Kapitel 05. Grossereren i København

Hent kapitlet her

GROSSEREREN I KØBENHAVN

7 GENERATION

48. Carl Philipp Borries 1779-1840

Philipp er forældrenes 11 barn, født 12. september 1779 i Barth, 13 år efter det første barn, Carl. 3 af børnene er døde, så nu er der 8 børn i hjemmet. Efter at være blevet student rejser han til Hamborg for at blive handelsuddannet. En lang tid er han vinrejsende. Han kørte i Tyskland i en åben ekstrapost (?) og havde bag i vognen en kurv med vinprøver. Kom 1798 til Bordeaux (i en vinhandel), 1809 til Altona (Israel, Dehn & Co., skibsrederi). Derefter rejste Philipp til København, hvor han kom i den fra Lübeck stammende grosserer Lütkens hus og kort efter ægtede hans datter i 1811.

Bryllupsrejsen foregik med relais, i en holstensk vogn gennem Sjælland, Fyn, Slesvig-Holsten, Lauenburg, Mecklenburg til Barth, hvor de besøgte hans fader, den gamle dr. Ernst Heinrich Borries og de 3 ugifte søstre Magdalene, Friederica og Sophia, samt brødrene Carl med hans hustru Sophie, og August i Greifswald.

Samme år som brylluppet stod havde han bosat sig i København. Sønnen Philipp på Søholm fortæller: ”Han kom ind i det allerede faldefærdige Ryberg´ske handelsfirma – Johs. Chr. Ryberg – som jo ophørte nogen tid efter. Senere associé med Tutein (Gebr. Tutein i Københvn. Han styrede sin svigermoder Lutkens hus, da hun blev enke (firmaet Lütken, Wve & Co.) og var til sidst 1832-1837 i A. van Deurs hus (i firmaet A. van Deurs & Co.) i Helsingør. Da han foreslog Nationalbanken, at en tredjemand (Petersen) skulle underskrive alt, reddede han derved banken en hel del af sit tilgodehavende. Hvidt (?) ytrede, at på fars kiste burde kvitteringen for den sidste veksel vedlægges, ligesom en ridders kårde blev lagt på hans kiste.

Philipp Borries var høj og slank med sort hår. Han blev ret tidligt skaldet. Malerier fra hans yngre dage viser et regelmæssigt smukt ansigt med høj pande og øjne af en ejendommelig lysebrun farve, som genfindes hos søsteren Friedericke, hos brødrene Gustav i Podolien, og Christian i Helsingør, samt hos sønnerne Gustav og Theodor. Der imod var Philipp på Søholm blåøjet og også faderen Ernst Heinrich var blåøjet.

Philipp og Christianes børn

Brylluppet stod i 26. maj 1811 og året efter den 1.7.1812 kommer den første af 5 sønner, som opkaldes efter sin farfar, og bliver døbt Ernst Heinrich Gustav, men kaldtes Gustav. Gustav bliver student fra Borgerdydskolen i København 1830 med laud (1. karakter) i alle fag undtagen religion. Cand. polyt. 1835. Var derpå i Chemnitz 1836-1839 for at lære kattuntrykkeri, og tog derpå til Wien, hvor han satte sig ind i stearinlys fabrikation. Da Gustav kom hjem herfra kunne han ikke selv rejse penge til at starte en stearinlys fabrik, og anlagde for en ringe betaling fabrikken for Holmblad. Blev 1846 meddirektør af Fredens Mølle på Amagerbrogade, valgt på den konstituerede generalforsamling den 14.2.1846 ”til medlemmerne af direktionen ved siden af Owen som første direktør valgtes som handelskyndig direktør grosserer W.P. Duntzfelt, og til fabrikskyndig direktør den polytekniske kandidat Gustav Borries, der i 1839 havde anlagt ”L.P. Holmblads Stearinlysfabrik”. Hans gode kundskaber i tysk gjorde at han i en årrække blev benyttet meget som tysklærer i forskellige skoler. Fra 1853 og indtil sin død var han inspektør for Den Polytekniske Læreranstalt, 1855-1860 sekretær for Selskabet til Naturlærens udbredelse, samt inspektør for Institut for Metalarbejdere. Hans nationale sindelag viste sig også ved hans virke for dansk biblioteksvæsen i Sønderjylland og var et utrætteligt medlem af den midlertidige komite for oprettelse af danske folkebiblioteker i Slesvig. Gustav var ugift og barnløs. Han boede hos moderen, sidst på Frederiksberg, hvor han 48 år gammel døde 2.4.1860 af mavekræft. Broderen Philipp skriver: ”Ved sparsommelighed samlede han 33.000 kr.”.

2) Det næste barn er Adolph, død som spæd. Adolph må være født på et tidspunkt efter Gustav i 1812 og før Theodor i 1820. Om ham vides intet, og han er ikke begravet sammen med resten af familien på Frederiksberg.

3) Carl Heinrich Theodor er familiens 3. Dreng, født I 1820. Theodor bliver student fra Metropolitanskolen kun 15 år gammel og blev handelsuddannet bl.a. i Helsingør hos farbroderen (A. van Deurs & Co.) og i Hamborg. Tog 1844 til Newcastle on Tyne, hvor han først var på Althausens kontor, og derefter etablerede selvstændig kulforretning. Fra 1865 var firmanavnet Boldemann, Borries & Co. kontoret lå i Lombard Street. Efter at have boet i Tynemouth flyttede han til landstedet Greenside House i Ryton upon Tyne, et par mil fra Newcastle. Han fik som initiator bygget den norske sømandskirke i North Schields, og senere den Danske Sømandskirke i Newcastle. Hans buste er opstillet i den danske klub i Newcastle. Han var Svensk-norsk, senere dansk vicekonsul, idet hovedkonsulatet lå i Hull.

Theodor blev 1849 gift med Francis Mary Ellah, men ægteskabet var barnløst. Philipp skriver om Francis at hun havde ” – fået en udmærket opdragelse, læste latin og var dygtig og klog.” Francis var datter af den engelske generalkonsul i Helsingør, skibsklarerer James Marchall Ellah. Johan Belfour, engelsk storkøbmand og skibsklarerer, overtog 1789 ejendommen Stengade 16, som han lod nedrive og opførte i stedet et grundmuret hus i 2 etager med et såkaldt Kikkenborg, et lille udsigtstårn, hvorfra man kunne holde øje med skibene i sundet. Det var vigtigt at holde øje med handelsskibene i Øresund for at pleje de kunder man allerede havde, og for evt. at få fat i nye. Han dannede firmaet Belfour, Reinalds, Ellah & Co, som var agent i Helsingør for den engelske admiralitet. Da det gik tilbage for Ellahs firma, som gik fallit i 1857, flyttede James Ellah til København, hvor han levede han af tilskud fra Theodor, indtil Theodor fik ham og hans hustru over til sig i England. Efter i 1881 at have opgivet forretningen flyttede Theodor til London. Francis døde 90 år gammel hos sine slægtninge i Morpeth ved Newcastle.

4) Den 4. søn er Philipp, født 1822 i København. Philipp får 4 sønner og 2 døtre, så ham hører vi mere om i næste generation.

5) Den 5. søn er Carl, født 1827 i København. Han bliver student fra Metropolitanskolen 15 år gammel med udmærkelse, studerer klassisk filologi (sprogvidenskab) og senere islandsk, engelsk og italiensk. Carl var fra oktober 1848 lærer i latin og græsk ved Borgerdydsskolen på Christianshavn og tog 1849-1850 embedseksamen, hvorefter han vikarierede hhv. på Frederiksberg Skole og på Borgerdydsskolen. Efter 6 ugers studierejse til Tyskland blev han – ikke mindst på grund af sit tyske sprog, som han fra hjemmet talte lige så godt som dansk –kollaboratør (medarbejder hos den tyske besættelsesmagt) ved Domskolen i Slesvig september 1851. Da han året derefter foretog en sprogrejse til England og Skotland, fik han en blodstyrtning og døde kun 24 år gammel. Hans bror Theodor og dennes hustru Frances plejede ham til det sidste. Hans bror Philipp på Søholm: ”Carl var et af naturen lykkeligt udstyret menneske. Unge og gamle holdt af ham. Han var smuk, livlig af sind og havde en smuk sangstemme. En sorg, der knugede ham, en ulykkelig kærlighed til Mary Hansen gjorde, at han tabte sit glade sind og dette formørkede hele hans tilværelse”.

Jeg modtog en foråret 2012 en mail om denne historie, som åbenbart er omtalt andre steder end i min fars bog. Jeg fik også tilsendt et billede af denne dame, som for Carl var kvinden, som han aldrig fik.

Da både Philipp Borries og hustruen Christiane Lütken var fra tyske hjem, kom de ganske naturligt i berøring med den dansk-tyske literært prægede kreds i København og med nogle familier fortsattes venskabet igennem 2-3 slægtled. Familien er omtalt i flere af datidens erindringsbøger. Selv fandt jeg i Jyllandsposten den 10. december 2004 en artikel af Benno Blæsild, som den gang var Juleinspektør i Den Gamle by i Århus. Den handlede naturligvis om julen i gamle dage og fortalte om Adam Oehlenschlâger, at han hvert år gik ned på Kultorvet og købte en masse gran, hvoraf han byggede en granhytte i stuen, mens gulvet i hele lejligheden på Kongens Nytorv dækkedes med rughalm. Her sad han på gulvet og fortalte fabler og historier for sine børn hver aften i december.  Først i 1813 fik familien et rigtigt juletræ. Det var der en grund til. Christiane Oehlenschläger fortæller i et julebrev til sin mand Adam, der er på rejse i Tyskland, om julefesten hos deres venner, familien Borries: ”Der var et dejligt juletræ, på julebordet lå der til Lotte en nydelig dukke i Bondedragt og en pæn sykurv, til Johannes et gevær og en sabel, til William en lille net kanon, med hvilken han kunne skyde ved at trække i en ståltråd. Desuden et stort fad fuldt af kager, bonbons og æbler til dem alle tre. Nytårsaften blev æblerne taget ned af træet, og man satte lys i det”. Ja, men et sådant træ måtte de sandelig også have til næste jul.

Philipps svigermoder Juliane Schinmeier var ungdomsveninde med Friederiche Bruun, som i sine ”Ungdomserindringer” nævner hende som ”en yndig blomstrende pige”.

En fortegnelse, over alle de familier de kom sammen med, viser, at de havde en uhyre stor omgangskreds. En gang synes gæstfriheden dog at have nået bristepunktet. Philipp på Søholm fortæller: ”Da Marie Oehlenscläger blev forlovet med franskmanden Xavier Marmier, var de til middag hos os. Under måltidet brød bordet sammen og skiltes ad, en herre greb kandelaberne, men hvor Reinhardt og Weyse sad var der meget snustobak på gulvet”.

Særlig følte de sig dog knyttet til den norske zoolog J.C.H. Reinhardt og hans hustru Nicoline, født Hammelef. Mathilde Reinhardt: Familie Erindringer s. 138: Philipp Borries var som ung kommen herind (i København) fra Pommeren og var blevet optagen i den tyske grosserer Lütkens hus, hvor han blev forlovet med Christiane, den åndfuldeste, men langt fra den mest ansete af husets døtre. Han var med sin slanke skikkelse, sin høje pande der tabte sig i skaldethed, sin elskværdige sangvinitet og sit tyske højttalende væsen, en stor modsætning til min fader (zoolog J.C.H. Reinhardt) som næppe var af middelhøjde. Lige så forskellig var også de to venners livsindstilling. Det som forbandt dem var måske for en del den omstændighed, at ingen af dem var hjemmefødte her, så de havde ikke noget gammelt at bygge på, men også det at de begge fra rejser, medbragte er mere udvidet blik på livet og på verden, og en større bevægelighed i ideerne, end det på den tid var almindeligt, selv hos meget dannede folk. Hvad grunden end var, så diskuterede de livligt, politiserede ivrigt, og spøgtes højrøstet, når de mødtes”.

Musik spillede en stor rolle i hjemmet, og som kuriosum kan nævnes at Philipp Borries ejede det flygel, på hvilket Carl Maria von Weber spillede Jægerbruden den 8.10.1820. Det gik således til, at Weber besøgte Christianes fader grosserer Christian Ludvig Lütken, og spurgte ham hvor Weber kunne få et flygel. Lüken svarede at hans datter havde et fra Richter og Bechmann. Dette flygel blev bragt til det Kongelige Teater, hvor Weber ved sit spil vakte en begejstring, som næppe nogensinde var set. Flygelet endte hos sønnen Philipp på Søholm, men historien om dette vidunderlige flygel ender ikke her. For i 2013 fik jeg en forespørgsel fra Tyskland vedr. dette flygel og mere om dets senere skæbne. Det kan læses i forbindelse med beretningen om sønnen, Philipp Borries´s liv.

Philipp Borries boede først i Bredgade, senere Gammel Torv nr. 4, (hvor de to yngste sønner Philipp og Carl er født), så på Ny Kongensgade og til sidst Klædeboderne 5 og 6, hvor hans enke boede i en længere årrække indtil hun flyttede til Frederiksberg Alle 36. I den periode, da han var associé i Van Deurs & Co. boede han i palæet i Hellebæk, og spadserede da altid til og fra sit kontor i Helsingør.

Om sommeren boede han nogle år på Christiansholm, senere gennem 20 år 1818-1838 på Ordruphøj. ”Dette dejlige sted” skriver sønnen Philipp, ”skaffede os alle, store og små, uendelige glæder. Ophold derude varede næppe længere tid af gangen, men vel hjemme kunne det efter nogen tid igen ske, at det bebudedes at: ”Gudfader Borries vil komme med landaueren om aftenen og tage så og så mange af os ud til sig”. Jeg husker en sådan eventyrlig aften, hvor vi efter den tid hvor vi ellers skulle ligge i sengen, skulle stige til vogns, køre langs Strandvejen, komme i bælgmørke ind i Charlottenlund, ud derfra og gennem Ordrups små oplyste gader, atter ud på den mørke landevej og så ind på Ordruphøj. Der blev vi modtaget af muntre stemmer, kom ind i den lyse spisestue og til det dækkede bord, hvor der oven i købet gerne skulle være kogte villinger(?) fra Skovshoved – og så først sent gå til sengs med udsigt til, at hele denne herlighed næste dag ville begynde igen”.

I familien Reinhardts familieerindringer findes en beskrivelse af Philipp Borries: ”Borries lod sig af sin spekulative og dristige handelsånd og sin håbefulde natur drage ind i flere store handelshuse og opnåede, trods al sin dygtighed (og måske just på grund af sin redelighed) kun atblive trukket med i deres fald”. De vanskelige handelsforhold gjorde, at hans sind til sidst formørkedes, og med dr. Reumert fra Odense tog han til Slesvig Sindssygeanstalt, hvor han døde 1840, 61 år gammel.

Philipp Borries-Søholm fortæller videre: ”Da far døde så det trist ud for vores mor, da ingen af os børn var i vej, men en klausul i forbindelse med kompagniskabet med onkel Christian gjorde, at hun fik en årlig pengesum af firmaet. Hun boede i Klædeboderne (nu Skindergade 38), i den store lejlighed på 1. sal med 3 fag (fag vinduer), spisestue 3 fag, hjørnestue 1 fag (antagelig gårdværelset da huset ikke var et hjørnehus). De 4 værelser, som min bedstemoder, Juliane Schinmeier havde boet i, lejede min mor efter hendes død ud til Pontevice i Overformynderiet og senere til Søren Kirkegård, som boede der indtil sin død. Efter at have været enke i 27 år døde Christiane Lütken Borries 29.3.1867.