Velkommen til
Den Danske Familien Borries

Borries stenen
i Minden.

De danske familier Borries i Danmark, stammer alle fra von Borries familien i Minden i Tyskland, den Københavnske del delt sig op i en Helsingør del og en, Køge / Hellerup del, til denne del af slægten hører bl.a. Elisabeth, Erik og Ingrid (Syss) Borries og naturligvis også Michael & Nikolaj Borries, der er efterkommere af hhv. Elisabeth og Ingrid.

Det er min opfattelse at slægten kom til København en eller flere generationer før den start på familien som min morfader lægger til grund i sin bog, blandt de Danske Borries familier har der været tætte bånd tilbage til von Borries familien i Minden så tæt at man låner penge af hinanden, besøger hinanden både i København og i Minden man gifter sig endog med hinanden, disse bånd har været forholdsvis tætte og i gennem flere hundrede år, det er derfor ret usandsynligt at disse to familier ikke er af samme slægt.
Philipp Borries (Søholm) udtaler: »von Borries sad nok ikke videre godt i det, og Theodor lånte ham 10.000 mark, som Theodor overdrog til mig, og som jeg fik i rater med noget besvær«. Så sent som i slutningen af det 19 århundrede.

Ser man tilbage på Europas historie og især den fælles Dansk/Tyske historie, finder man mange gode grunde til at man i de danske Borries familier undgår at benytte det tyske “von” i sit efternavn.
Jeg har kun set én benytte “von” i sit navn i min tid og det var Erik Borries’ kone Julie, der i sin tid som konsulent for skibsreder Per Henriksen på sit visitkort angav sit navn som: “Julie von Borries”, da jeg så hendes visitkort ved et besøg hos hende, sammen med Erik, i hendes sommerhus i Nordsjælland i 1970’erne spurgte jeg derfor med lidt undren til navnet men Erik slog det hen med et skuldertræk, et skævt smil og en bemærkning om en ide der lå hos visse langt tilbage i familien, jeg undrede mig men lagde hendes visitkort fra mig på bordet igen og tænkte ikke mere over det.
Da jeg besøgte Erik i 2019 og fortalte ham at jeg var uenig med has fader omkring hans udlægning om slægtens oprindelse og derfor havde undersøgt sagen, bemærkede han at det var en god ting at jeg var uenig med han fader, men da jeg let drillende sagde til ham at da vi nu var ud af von Borries familien og derfor i fremtiden burde tituleres “De” og “Hr.” fandt han ikke min bemærkning morsom men forbigik den, blot med et løftet øjenbryn.