, denne gang med moderne bogstaver, men med samme blomstrende sprog. ” Når man slår tilbage i Østsjællands Folkeblads gamle gulnede årgange, finder man i bladet for den 1. februar 1881 med svære fremhævede typer følgende annonce, som en dag indleveredes på kontoret af en smuk ung mand og hans fader, som var forpagter på Søholm: ”Læge. Undertegnede nedsætter sig i de første dage i februar som praktiserende læge i Kjøge, og træffes i den af Hr. Doktor Birkerod beboede lejlighed. C.A. Borries”.”Den fortæller i al sin tilknappede korthed om, at en ung mand stod ved begyndelsen af sin manddoms gerning. Da lå de fyrretyve år, som nu er gået, som en lang sollys bane”. Han har tilsyneladende været meget populær blandt venner og patienter, for om lægens personlighed fortælles: ”Thi alle de mennesker, der kommer læge Borries lidt nærmere ind på livet, forskrækker det lidt utilnærmelige stilfulde statsmandsydre ikke. De ved at der kan lyse en lun skælm i de strenge øjne og et blødt smil om den faste mund”.Der kan man bare se.

Dette var altså starten på Carl Borries og hans families tilværelse i Køge. 1½ år senere – den 11. oktober 1882 – bliver Carl gift med Sophie Marie Bang Hassing, datter af professor Morten Mortensen Hassing og Olivia Bang. I begyndelsen bor farfar på ”torvets sydside nær Vestergade” – skriver far, jeg ved ikke helt hvor? Senere flytter de til Ulfeldts Gård i en 1. sals lejlighed lige over for kirken. 1884 kommer datteren Elna til verden. Kun 13 måneders efter Elnas fødsel kommer det næste barn Philipp, født den 19. november 1985 og kun 15 måneder efter Philipps fødsel får Carl og Sophie sønnen Theodor, som senere bliver min far. Der går 5½ år før det 4. barn bliver født. Han døbes Carl, men dør samme år kort før jul. Min farmor var en lille spinkel kvinde, så det må have været hårdt for hende med disse fødsler så hurtigt efter hinanden.

Da familien nu bor med 3 børn på hhv. 6, 8 og 9 år i en 1. sals lejlighed, beslutter de sig for at få eget hus. Farfar køber den 5. juli 1893 af justitsråd, købmand Jørgen Henrik Glæsier for 3.064 kr. en ubebygget parcel, matr. Nr. 208a, på 1532 m2, beliggende Jernbanegade 10, lige op til Jernbanen. Her opføres et fint rødstenshus, som bliver familiens hjem lige indtil farfars død i 1924.

Allerede i slutningen af 1800-tallet begyndte man at tale alvorligt om at opføre et nyt sygehusbyggeri. Køge var omkring århundredskiftet langt bagud på det sanitære område. Sygehusvæsnet indskrænkede sig til det gamle epidemisygehus, der lå på hjørnet af Fennediget og Bag Haverne. Det blev købt af kommunen i 1865, men kunne ikke blive godkendt som et rigtigt sygehus. Forslag om at Køge skulle have et rigtigt sygehus blev herefter rejst på næsten hvert eneste byrådsmøde. I Køge havde man besluttet at foretage en havneudvidelse, ligesom fabriksbyggeriet ville vokse i de kommende år. Alt dette talte for, at der ville blive behov for et egentligt sygehus.

Efter mange og lange forhandlinger besluttede byrådet endelig den 3. august 1900 med 6 stemmer for og 5 imod at nu skulle der bygges et nyt sygehus i Køge. Det nye sygehus skulle ligge nord for byen på Glæsiers vænger. Disse vænger havde hidtil været brugt til græsning for Køges kreaturer. Sygehuset blev tegnet af Martin Borch, København, og kom til at koste 400.000 kr. I det ny sygehus skulle der i stueetagen være en almindelig sengeafdeling med 3 sygestuer, en operationsstue, et skyllerum, et baderum og et kloset, samt et venteværelse. På førstesalen var der epidemiafdeling med baderum og et kloset. I baghuset indrettedes sygestue for hudsygdomme, vaskerum, lig-stue og et stort og godt køkken.Byggeriet af det nye sygehus stod færdigt i 1902 og havde tilknyttet en sygehuslæge, C.A. Borries.

Der viste sig hurtigt behov for flere funktioner og man udvidede sygehusets udhus for at få plads til en desinfektionsovn og en obduktionsstue. Udvalget vedtog også i 1905 at anskaffe en sygevogn, da den vogn som man havde fra fattiggården var i en så dårlig forfatning, at man ikke anså det for forsvarligt at transportere syge mennesker på den måde. Der indkom tilbud fra en vognmand om at opbevare og renholde vognen, samt levere heste og 2 mænd til transporten af syge og tilskadekomne for en pris på 3 kr. pr. tur indenfor kommunegrænsen. På køb af vognen indkom der 9 tilbud, og det besluttedes at lade smedemester Jacobsen udføre arbejdet for et tilbud 688 kr. I 1909 fandt man det yderligere nødvendigt at indrette 2 celler ude i gården til urolige patienter. I 1988 opførtes et nyt stort sygehus i Køge, og det gamle sygehus er i dag psykiatrisk ambulatorium. Min svigerdatter Maj-Britt Helvang har arbejdet der på et tidspunkt.

Farfar blev sygehuslæge 1902, og byrådsmedlem fra 1903-1909, hvilket sidste formentlig har haft at gøre med de stadig voksende problemer med at få bevilliget penge til sygehuset. Ifølge folketælling for 1916 havde han på det tidspunkt en årsløn på 7.104 kr., hvoraf han betalte 176,06 kr. i statsskat og 624,15 kr. i kommuneskat. Hans opsparede formue beløb sig til 5000 kr.

Alt dette vidste jeg intet om før nu, for min far har aldrig omtalt sine forældre med et eneste ord. Alt hvad jeg vidste om min farmor var, at jeg på billederne kunne se, at hun var meget smuk. Men på lokalarkivet havde de et gruppebillede af byens læsekreds, hvor farmor ses i midten i en fin lys kjole, blandt en masse mørkklædte madammer, der tilsyneladende alle sammen strikker strømper. På biblioteket fandt jeg farmors nekrolog i Østsjællandsk Folkeblad for den 29.10.1919:

”DØDENS HØST. Så mange har dødsfaldene været i Køge by i den sidste tid at vi alene fra denne by hver dag har haft et eller flere at meddele. Således også i dag. I nat er fru læge Borries afgået ved døden efter få dages svært sygeleje” – Det fremgår af farmor har fået et slagtilfælde, der har medført lammelse, bevidstløshed og til sidst døden. ”Fru Sophie Borries, der var en stille og opofrende hjemmets kvinde, var født Hassing, datter af professor dr. med Hassing og på den moderens side ud af den berømte Bangske lægeslægt”. Familien gik meget op i, at farmor var barnebarn af Christian VIII´s livlæge Ole Bang.

Efter farmors død fik farfar en husbestyrerinde fra Fyn, Helene Dorothea Langkilde og den 14. september 1921 blev de gift i Kastelkirken i København. 2 år senere fyldte farfar 70 år, men ifølge Østsjællandsk Folkeblad frabad han sig al opmærksomhed. Dog var hans mange venner ikke helt med på, at dagen skulle forbigås i tavshed, så der kom en notits herom i bladet.

På et sygehusudvalgsmøde 19. april 1923 meddelte sygehuslæge Borries, at han var fyldt 70 år, og i henhold til tjenestemandsregulativet skulle fratræde sin stilling. Han meddelte dog, at han gerne ville fortsætte, hvilket blev godkendt. Men da han efter kun ¾ år afgik ved døden, skulle der ansættes en ny sygehuslæge. Efterfølgeren, Elias Andersen, stillede ved ansættelsen krav om visse forbedringer. Han mente bl.a. at sygehuset burde indrettes med centralvarme, i hvert fald i stueetagen således, at man slap for de støvede kakkelovne og så der var varmt vand på operationsstuen. Det har været barske tider!

Ægteskabet mellem den 68 årige sygehuslæge og hans 20 år yngre husbestyrerinde varede kun 2½ år. Farfar døde 6. januar 1924. Østsjællandsk Folkeblad har hans nekrolog et par dage senere:

Sygehuslæge Borries død. Søndag eftermiddag er sygehuslæge C. Borries afgået ved døden i en alder af 70 år, efter at to måneders sygeleje langsomt havde nedbrudt hans kræfter og modstandskraft. Vi har nærmere omtalt den afdødes virksomhed da han for få år siden kunne fejre sit 40 års lægejubilæum, og da han fyldte 70 år i fjor. Med læge Borries forsvinder en ejendommelig og udpræget personlighed af den lidt gammeldags lægetype, en mand, som for den nuværende generation af køgeborgere stod som en af repræsentanterne for det gamle Køge før århundredskiftet. Læge Borries var meget afholdt af sine patienter, som han var en omhyggelig rådgiver for, og gennem en lang årrække har han været en dygtig og pligtopfyldende sygehuslæge.

Farfar blev begravet på min fars 37 års fødselsdag, 10½ år før jeg blev født. Arvingerne, dvs. farfars enke, far og Elna, videresolgte ejendommen til farfars efterfølger, læge Elias Andersen for 52.000 kr. Efterfølgeren udvidede grundarealet med yderligere 333m2, som han betalte med 3.300 kr. Elias Andersen boede i Jernbanegade 10 indtil sin dødi 1934, kun 44 år gammel. Hans 2 søskende arvede ejendommen, som hans søster boede i indtil Odd Fellow-Logen købte ejendommen i april 1951. Logen frasolgte det tilstødende areal, matr. 208b, hvor der i dag ligger et stort supermarked. Til højre for huset udbyggedes med et indgangsparti, og bag huset med en stor tilbygning med plads til loge-sal og festlokaler.

 Børnene i Køge

Elna Borries 1884-1965

Min søde faster, tante Elna, var som sin mor en lille, spinkel yndig kvinde. Jeg formoder at hun har været lige så begavet som resten af familien, men hun var jo en pige, så jeg har aldrig hørt noget om en uddannelse. Politiets registerblade oplyser, at hun 1. november 1902 er flyttet fra Køge til Rosenvængets Alle 22, 2. sal, på Østerbro. Elna er da 18 år, og har måske skullet lære husgerning og derfor have det dengang obligatoriske “1 år i huset”?

25 år gammel gifter hun sig med den jævnaldrende Poul Flindt, som var ingeniør ved Københavns Sporveje. Poul Flindt var en umådelig begavet, belæst og charmerende mand. Et af hans specialer var festtaler, og i modsætning til mange af dem, der ellers rejste sig for i en eller anden anledning at sige nogle bevingede ord ved fester i vores hjem, så kunne man altid regne med at når onkel Poul slog på glasset, så blev det sjovt. Dels takket være hans klæbehjerne, dels takket være hans humor var han ofte i stand til at citere fra bøger og aviser fra årtier tilbage, og ofte på vers, stykker som havde en eller anden grinagtig relevans til den aktuelle situation.  Hvad denne mand havde læst og hvad denne mand kunne huske udenad, var helt utroligt.

Også tante Elna var et meget muntert og humoristisk menneske, som desværre blot modsat sin mand ikke havde nogen klæbehjerne. Så hun fik med årene ry for at være helt uforlignelig, når det gjaldt om at ødelægge en god historie ved at forfjumre pointen, noget som Elna blot brugte til at fortælle historier om, hvordan hun plejede at ødelægge det hele ved at rode rundt i begreberne.

Her ud over var hun berømt for at være helt afsindig bange for heste. Hvorfra dette stammer ved jeg ikke, men endnu i min barndom under krigen brugtes meget hestetrukne vogne, og ofte måtte vi på en spadseretur gå lange omveje blot fordi der på vor vej stod et sløvt øg og gumlede i sin mulepose. Og tante Elna, der ellers ikke var så frygtsom, turde ikke gå forbi den, for sæt den rev sig løs…

De boede i alle år på Marskensgade 10, på Østerbro i en stor gammeldags lejlighed med udsigt over Fælledparken. På væggene var der brune tapeter, de samme der hang der da de flyttede ind kort efter brylluppet, sagde tante Elna. Hvert år holdt de en stor middag, med tjenende ånder til at bære ind og ud. Som årene gik og vennekredsen var ved at sprænge rammerne i den ellers så rummelige lejlighed, blev vi delt op, så der blev holdt en fest for de gamle, dvs. mine forældres generation, og en fest for de unge, dvs. deres børn og svigerbørns generation. Jeg var dog på ingen måde tilfreds med dette arrangement, jeg foretrak den ældre generation frem for deres børn, og prøvede med mellemrum at finde en eller anden undskyldning for at komme med til festen for de gamle.

Også tallerknerne var de samme. Tant Elna fortalt glad, at hele dette pragtfulde blåmønstrede fajancestel var blevet købt for en slik i anledning af deres bryllup. Efterhånden var det blå slidt af flere steder, men det var kun hyggeligt. Også de tjenende ånder var hvert år de samme, for hvert år mere og mere ældede og vakkelvorne. Men det var nu så hyggeligt med de kendte ansigter og at alt var som det plejede at være. Jeg husker at jeg engang som voksen i anledning af tante Elnas sygdom kom på besøg i dagtimerne. Da så jeg for første gang i hele mit liv dette dejlige hjem i dagtimerne og gik forundret rundt og stirrede på en masse ting, som jeg aldrig før havde bemærket.

Min mor sagde engang: ”Det er et mærkeligt hjem. Manden har ikke noget skrivebord, og konen har ikke nogen symaskine”. Der var også nogen andet specielt ved dette hjem i forhold til de fleste andre hjem i min barndom. Der var ingen børn i ægteskabet. Jeg har engang hørt noget snak om at ”tante Elna var uudviklet, hun var ikke rigtig færdig inden i – ”. Syss har fortalt at hun har fået at vide, at tante Elna som ganske ung havde haft en underlivsbetændelse. Det var før penicillinens tid, så man måtte klare sig med varmedunke, og i øvrigt håbe på det bedste. Måske er det sandt, hvem ved – ? Jeg hørte dog aldrig noget om at barnløsheden var et problem for tante Elna og onkel Poul, men min børnerige familie syntes, at det var sært. Disse to vittige og begavede mennesker synes at have haft nok i hinanden.

Men – de fik ikke nogen god alderdom. Onkel Poul led af gigt, som man den gang behandlede med kortison, hvilket gav nogle slemme bivirkninger. Tante Elna kom ret tidligt til at lide af knogleskørhed, og brækkede snart det, snart det andet. Oprindeligt tilbragte de sommeren på et hotel i Hornbæk Plantage. Efterhånden som de blev værre med tante Elna, valgte de Skodsborg Kurbad, hvor jeg husker at have besøgt dem. Tante Elna var på det tidspunkt helt uden kontakt med sine omgivelser. Onkel Poul var deprimeret, da lægerne havde sagt, at de intet kunne gøre. Tante Elna blev 80 år.

Onkel Poul var 81 år den sommer tante Elna døde. Han havde kredsløbsproblemer i benene, og en dag blev det ene ben sat af.Nu var det udelukket at onkel Poul fortsat kunne bo i hjemmet, som blev opløst, solgt eller fordelt til andre. Erik, som den gang boede på Boltegården ved Hillerød, tilbød onkel Poul at han kunne bo hos ham og hans svenske kone Julie, som så ville passe den sengeliggende mand. Onkel Poul boede hos dem indtil han blev for plejekrævende, og flyttede til et plejehjem i Hellerup. Han blev 88 år, og de sidste år kunne han vist godt have undværet.

Poul Flindt var søn af købmand Charles Flindt og var kun 2 år gammel, da moderen døde, så Poul var enebarn. Onkel Poul har engang fortalt mig at den gang hans far (1853-1934) kom i lære i en købmandsforretning, havde Danmark lige fået ny møntfod, dvs. at man var gået over til kroner og ører i stedet som før, hvor man havde haft mark og skilling. Hans far havde været utrolig dygtig til at regne, og dette kom ham til gode som ung kommis, hvor alle fra den yngste dreng til den gamle købmand døjede med at omregne til kroner og ører.

På min og mine søskendes tur til Køge i 2011 bemærkede jeg i nærheden af det gamle sygehus, en vej der hed Flindtsvej, så jeg formodede at Charles Flindt i sin tid havde gjort sig bemærket i Køge. På lokalarkiver fandt jeg et fint billede af Charles Flindts købmandsforretning, og fik tilsendt en kopi. På nettet fandt jeg en beretning om historien bag navnet Flindtsvej:

”Charles Flindt kom til Køge 1870 efter at være udlært i Næstved. Var først hos købmand Hasselbalch. Så fik han lejlighed til at købe egen forretning i Vestergade, som under hans lederskab blev en af de mest alsidige købmandshuse, der handlede med kolonial i alle afskygninger, trælast, korn og støbegods. Og der var naturligvis værtshus i købmandsgården. Charles Flindt var aktionær og bestyrelsesmedlem i Kjøge Andelsbryggeri, og havde eneret på salget af bryggeriets produktion af bajersk øl. Var meddirektør i Landbobanken, og ejede Det Danske Petroleumsselskabs Køgedepot, som havde et tankanlæg på Søndre Havn fra 1906-1931. Derfor var Flindt også foregangsmand inden for automobilpionererne og havde Køges første benzintank”. 

Philip Borries 1885-1913

I spisestuen i mit barndomshjem hang et maleri af en ung smuk mand med krøllet mørkt hår. Han var iført en hvid skjorte, der stod åben i halsen, og var malt på baggrund af en blå sommerhimmel. ”Det er min bror Philip, han døde af tuberkulose da han var kun 28 år gammel” – sagde min far. Far skriver i sin bog: ”Philip kom i handelslære hos Schade i Roskilde, men måtte opgive det af helbredshensyn. Var derefter fotograf i Køge, hvor han døde af tuberkulose.  Ugift”.

Jeg har et lille fødselsdagsbrev, dateret 18.11.1907, stilet til:” Hr. fotograf Ph. Borries” – og underskrevet ”Din hengivne gamle Bedstemoder”. Det er 6 år før Philip dør, men da det er stilet til ”Hr. fotograf… ” er det altså efter den tid, hvor Philip har måttet opgive at fuldføre sin handelsuddannelse ”af helbredshensyn”.

Bedstemoderen skriver, at Philips mor er på besøg hos hende, og at det har glædet hende at høre at Philip er tilfreds med ”din nye virksomhed og med dit logis” – og fortsætter: ”Gid dette må vedblive og at dit helbred stadig må bedres. Gud bevare dig, min egen kjære Philip”. Hun skriver også, at hun sender ham hans afdøde morbroders skrivepult, som hun har istandsat. Morbroderen er Oluf Hassing, som døde da han var 25 år gammel. Jeg har i dag denne skrivepult stående, og der var heri jeg fandt brevet.

Man fornemmer mormoderens bekymring efter datterens beretning om Philips helbred. Det var jo ikke første gang at familien havde oplevet, at en ganske ung mand ikke blev ret gammel på grund af ”brystsyge”, som man kaldte det.

Philip var nu ikke så tilfreds med at måtte opgive sin handelsuddannelse og i stedet kast sig over en ”ny virksomhed”. Han havde blot ikke andet valg. Far fortalte, at Philip havde meget svært ved at forlige sig med tingenes tilstand. At først Elna giftede sig, forlod barndomshjemmet og flyttede til København. Og at derefter også lillebroderen Theo forsvandt ind til København, hvorfra han lejlighedsvis kom hjem og fortalte om sine oplevelser inde i hovedstaden, mens han, Philip, bare gik rundt i Køge og ikke kunne overkomme ret meget.

Det sidste billede af Philip viser ham som uhyggelig afmagret. Han sidder med let bøjet hoved og stirrer frem for sig, omgivet er svogeren Poul Flindt, samt sine søskende Theo og Elna. Jeg har spekuleret på, om ikke maleriet er malt efter hans død efter et fotografi. Ingen af de andre børn har fået deres portræt malt på den tid. Af Elna findes kun fotos, og af min far ligeledes fotos samt et maleri, malt på bestilling af St. Josephs Hospital, hvor han var overlæge.

Jeg spurgte en gang min far om han ikke selv havde været bange for at blive smittet, tuberkulose var jo frygtelig smitsomt. Han lo: ”Jeg kan slet ikke få tuberkulose, det er meget mærkeligt.  Hele familien blev naturligvis undersøgt, da man blev klar over hvordan det var fat med Philip. Man fik sprøjtet lidt serum ind under huden, og der skulle så komme en reaktion et par dage senere. Det betød så, at man havde dannet antistof. Det har jeg selv prøvet hos skolelægen som barn.

Men hos min far skete der ikke noget, så man prøvede igen og igen. Man mente derfor at han måtte havde haft et mildt angreb af tuberkulose på et tidspunkt, og at dette havde gjort ham immun. Det var jo meget heldigt, eftersom det senere skulle vise sig at far var den eneste i slægten Borries, der var i stand til at videreføre slægtens mandslinje. Men en mærkelig historie var det.

Gustav Valdemar Theodor Borries 1887-1956

Theo bliver 1901 konfirmeret i Roskilde Domkirke og i 1904 student i Roskilde med højeste karakter, hvad vi jævnlig fik at vide. Han læser medicin og får medicinsk embedseksamen 1912. Theo bliver den 31. august 1933 gift i Lyngby kirke med Astrid Elisabeth Marqvardt, eneste barn af Christian Marqvardt og Johanne Burkal Christensen. Theo får 1 søn og 2 døtre, så ham hører vi mere om kapitel 13.

Carl Sophus Borries 1891-1891

Lille Carl bliver født den 26. marts 1991, men dør allerede den 9. september samme år. Men i folketælling for 1901 står under rubrikken ”Døde børn” registreret, at 2 af familiens børn er døde. Hvis ikke dette er en fejl, så må der have været endnu et barn, og at dette er død i forbindelse med fødslen eller umiddelbart efter, og derefter er blevet begravet udøbt. Enten har far ikke vidst det, eller han har ment, at det var overflødigt at nævne i en stamtavle.