Kapitel 03. Lægen i Barth

Hent kapitlet her som word docx-fil

KAPITEL 3

LÆGEN I BARTH

8. GENERATION

96: Ernst Heinrich Borries 1740-1813

Ernst Heinrich er kun 4 år da hans far dør, og da moderen nogle år senere gifter sig med efterfølgeren dr. Kemner, vokser han og søsteren Juliane op hos deres mor og stedfader. Han har således ikke kendt sin far, og at vi i dag ved noget som helst om denne familie, skyldes at Ernst Borries søn, Carl Borries i Greifswaldi 1827 nedskrevet følgende efterretninger om familien: ”Borries´s Familien-Nachtrichten”.

”Vores far var født i Bergen den 23. november 1740 og besøgte den lokale skole. Fra påsken 1759 til 1763 læste han medicin i Gøttingen (samtidig med moderens søsterdatters søn (?) Breitsprecher, som senere som vicepræsident i Tribunalet kaldtes von Breitenstern). Boede 1 år efter sin tilbagevenden i huset hos landphysicus dr. Betzel i Bergen, hvor han blev adjunkteret”

Og Carl Borries fortsætter: ”Min fader forlod derefter Bergen og tog til universitetet i Greifswald, og startede der i foråret eller sommeren 1764 på at udarbejde sin doktordisputats. I slutningen af dette år tog han til Barth, hvor han den 18. september 1765 giftede sig med vores moder, Dorothea Charlotte Masius, datter af daværende eftermiddagsprædikant (formentlig svarende til hjælpepræst) i Barth, magister Masius, født den 1. januar 1740 og død den 18. december 1808. I ægteskabet var 13 børn, hvoraf 3 døde som små”.

”Vores bedstefader på mors side var og hed Andreas Masius, vores bedstemoder hed Maria Preutz. Vores oldemor var en Duncker og dermed beslægtet med familien Duncker i Bremen. Vores forfader på moders side hed oprindelig Maasz, senere som de steg i graderne blev navnet ændret. Vores morbroder Carl Friederich Maasz eller Masius – død som teologisk kandidat – var efterkommer af borger og købmand Jürgen Maasz, som i 1629 i Wismar stiftede et stipendium for teologer, hvilket også jeg har nydt godt af med 20 … (rigsdaler?) i 3 år. ”

”Vores bedstemoder på fars side Florentina Schweiker døde i Bergen 1796 i en alder af 87. En ugift datter døde kort derefter. Hendes far, Andreas Schweiker, var landphysikus i Bergen og kom fra Danzig – ”. Så vidt sønnen Carl Borries.

Det fremgår dog af de korte biografiske oplysninger i hans disputats samt af en skrivelse af 27.6.1953 fra NiedersächsischeStaats- und Universitatsbibliothek, Benutzäbteilung, Göttingen, som på forespørgsel velvilligst meddeler: ”Aus dem Werk ”Die Matrikel der GeorgAugust-Universitâtzu Gôttingen1734-1837, Hildesheim und Leipzig 1937 gehthervor, dass Ernst Heinrich Borries, Pommern, am 21. april 1760 als Student der Medicin immatrikulert werdenist”.

Efter 3 års ophold i Gøttingen synes hans studium at være tilendebragt, men af en eller anden grund tager han ikke den for hans jus practicandi nødvendige doktorgrad ved universitetet der, men vender i 1763 hjem til sin fødeby Bergen, hvor han i 1 år virker som amanuensis hos landphysicus dr. Betzel, som var indehaver af hans fars embede, og altså direkte eller indirekte efterfølger af dr. Kemner. Og nu kunne det passe så storartet at Ernst Heinrich giftede sig med Betzels datter og gik i kompagni med denne, for så senere en gang at kunne overtage praksis og embede. Dette huer ham dog ikke.

Ernst Heinrich Borries skriver sin doktordisputatsi den nærliggende by Griefswald, hvilket næppe har taget lang tid. Da den er yderst kortfattet. Den handler om behandlingen af dysenteri, men har egentlig 2 titler. ”DE LIMITANDIS LAUDIBUS IPACACUANHÆ AD CURANDAM DYSENTERIAM” – ”De begrænsede fordele ved ipacacuanha- behandlingens egenskaber ved helbredelsen af dysenteri”, hvilket på titelbladet angives at være den afhandling, der skal forsvares, og derefter ”insimulqueDE REMEDIUMOLEOSORUM ET FOMENTORUM VIRTUTE ANTI-DYSENTERICA (om olieagtige og mildnende lægemidlers fortrin ved bekæmpelse af dysenteri). Afhandlingen forsvaredes offentligt den 4. december 1764 under forsæde af Andreas Westphael, hos hvem den er udarbejdet. Disputatsen udgøres kun af 8 sider, af hvilke tilmed 1 ¾ side udgøres af biografisk materiale. (Min fader,  G.V.Th. Borries, har tydeligvis ikke været imponeret). Titelbladet ses her.

Derefter nedsætter han sig i Barth i det den gang svenske Pommern, en charmerende lille by ved Østersøens bred, med en velbevaret middelalderbymidte. Ifølge legenden har Vineta, den sunkne by – også kaldet Nordens Atlantis – ligget her, hvor den lille nordtyske by Barth nu ligger, og i Vineta Museum kan man få fortalt legenden om den gyldne sagnby.

Ernst Heinrich gifter sig i 1765 med Dorothea Charlotta Masius, og i årene 1766-1782 sætter parret 13 børn i verden. ”Der glückliche Vater” kaldtes han. Han dør i Barth 1813, 73 år gammel. Han havde da været enkemand i 5 år,5 af hans 13 børn var døde, 5 flyttet hjemmefra, og kun3 ugifte døtre boede til stadighed i hjemmet.

Lægen Ernst Heinrich Borries har virkelig gjort en beundringsværdig indsats for at sikre, at slægten Borries mandslinje ikke ville uddø i en overskuelig fremtid, men hvad bliver der af alle disse børn? Var det nu den rene lyksalighed at være barn i en så stor børneflok i 1700 tallets Pommern? Hvordan gik de senere i livet lægens 13 børn?

• Det første barn er Gustav, født året efter brylluppet i 1766. Gustav oprindelig etableret i Ukraine med firmaet ”Borries, Thatz & Co”, og har haft en anden forretning i Berduczen, samt været købmand og desuden haft en landejendom i forpagtning i Podolien, med avlsbrug, kvægavl og biavl. Han støttede sine yngre søskende og flere af dem opholdt sig i årevis i hans hus, således broderen Ludvig, der var der indtil sin død, og Christian, som opholdt sig der fra 1792 og indtil 1800. Gustav giftede sig aldrig, søsteren Charlotte holdt hus for ham indtil hun i 1802 selv blev gift. Gustav dør 1803 i Owruez i Podolien, Ukraine. Se, det lyder jo som om det ikke har været helt problemfrit, men temmelig slidsomt at få en så overvældende stor børneflok godt i vej.
• 1767 fødes datteren Dorothea, som når at blive 6 år før hun dør i 1773.
• Sønnen Philipp kommer til verden året efter sin søster, men dør allerede året før hende i 1772. Han bliver kun 4 år gammel.
• 1770 fødes datteren Hun var den eneste af af de 6 søstre som blev gift. 32 år gammel, efter at have holdt hus for sin bror Gustav indtil 1802, gifter hun sig med major i polsk tjeneste Joseph Magurski, som imidlertid dør efter kun 4 års ægteskab, og efterlader Charlotte som enke med en søn og en datter, som der intet vides om. Charlotte gifter sig derefter igen, uvist hvornår, med forpagter Kasper Kujawski. Han var enkemand og havde to børn fra et tidligere ægteskab. Kasper Kujawski dør 1831 i Boblowa i Podolien, og samme år dør Charlotte. Der var ingen fællesbørn i dette ægteskab. Charlotte var den eneste af søstrene som blev gift.
• 1771 fødes Ludvig, der som ovenfor nævnt var handelsmedhjælper hos sin ældre broder Gustav og døde omtrent samtidig som han i 1813. Også Ludvig var ugift og barnløs.
• 1772 kommer sønnen Carl til verden. Han studerer teologi i Greifswald (derfor legatet, se ovenfor), derefter jura i Kønigsberg, hvor han tager juridisk embedseksamen 1799. Var 2½ år ansat ved justitsmagistraten i Warszawa og i 1½ år referendar hos regeringen samme sted. 1802 blev han auditør i den preussiske hær. Carl måtte flygte fra Warszawa i 1807, men kom samme år tilbage efter freden i Tilsit, dødssyg af dysenteri og fuldstændig ruineret af indkvarteringen.

Napoleons hære hærgede Europa, og elendighed og armod fulgte i krigens kølvand. Den russiske hær besatte Warszawa og Napoleon ankom den 27. november til Polen og gik imod ham, men dårlige veje, slet vejrlig og mangelfuld forplejning skabte problemer, og for at få afgangen erstattet udskrev man 80.000 mand. Begge hære rykkede frem og februar 1807 mødtes i slaget ved Eylau. Store tab tvang Napoleon til at trække sig tilbage for at afvente forstærkning til at kunne dække belejringen af Danzig. Danzig faldt den 26. april, og Napoleon var nu igen i offensiven. Underhandlinger førte til, at der blev sluttet en våbenstilstand i Tilsit med den russiske kejser. Kongen af Preussen, der var flygtet til Kønigsberg, blev indbudt til at deltage. Freden blev den 8. juli undertegnet med Rusland, og den 9. juli med Preussen. Napoleon lod den preussiske konge beholde en del af sine landområder, så at Preussen fra 5570 kvadratmil med 10 mill. Indbyggere kun blev reduceret til 2877 kvadratmil med omkring 5 mill. Danzig blev fransk enklave, og kongen af Sachsen fik storhertugdømmet Warszawa.

Allerede i oktober 1806 havde Napoleon fra Berlin erklæret fastlandsspærring overfor England, og ved freden i Tilsit bestemtes, at det fremtidige Preussen skulle lukke sine havne for England. For at opnå det samme med svensk Pommern var hansestaden Stralsund og Rügen blevet besat af franske tropper. Napoleon ønskede at også Danmark-Norge gik med til fastlandsspærringen, men fik som svar, at Danmark ønskede at bevare sin neutralitet, og den danske regering gav England samme forsikring. Desuagtet overfaldt England Danmark 1807, bombarderede København og tvang regeringen til at udlevere sin flåde. Danmark-Norge, der efter overfaldet stod som Englands fjende, sluttede derefter forbund med Napoleon. Flåden var alt afgørende for Danmarks økonomi, og i 1813 var statsbankerotten en realitet. Kontinentalblokaden, eller fastlandsspærringen som den også kaldtes, havde til formål at udelukke England fra hele det Europæiske kontinent. Den hermetiske tillukning af fastlandet ramte imidlertid ikke alene England, hvor fabrikkerne snart måtte indstille driften, da deres varer ikke længere kunne afsættes. Den ramte også landene på kontinentet. Fabrikkerne måtte lukke på grund af mangel på råvarer, købmændene havde intet at sælge. Tusindvis af firmaer blev ruineret.

Carl vendte så tilbage til Pommern, hvor han i 1808 blev ansat som ”Registrator des Hofgericht” i Greifswald. Da Carl er omkring 30 år gifter han sig 1802 i Barth med Markiewiez Jaszynska, som var enke og medbragte 2 børn i ægteskabet. 1809 opløstes ægteskabet. Først i 1821 gifter Carl sig igen, denne gang med den 26 år yngre Sophie Rohde. Carl bliver Hofrath 1828. Da Sophie Rohde dør i Greifswald 1841, gifter Carl sig allerede året efter i 1842, da han er 69 år gammel, med den 27 år yngre Hippolyta (Polly) Niz. Der var ingen børn i de 3 ægteskaber. Carl var Frimurer og havde i længere tid logen i sit hus, ligesom han støttede sine slægtninge. Brodersønnen Heinrich fra Helsingør boede således hos ham 1825-1827. Også brodersønnen Philipp (senere Søholm) fra København, som havde lært landvæsen hos Carls svoger Ottomar Rohde og senere hos en anden svoger, forpagter Peters, gift med en søster til Rohde, opholdt sig en tid i hans hjem. Også Philipps broder Theodor opholdt sig i 1835 i Carls hjem i Griefswald. Det er et gennemgående træk i familien, at de børn, der etablerede, hjælper de yngre søskende i vej, og også støtter deres børn.

• 1774, 2 År efter Carls fødsel kommer søsteren Magdalene til verden. Magdalene bliver aldrig gift og lever indtil 1852.
• Året efter i 1775 får familien endnu en lille pige, Friederica, som heller ikke bliver gift. Friederica dør 1838 i Langenhausen ved Barth.
• 1776 kommer der endnu en lille pige som døbes Dorothea, men lille Dorothea bliver kun 2 år gammel før hun dør i 1778.
• Det 10 barn August er født 1778 og lever indtil 1848, hvor han dør i Barth. Han bliver kgl. Landmåler og regeringssekretær i Stralsund. Søholm-Borries besøgte han i Stralsund 1834. Senere flyttede han til Barth, hvor han ejede en hjørneejendom. Da han var ugift ville han tage den bestemmelse med sine ejendele og huset, at det skule være et tilflugtssted for Borries´ere, om nogen kom i armod, så kunne den etablere en ”kurzwarengeschäft” der. Rygtet sagde, at der var vist noget mystisk ved hans død, og en mand var mistænkt. Men onkel Carl i Griefswald ville ikke opgive sin arveret, så arven deltes mellem Carl, Philipps (i København) og Christians (i Helsingør) børn. Det betyder at i 1848 var der kun de 3 brødre tilbage af flokken på 13 børn.Hermannus Borries – Christian Borries søn – fortæller: ”Onkel August var en gemytlig gammel pebersvend. Boede til sidst i Barth, hvor han købte sig et hus på hjørnet af torvet nr. 413. Kom på besøg i Danmark, var en høj smuk og elskværdig mand. Han havde efter sigende forelsket sig i en ung dame og derefter købt huset og udstyret det helt, da den skønne forsmåede tilbuddet. Christian Borries fik en del indbo etc., tilsendt, hvor i blandt senere endnu opbevaredes et par broderede sko etc., der havde været bestemt for den elskede”.
• Året efter Augusts fødsel, den 12.9.1779 kommer der endnu en søn, som døbes Carl Philipp Borries. Han bliver efter at være blevet student i Greifswald, handelsuddannet i Hamborg. Han gifter sig 1811 og får 5 sønner, så ham møder vi igen i 7. generation.
• Det 12 barn er en lille pige, der døbes Sophia. Sophia bliver aldrig gift, men lever sit meste liv i hjemmet i Barth. Styrede en tid hus for den yngre broder Christian i Helsingør i tiden mellem hans to ægteskaber 1819-1820, og tog dennes søn Heinrich med til Barth (se under denne). Var også knyttet til broderen Philipp i København, og opholdt sig flere gange i længere tid i hans hjem. Philipps søn fortæller: ”Sophia var den kvikkeste af de 3 søstre, der som før nævnt boede sammen i Barth, og Sophia var den af søstrene som min fader holdt mest af”.
• Christian er det yngste af de 13 børn og kommer til verden 21. juli 1782. Han kommer som 10 års dreng til den ældre broder Gustav i Ukraine, og bor sammen med ham og de to ældre søskende Ludwig og Charlotte indtil 1800. Christian gifter sig 1. gang 1809 og igen 1820 og får ligesom sin far 13 børn, – 7 sønner og 6 døtre – og bliver derved en del af 7 generation, så også ham møder vi igen.

Da Ernst Heinrich dør 1813 har han været enkemand i 5 år, og af hans 13 børn lever på nu kun 8 stk., nemlig Charlotte og hendes 3 ugifte søstre Magdalene, Friederica og Sophia, samt af sønnerne Carl og August i Griefswald, Philipp og Christian i Danmark. Ud af disse 13 børn bliver kun 4 gift, nemlig Charlotte, Carl, Philipp og Christian. Da Charlotte og Carl er barnløse kommer de næste generationer alene til at bestå af Philipps og Christians børn. Og for begge disse to brødre gælder det, at de i ungdommen forlader Tyskland og bosætter sig i Danmark. Derved uddør den danske familie Borries i Tyskland.

DANMARK 1807

Hvad var det for et land og en tidsalder, der kom til afgørende at præge skæbnen for Ernst Heinrich Borries 2 yngste sønner, Philipp og Christian? I slutningen af 1806 udstedte Napoleon som før nævnt et dekret om fastlandsspærring, hvilket indebar at al handel med England blev forbudt for franskmænd og deres allierede. England svarede igen med at forbyde al handel mellem fjendtlige havne, hvilket skabte vanskeligheder for de tilbageværende neutrale lande, her i blandt Danmark.

Ved freden i Tilsit 7.-9. juli 1807 kom Napoleon overens med kejser Alexander I af Rusland. De aftalte i hemmelighed at Danmark og Sverige skulle tvinges til at lukke deres havne for engelske handelsskibe. Vægrede Danmark sig skulle man bemægtige sig den danske flåde. Rusland fik frie hænder til en ekspansiv politik mod Sverige, hvorved det lykkedes zaren efterfølgende at tvinge Sverige til af afstå Finland, samt at tilslutte sig fastlandsspærringen.

De 2 lande krævede nu, at også Danmark, som nu var det eneste neutrale land på det europæiske fastland, skulle tilslutte sig fastlandsspærringen. Hvis kravet ikke blev imødekommet, betød det en krigserklæring mod Frankrig. Kravet blev 6. august overbragt Danmarks gesandt i Paris.

Dette kom englænderne for øre, og allerede før Napoleon havde meddelt Danmark sit krav, havde England sendt en flåde på 30.000 mand til Øresund. Englands udsending, Jackson, henvendte sig samme dag i Kiel til kronprinsen (den senere Frederik d. VI, som regerede i sin fars sted), og tilbød Danmark forbund, men på det vilkår, at den danske flåde blev overgivet til englænderne som pant så længe krigen varede. Såfremt kravet ikke blev imødekommet betød det en krigserklæring mod England. Kronprinsen og hans rådgivere, som intet vidste om aftalen i Tilsit, overraskedes over de hårde krav. De harmedes dobbelt, fordi de mente beviseligt at have fulgt en loyal fredspolitik. Kronprinsen afviste derfor de engelske krav, før han vidste om de franske krav.

16. august gik den engelske hær i land ved Vedbæk for at afskære København fra forstærkning fra resten af Sjælland, og belavede sig på at omslutte København. 21. august rapporteres at Sjælland og omliggende øer var under blokade. Den 25. august landsattes tropper ved Charlottenlund

En del af den engelske hær blev sendt ned mod Køge for at forhindre, at danske soldater fra syd skulle komme København til undsætning. Det første englænderne gjorde var at sende 20-25 mand ind i Køge for at afvæbne borgervæbningen. I dagene derefter nåede Landeværnet fra Sydsjælland og Lolland frem til Køge. Det var ikke en rigtig hær, den stod jo i Holsten. Landeværnet svarerde nærmest til vor tids Hjemmeværn. En del af Landeværnets soldater blev indkvarteret i byen, resten skulle komme dagen efter og ligge i lejr lige nord for Køge. Den situation udnyttede englændere. Landeværnets 7.000 soldater var slet ikke kommet i stilling, da 6.700 veltrænede engelske soldater gik til angreb. De danske soldater havde ikke en chance over for englænderne. I virkeligheden var der tale om en hær af bondekarle. De havde ikke fået meget træning og deres våben var dårlige. I løbet af nogle få timer var landeværnet på vild flugt ned gennem Køge. Det hele gik så stærkt, at soldaterne smed deres træsko for at komme hurtigere væk.

For Køge blev slaget en dyr affære. Helt ude fra Vesterport og ned til Torvet var alle vinduer smadret. Dagen efter holdt de engelske soldater en sejrsparade på Torvet. Derefter blev der givet lov til plyndring. Det gik hårdt ud over især de finere huse omkring Torvet. Borgerne kunne ikke stille noget op. Rasende og fortvivlede måtte de finde sig i at de engelske tropper slæbte af sted med alt hvad de kunne bære på.

Fredag, den 2. september begyndte det engelske artilleri at beskyde København. Angrebet anses i dag som verdens første terrorangreb, fordi det erklærede mål var byens beboere og boligkvarterer. Københavnernes forsvarsvilje skulle knækkes ved at bombe ikke-militære installationer. Efter 4 dages bombardement gav københavnerne op. Kapitulationsbetingelserne var, at englænderne tog den danske flåde, nu som egentligt krigsbytte.

Herefter sluttede Danmark alliance med Napoleon, da den franske kejser var den eneste, der kunne garantere det danske territoriums integritet. Men allerede fra 1810 underminerede Rusland aftalen med Napoleon ved at lade neutrale handelsskibe sejle til engelske havne, og1812 sluttede Rusland fred med England. Det medførte Napoleons felttog mod Rusland samme år. 1813 gik Danmark bankerot. Efter Napoleons nederlag til Rusland sluttedes fred i Wien 1814. Her medførte Danmarks alliance med Napoleon, at vi måtte afstå Norge til Sverige.