Kapitel 13. Overlægen i Hellerup

Hent kapitlet her

OVERLÆGEN I HELLERUP

4. GENERATION

Ane 6. Gustav Valdemar Theodor Borries 1887-1956

Far vokser op i huset på Jernbanegade 10 i Køge med sine 2 søskende. Han bliver student fra Roskilde Katedralskole med første karakter – fik vi som børn ofte at vide, så vi forstod at han havde forventninger til os. På billedet af holdet i rektors have ved det efterfølgende gilde ses min far forrest i midten som nr. 2.

 

Theodor Borries starter derefter sine medicinske studier. Rejser som skibslæge mellem New York og Vestindien1912, ansættes 1913 som kandidat ved Diakonissestiftelsen, 1914 ved Rigshospitalet, indtil han 1915 indkaldes som reservelæge i hæren med tjeneste ved Garnisonssygehuset. Bliver1916 ansat ved Kommunehospitalets Oto-laryngologiske afdeling (øre-næse-hals afd.). 1917 ved patologisk-anatomisk Institut, 1918 reservelæge ved Garnisonssygehuset og senere på Rigshospitalet, 1920 ved amtssygehuset i Næstved, og senere på året ved Rigshospitalets afdeling for hud- og kønssygdomme og 1922 i afdeling for øjensygdomme. Ind i mellem foretager far studierejser i 1919 til Sverige, 1921 til Wien, 1923 til Paris.

Om hans tid som ung kandidat ved vi lidt, for en eller anden vittig sjæl har fremstillet en serie på 8 tegninger, hvoraf det fremgår, at læge Borries var en damernes ven.

På tegning nr. I, som må om handle fars tid på afdelingen for Hud- og Kønssygdomme, ses læge Borries forsøge at klare sig ud af den penible situation at forklare sin patients far, hvis søn har pådraget sig en ”tarmsygdom” på Kornetskolen, at – hm – dette er jo ikke så ligetil af forklare. Det er lidt pudsigt, for tegneren har bemærket fars ejendommelige vane med at han, når han skulle forklare sig, kremtede, dvs. kom med nogle små halslyde. På det andet billede er far i gang med at undersøge at trykket i det indre øre, og som forsøgsperson bruger han sin klinikdame, fru Inger Rasmussen. Denne form for undersøgelse har vi børn oplevet utallige gange.

På tegning II, der har titlen ”Store operationer på klinikken i Stormgade” er far i gang med at pierce ørene på en flok damer, hvoraf nogle tager det med større sindsro end andre. Min fars velkendte utålmodighed med hans medmennesker – foruden hans sære halslyde – er også fremhævet her. ”Hysteriske kvindemenneske…” mumler han irriteret. ”Hold op med at ævle…” var en anden af hans meget brugte formuleringer, når folks forklaringer blev ham for omstændelige.

 

Tegning III viser en dag, hvor professoren under en operation pludselig kommer i tanker om en bog i vestelommen, som dr. Boserup skal låne. Patienten ligger hjælpeløs og bliver gasset, mens andre hjælper med at finde bogen frem. Dr. Borries ser til på sidelinjen, hvor han står i sin yndlingsstilling med begge hænder foldet over maven, angiveligt ”en stilling, der gør sådan et godt indtryk på patienterne”.

Tegningen nedenunder fortæller, at dr. Borries var meget glad for at lige og hygge sig i badekarret, men at lugten af frisk kaffe kunne lokke ham op af karret igen.

Tegning IV fortæller om, at dr. Borries ligger syg – meget syg –og alle er voldsomt bekymrede. Kolleger og sygeplejersker strømmer til for at opmuntre patienten, der imidlertid ikke er på værelset, men derimod hygger sig i badekarret på etagen ovenover.

Tegning V kræver dog lidt forklaring for nutidens mennesker, der ikke kender til skik og brug i begyndelsen af det 20 århundrede. Tegningen viser både læge Borries` logi udefra, samt gennem vinduet hvad der sker indenfor. Foran huset og op til entredøren står forventningsfulde ungmøer i sygeplejerskeuniformer i kø. En af dem forsøger endda at fire sig ned fra etagen ovenover. Under billedet står: ”Fæstningen stormes den 24. februar. Således tænker i hvert fald en af Øreafdelingens mest selvtilfredse læger sig, at det vil foregå”. Indenfor ses gennem vinduet at læge Borries har forskanset sig med et par solide pistoler foren en blokeret dør. Beskrivelsen af fars personlighed har formentlig en del at gøre med, at selvbevidsthed og faglige stolthed var et af hans mere fremtrædende karaktertræk.

Den gang var det almindeligt kendt, at når den 24. februar faldt på et skudår, var der en masse overtro forbundet med dette. Iflg. Kristian Kristiansens bog ”Overtroens ABC” mente man, at i skudår døde flere barselskvinder end ellers. Derfor yndede gifte kvinder ikke skudår. Ugifte kvinder derimod, for dem var det en ganske anden sag. I skudår var der flere forlovelser end ellers, fordi pigerne så havde lov til selv at fri på skuddagen, den 24. februar. Bogen nævner det ikke, men jeg husker at hvis ungkarlen afslog frieriet skulle han give den forsmåede 12 par handsker som bod. Det var den gang hvor en pæn dame ikke forlod hjemmet uden hat og handsker, selv om sommeren. Jeg har da også som ung haft fine hvide nethandsker til sommerbrug.

Tegning VI fortæller om, at afdelingen en dag skulle bruge nogle vævsprøver til laboratoriet. Køkkenet forstod ikke helt situationen og sendte en halv ko. Sådan en kan jo bruges til mange ting, så man besluttede at nogle solide bøffer var en rigtig god løsning på problemet med de overskydende ”vævsprøver”.

På tegning VII forsøger far at dække over præcis hvor hans kollega, dr. Norsk, har valgt at holde sommerferie, efterladende en flok sværmeriske sygeplejersker, der netop havde så meget, som de længtes efter at snakke med dr. Norsk om.

Her ud over er der bevaret en del fotografier, hvor man især bemærker sygeplejerskernes pyntelige uniformer. Blandt lægerne genkender jeg enkelte fra min barndom, lægerne Sidney Mygind og Niels Blegvad, som kom i vores hjem.

Der findes faktisk et bilede af nogle af de tegnede kvinder, det vises her og i farver:

Frk. Nielsen – Frk. Holten – Ukendt – Theodor Borries

Ifølge Lægeforeningens årbog bliver Theodor Borries dr. med 1920 og privatdocent 1923. Igen er det udklip fra morfars scrapbog, der giver nærmere detaljer om forløbet af hvad der skete den 23. september 1920, da far fik sin disputats. Jeg har læst disputatsen, der har titlen ”Hovednystagmus hos mennesket”, og den handler om samspillet mellem ligevægtscentret i det indre øre og øjnene. Man gik tidligere ud fra at reflekser fra øjnene var tegn på sygdom i vestibulær-apparatet, som skal holde øjet i ligevægt. Læge Borries mente at have påvist ved at eksperimentere med duer, hvis buegang var bortopereret, at det var galt. Øjebevægelserne stammede fra buegangen, da alle normale mennesker får reflekser fra øjnene, når det ydre øre påvirkes med koldt eller varmt vand. Eller noget i den retning…?

Hele processen med at fremlægge sin teori og forsvare den, er omtalt i flere aviser, så det må have været betydningsfuldt. Der er også i Berlingske tegnet et stort billede af far og de andre deltagere i livlig diskussion. I Politiken er journalisten en kvinde, fru Loulou. Damer skriver anderledes end mænd, hendes beskrivelse er meget farverig. Hun beskriver først alle dem der var til stede, professor Mygind og unge Mygind og flere andre unge samt to af Sveriges fineste Otologer, flere professorer, samt læge Borries far, sygehuslæge Carl Borries fra Køge, samt hans morbror, dr. Hassing. Kort sagt – alle der var noget inden for faget var repræsenteret.

”Læge Borries´ foresatte, professor Schmiegelow, var første opponent, og kritiserede med sin bløde og dæmpede stemme så indgående Borries` arbejde, at alle ikke-otologer glippede med øjnene i små Nystagmus-anfald, der utvivlsomt udløstes gennem øret. Men så meget forstod alle, at der bag kritikken lå en uforbeholden anerkendelse af det overordentlige dygtige arbejde, som dr. Borries havde præsteret”.

”Som opponent sprang dr. Robert Lund derefter over borde og bænke, og tog fat. Mens dr. Borries har arbejdet for professor Schmiegelow, er dr. Lund professor Myginds assistent. Som de fleste yngre kolleger, der føler trang til at protestere, var dr. Lund kras. Han sagde sådan noget som: ”Højtærede kollega, det kan gerne være at du er fornøjet med hvad du har lavet, men det er jeg nu ikke”. – hvilket han gav sig til at udvikle så langt og omstændeligt, at man kunne ønske at de to Dus kammerater havde valgt et mere privat sted at afgøre deres mellemværende. –Det hjalp dog hverken at han svingede med at par imaginære buegange af hattevirer, eller at han mindre pænt antyde at dr. Borries eksperimenter ikke var til at stole på. Præses mistede ikke et øjeblik sin vestibulære ligevægt. Med et nyt gymnastisk kunststykke forsvandt dr. Lund og den sidste officielle opponent fik ordet…”. Resten af artiklen er fuld af rosende ord.

Men min far var trods sin tilsyneladende ydre ro rasende på Robert Lund for at tvære ham ud foran en række af fagets honoratiores. Denne artikel har far naturligvis set. Min broder, Erik fortæller at han har set et brev, stilet til Robert Lund, hvor far opsiger deres ”Dus fællesskab”. Dette betyder formentlig, at de når de fremover mødtes skulle sige ”De” til hinanden. Dette kræver lidt forklaring til vor tids unge mennesker. Tidligere – vist op til omkring 1970erne – var tiltaleformen mellem voksne mennesker ”De” og efternavn. Såfremt man på et tidspunkt kom til at stå på venskabelig fod, kunne man foreslå at være ”Dus”. Dette kunne evt. besegles med en skål, hvor man brugte arm i arm at drikke på venskabet. Dette venskab har min far åbenbart gerne villet være foruden fremover.

Denne begivenhed fik et efterspil omtrent 30 år senere. Jeg var 13 år og familien var samlet omkring middagsbordet, da jeg fortalte at en dreng på skolen havde inviteret mig i biografen følgende torsdag, og måtte jeg det? Min far så mistroisk på mig og sagde: ”Hvad er det for en dreng?” Jeg svarede som sandt var, at far godt kendte hans far, han var Robert Lunds søn.  Min far udstødte en udefinerlig lyd og sprang op så brat at hans stol væltede bagover og landede på gulvet med et brag. Han stampede ud at spisestuen og smækkede døren i efter sig. Jeg var ganske uforberedt på dette. Jeg forstod nok at min biograftur nu hang i en tynd tråd, men forstod ikke hvorfor noget uskyldigt kunne i den grad ophidse min far.

Nå, senere kom min mor og sagde, at det måtte jeg kun hvis min storesøster gik med. Jeg fandt det totalt ydmygende, men der var ikke noget at gøre. Da sommeren kom blev jeg taget ud af skolen og sendt til England i et år, hvor jeg skulle lære sprog og bo hos en af mors veninder og hendes familie. Min far kunne åbenbart ikke psykisk håndterer den, om end meget usandsynlig, mulighed at komme i familie med den forhadte Robert Lund.

Da jeg året efter kom tilbage til Danmark blev det besluttet, at da jeg ikke havde vist tegn på lysende begavelse, og jeg hellere end gå i skole ville lære at sy mit eget tøj, kom jeg ikke tilbage til skolen, men blev meldt ind på Kunsthåndværkerskolen på Nørrevold. Mine forældre mente vel at det var ret usandsynligt, at jeg dér ville møde Robert Lunds søn og genoptage forbindelsen med min skolekæreste. Dette viste sig at være fuldstændig korrekt. Til gengæld mødte jeg min kommende mand i S-toget mellem Hellerup og Nørreport, men det er en helt anden historie.

Ifølge politiets registerblade flytter Theodor Borries 7.6.1895 fra Køge til Willemoesgade 4, København Ø hos Bang, som må være en af hans mors slægtninge. 1904 flytter far ind hos Stub i Willemoesgade 45, senere bor han på Hagemanns Kollegium, så kommer han til Randers og derfra til Rigshospitalet. Jeg har en erindring, om at han først i 1930erne boede i Tordenskjoldsgade i København.

Far var gennem hele sit liv engageret i talrige videnskabelige foreninger og deltog i studierejser og kongresser. Der er et billede af en sådan i Groningen 8.-10. oktober 1936. Også her ses studiekammeraterne – de 3 musketerer, Borries, Blegvad, Mygind, og den 4. nu ikke mere så populære Robert Lund i forsamlingen af honoratiores.

1931 dør Theodor Borries´ kusine Vibeke Hassing Weinert ganske pludseligt efterladende sig 2 små børn, Sven på 4 år og Gitte på 2 år. Da faderen er ansat på et landbrugsprojekt i Belgisk Congo, bliver far værgefor børnene, som anbringes på et børnehjem på Tjørnevej 14, i Lyngby. Børnehjemmet drives af Johanne Marqvardt og hendes datter Astrid.

Den 31. august 2 år senere bliver Theodor Borries og Astrid Marqvardt gift i Lyngby kirke. Fars fætter Louis Hammerichs kone, vores vidunderlige og vittige tante Claes, har ellers på et postkort i anledning af fars fødselsdag nogle år forinden advaret mod udgifterne, og ikke mindst den deraf følgende elendighed ved at stifte familie, men det har far åbenbart glemt, da han mødte den smukke frøken Marqvardt.

Endnu en gang er jeg stødt på drillerier der peger hen på, at far var noget påholdende, en egenskab som også Sys kan bekræfte.

Theodor Borries køber en stor villa fra 1914 på Gjørlingsvej 4 i Hellerup, og der flytter familien ind med kusinens to børn, der vokser op i hjemmet som mine søskende. Året efter, den 31. juli bliver jeg født, og 2½ år senere får jeg en lillebror, som bliver født 3 februar 1937 få dage før min far fylder 50 den 11. februar. Omkring samme tid købte min far en grund på Fyrrevej 4 i Hornbæk, hvorpå der blev opført et sommerhus. Livet i dette hus blev rammen om vores ferier de næste 30 år, og huskes af os børn som et lyspunkt i en ellers triviel hverdag.

Overlæge på Sct. Josephs Hospital

Ifølge Berlingske Aftenavis bliver far i december 1936 overlæge og chef for afdelingen for Øre-, Næse- og Halssygdomme på Sct. Josephs Hospital, idet han efterfølger professor Schmiegelow. Artiklen fortæller om den nye overlæge at han er – ”en ivrig deltager i og for en stor del organisator af arbejdet i de videnskabelige sammenslutninger, men han er først og fremmest – og det lægger de syge størst vægt på – en vidende, en god og en omhyggelig læge”. Far sad i denne stilling indtil sin død i juli 1956.

Dette at far var overlæge på det katolske Sct. Joseph hospital- der var drevet af en nonneorden, var årsagen til, at juleaften i vort hjem altid begyndte med, at vi børn fulgte med far ind på hospitalet, hvor vi fik lov at se kirkens julekrybbe med den hellige familie i naturlig størrelse. Det var meget fint og meget betagende. Derefter kom vi op på afdelingen, hvor vi hilste på nonnerne. Der var opstillet et lille stueorgel, og der blev også sunget et par julesalmer ude på gangen, hvor dørene til sygestuerne stod åbne for at skabe lidt julestemning hos dem, der måtte tilbringe juleaften i en sygeseng. Først derefter kørte vi hjem for at fejre vores egen jul.

Slægtsforskning

Far var en ivrig slægtsforsker, og må have brugt uendelig megen tid på at forske i sin slægt, hvilket resulterede i udgivelsen af den bog, der har dannet basis for mit arbejde med fars slægt. Dette besværlige og tidskrævende arbejde inspirerede ham til i 1945 at få udgivet hvad han kaldte en ”Levnedsbog”, som vi børn hver især fik udleveret et eksemplar af. De første sider havde far udfyldt med mine egne data omkring fødsel, dåb og konfirmation. Der var så efterfølgende rubrikker til bryllup, samt henvisning til sider, hvor jeg kunne udfylde data om mine fremtidige børn. Derefter kom tilsvarende om mine forældre, og en side med min ældre slægt, dvs. mine bedsteforældre og deres forældre.

De forskellige grupper fortæller en del om hvad far mente at folk havde brug for at få optegnet. Der var festgaver ved dåb og konfirmation osv., min bopæl (den er fyldt med hvornår jeg har boet hvor og er meget nyttig), våben, kunstnerisk udførte slægtsportrætter, kunstværker i mit eje – disse sider står tomme. Så kommer afsnittet om min karriere, mine embeder og de kommissioner og bestyrelser, hvor jeg har haft tillidshverv (Jeg har da siddet i et par bestyrelser). De sidste to afsnit handler om æresbevisninger samt mine aktiviteter inden for politik, teater, kunst og sport. Disse sider står gabende tomme. I forordet skriver far bl.a.:” Hvor mange af os har egentlig rede på livets data? Hvornår var jeg ansat der og der, hvornår skrev jeg den og den artikel? Nytten af sådanne fortegnelser burde være indlysende. Hvor ofte har man ikke ærgret sig over at mangle en oplysning man netop skulle bruge og kun med stort besvær og ufuldkomment har kunnet skaffe til veje?Jo længere man når frem af livets bane, des flere bliver disse date, og des sværere bliver de at holde redepå. Og ser man længere ud i fremtiden vil bogen være en uvurderlig skat for efterslægten. Hvad om ens far eller bedstefar havde efterladt en sådan bog”. Det har han så inderlig ret i. Som slægtsforsker har jeg været utrolig glad for mit eksemplar.

Det var fars inderligste ønske, nu da det endelig var lykkedes en i denne generation at få en dreng og derved sikre den mandlige slægtslinjes fortsættelse, at Erik skulle døbes Nicolaj Borries, altså opkaldes efter slægtens stamfader. Mor syntes at det var håbløst gammeldags, og at det mindede lidt for meget om teaterstykket ”Nøddebo Præstegård”. Så knægten kom til at hedde Erik, men fik dog som et kompromis mellemnavnet Niels til minde om stamfaderens døbenavn.

Krigen

Den 9. april 1939 vågnede vi alle ved, at tyske maskiner drønede lavt hen over byen. Den tyske besættelse var en realitet. På grund af mangel på benzin og diesel blev private biler klodse op, dvs. man tog hjulene af og anbragte bilen på en stak mursten. Varetransport, taxakørsel og anden uundværlig kørsel foregik ved at bilen udvendig blev udstyret med hvad der lignede en ”kakkelovn”, en gen gasgenerator, eller bilen var forspændt heste. Man da far var læge havde han ret til at køre bil, og på alle tider af døgnet, så derfor var hans bil var derfor forsynet med et lille kors, som angav at det var en lægebil. Erik fortæller, at far kørte rundt med en stålhjelm i bilen, men jeg har aldrig set ham med den på. Far kørte i den samme gamle Ford alle årene. Efterhånden var dørtrinet så slidt og hullet, at det var strengt forbudt at træde på det. Først efter krigen fik far ny bil, en smart grøn Vauxhall.

I Vinteren 1942 kunne min mor til alles overraskelse fortælle at der snart ville komme en lillesøster eller lillebror, og den 8. februar kom vores søster Sys til verden, midt under et luftangreb. Hun blev som os andre født på Sct. Lucasstiftelsen på Bernstorffsvej, som i dag er et hospice. Mor fortalte at der kom en søster ind og venligt spurgte om hun ikke skulle stille en højrygget stol foran vinduet, så fruen ikke fik glasskår i hovedet, hvis der skulle falde en bombe. Jo tak, det ville mor da sætte stor pris på. Der er dog ingen tvivl om at far havde håbet på en søn.

Foruden at være overlæge på Sct. Josephs Hospital, havde far privat praksis på Palægade 5, i det indre København. Jeg kender ikke de nærmere omstændigheder, men på et tidspunkt under krigen blev far tvunget til at dele sin klinik med psykiatrisk læge, hvilket absolut ikke passede far, der jævnlig udtalte at han anså ham for en charlatan.
Denne læge, som beslaglagde en del af klinikkens areal var den berømte/berygtede rets-psykiater Poul J. Reiter, som senere kom til at spille en fremtrædende rolle i forbindelse med ”Hypnose mordene”, hvor Palle Hardrup, som dræbte to bankfunktionærer blev idømt 30 års fængsel, mens Bjørn Skov Nielsen, som slet ikke havde været til stede, takket være Poul Reiters vidneudsagn blev idømt 10 års fængsel. Dette anses i dag for at være et justitsmord. Kort efter at Skov Nielsen blev løsladt efter endt afsoning, begik han selvmord.

Kunsthistorie.

Far var meget optaget af kunsthistorie, og holdt somme tider foredrag herom. Engang i begyndelsen af 40erne, da hele familien var sengeliggende på grund af en slem influenza, husker jeg at vi – Erik og jeg –blev placeret i vore forældres dobbeltseng i det store hjørneværelse. For at fordrive tiden læste mor op af en tyk bog, ”Fletlægens erindringer” af Zakarias Topelius. Den handlede om 30 års krigen og formodedes at interessere små børn. Jeg syntes at den var spændende, men undrer mig i dag over valget. Måske mente de at vi trængte til lidt kultur.

Det var i samme periode, at far skulle holde et foredrag om den skjulte symbolik i de kunstværker, der prydede Peterskirken, netop det tema som den berømte bog af Dan Brown ”Da Vinci Mysteriet” omhandler. Far besluttede derfor at øve sig ved at holde foredrag for os 3 sengekiggende patienter. Jeg syntes dengang at det var vildt spændende, og husker endnu en detalje, som gik ud på at billedskærerens kæreste eller kone var gravid, og at der langs soklen på en eller anden sarkofag var afbilledet kvindeansigter, der var stigende forpinte. Det sidste kvindeansigt viste en kvinde hvor munden var åbnet i et skrig, og det efterfølgende ansigt var et barneansigt. Jeg har været i Peterskirken, men fandt ikke billederne.

Erik har en erindring om at far, da Erik var omkring 11-12 år, en dag tog ham med gennem Statens museum for Kunst. I uendelig lang tid vandrede de fra montre til montre. Far sagde ikke et eneste ord, og Erik husker det i dag som den absolut kedeligste dag i hele hans liv. Far har formentlig forgæves spejdet efter et glimt af entusiasme hos det seneste skud på slægtstræet, men Erik fattede ikke hvad meningen var med at udsætte ham for disse pinsler. Erik havde ingen planer om at realisere sin fars vision for hans fremtid, men havde sine egne planer, der gik i en helt anden retning.

I min barndom forløb aftenen sådan, at far efter middagsmaden med en kande kaffe forvandt ind i sit arbejdsværelse, som blev kaldt herreværelset, og resten af aftenen røbede kun skrivemaskinens klapren, at far stadig var i huset. Han var myreflittig og skrev adskillige artikler om videnskabelige emner. Også en bog blev det til: ”Teknikken ved udarbejdelse af videnskabelige værker”. Den blev en stor succes og blev genoptrykt i et nyt oplag i 1954.

Det var i det hele taget et ikke særlig børnevenligt hjem. Forældrene var opslugt af deres egne sager, og børnene ansås for tjenestefolkenes anliggende. Dette var egentlig ikke noget problem for os, har vi talt om som voksne, for vi opholdt os på skift på grund af mors helbred, i lange perioder hos vores morforældre i Lyngby. Det havde vi det alle fint med, det var et meget hyggeligt hjem. Jeg husker at jeg jævnlig tog toget fra Jægersborg til Bernstorffsvejens station, og derfra gik ned af Tranegårdsvej, hvorfra en trappe førte med til vejen, hvor Maglegårdskolen lå. Det tog ikke længere tid end at vandre fra Gjørlingsvej hen til skolen.

Patientsprog

Ud over de alvorlige videnskabelige værker, som far fik udgivet, skrev han også bogen Patientsprog, som udkom 1947. Den omhandlede ”Sproglige mærkværdigheder fra lægernes og apotekernes verden”, dvs. de misforståelser der kan opstå,når patienter forsøger at forstå lægernes latinske kaudervælsk. Denne bog, som blev illustreret af Herluf Jensenius, kan stadig fås på nettet. Bogen var årsag til at min seriøse far pludselig blev opfattet som en vittig hund. Han blev endda inviteret til at optræde i lørdagens underholdningsprogram ”Weekendhytten” med Svend Petersen. Jeg husker at hele familien var samlet i dagligstuen en lørdag aften omkring den lille brune skotøjsæskelignende radio for at opleve farsdebut som humorist i ”Weekendhytten”.

Opfindelsen

Far, som var øre, næse og halsspecialist,har fortalt at han havde opfundet en tang, som havde til formål at undgå at man, når man fjernede mandler, ikke tabte det afklippede væv ned i halsen på patienten. Erik fortæller, at det netop var hvad der skete for ham da han blev opereret. Han var ved at kløjs i det bortopererede, og begyndte derfor at hoste. Dette resulterede i, at en stråle af blod stod ud af halsen på ham. Også Sys var ved at dø af denne operation, da de havde svært ved at standse blødningen.

Denne operation anses normalt for ubetydelig, men var åbenbart ikke så ligetil endda. Så far fandt på at få lavet er instrument, der var baseret på samme princip, som de skeer, man normalt bruger til iskugler. Hvor isskeer har en bøjle, der løsner isen fra skeen, havde fars instrument en dobbelt kugleform, som lukkede sig om det afklippede væv, der blev opfanget af skeen. Ret smart, jeg gad vide om det stadig bruges?

Italiensrejsen

En anden af fars store interesser var Niels Steensen (1638-1686), dansk anatom, geolog og teolog. Jeg husker at far og mor i begyndelsen af 1950erne rejste til Italien for at deltage i noget i forbindelse med Niels Steensens helgenkåring. Der findes et billede af min far som deltager i en procession, og et billede af far i audiens hos pave Pius X.

Jeg ledte længe forgæves efter, hvad dette gik ud på, men fandt kun en oplysning om at Niels Steensen blev saligkåret 23.10.1988 af pave Paul II, og af saligkåring var første skridt til en egentlig helgenkåring. Men jeg fandt ikke noget om hvad der skete i begyndelsen af 1950erne.

Sys huskede nu, at det vist var noget med, at Niels Steensens jordiske rester skulle flyttes. Jeg googlede: ”flytning af Niels Steensens lig”, og nu fandt jeg frem til forklaringen på fars og mors Italiensrejse.

Det forholdt sig sådan, at da Niels Steensen ankom til Toscana i 1666, sikrede Medici familiens hans ophold som livlæge for storhertug Ferdinand den 2. af Firenze. Året efter konverterede Niels Steensen til katolicismen. Fra 1685 til sin død virkede han som præst i Schwerin.Hans religion udviklede sig til askese og de sidste år af hans liv levede han i stor fattigdom. Hans kiste blev nedsat i krypten i Mediciernes San Lorenzo-kirke i Firenze 1687

Relikvierne i St. Ansgars museum

”Siden midten af 300tallet har relikvier været en del af katolsk praksis. Ganske vist er intet relikvie nogensinde blevet anerkendt af den katolske kirkes øverste myndigheder, men gennem århundreder har der udviklet sig en omfattende praksis, hvor de jordiske rester af kirkens hellige mænd og kvinder har tjent til understøttelse af troens praksis. I København findes en større samling af relikvier på det lille museum i tilknytning til domkirken i Bredgade.

Det fineste relikvie i St. Ansgars kirkes eje er uden tvivl knoglestykket fra Niels Steensen, hentet direkte fra skelettet i San Lorenzo-kirken i Firenze af pastor Brunicardi for nogle år siden. Relikviet fra Niels Steensen har man imidlertid troet, at man havde i sin besiddelse siden Niels Steensens lig blev overflyttet fra Mediciernes gravkapel til sarkofagen i San Lorentzo-kirken midt i det 20ende århundrede.

Den gang flyttede man under en stor og festlig procession og med deltagelse af talrige gejstlige og troende Niels Steensens lig, som man havde udtaget af en kiste, der siden hans død i 1600tallet havde været stablet sammen med andre kister, der indeholdt Medicifamiliens slægt og venner.

Imidlertid var Steensen-historikeren Gustav Schertz, allerede ved den højtidelige overflyttelse af Niels Steensen til San Lorentzo-kirken, utilfreds. Han vidste nemlig fra skriftlige kilder, at der skulle være en metalplade med Niels Steensens navn på den oprindelige kiste, og en sådan plade havde der ikke været på den kiste, som man havde udtaget liget fra. Det viste sig så at de italienske gravåbnere havde fundet frem til Niels Steensens kiste ved at ved at tælle sig fem til dens nummer ved at tælle fra neden.

Da man imidlertid på Gustav Schertz´s indtrængende opfordring vendte tilbage til Mediciernes gravkapel og undersøgte den pågældende kistestabel nærmere fandt man, at den nederste kiste, efter århundreders forrådnelse og tryk fra de overliggende kister, var sunket totalt sammen. Man havde således i første omgang talt sig frem til den forkerte kiste, og det lig, der altså under stor højtidelighed var ført frem til San Lorenzo-kirken, og hvoraf der var udsendt relikvier til flere steder i verden, ikke var Niels Steensens.

I al diskretion rettede man fejlen og byttede de to lig ud, således at det lig, der nu ligger i Niels Steensens sarkofag, faktisk også er Niels Steensen. Efterfølgende har man så hjemkaldt de uægte relikvier, og i stedet leveret den ægte vare. 

Museet råder altså over en pæn samling af relikvier, som måske ikke alle med sikkerhed har den oprindelse, som de angives at have. Men sikkert er det at de i generationer har gjort de høje idealer håndgribelige og derved fokuseret mange kristne på det hellelige livs realitet. Og i den forstand er alle relikvierne sande”.

Og ganske sikkert er det også, at min far rejste til Italien og gik i procession gennem Firenze efter liget af en i vor tid ukendt og uinteressant person, som ganske uberettiget fik sig en sidste rigtig fin tur gennem byen før han atter blev lagt tilbage i sin kiste. Men takket være den vedholdende Steensen-historiker Gustav Schertz fik Niels Steensen alligevel sin fine sarkofag i San Lorentzo-kirken i Firenze.

Jeg mener at alt dette skete i 1953. Mor, der var med på rejsen og deltog i audiensen hos paven, blev stærkt grebet af alt den festivitas, der foregik ved den lejlighed, og blev stærkt optaget af den katolske tro.  Nogen tid derefter begyndte mor at deltage i katolske gudstjenester i St. Therese kirken på Bernstorffsvej, ligesom hun blev oplært i den katolske religion.

Sys husker at netop den ovenfor omtalte pastor Gustav Schertz, som Sys mener var østriger, kom meget i hjemmet på Gjørlingsvej 14, for at tale med mor. Sys husker ham som en meget veltalende mand med stor personlig udstråling. I forbindelse med mors dåb den 6. april 1902 i Frederikskirken er tilføjet følgende notat: ”Udtrådt af folkekirken den 13.6.1955 fra Helleruplund sogn”. Så kort efter dette tidspunkt har mor konverteret til katolicismen.

Det hele undrede os børn meget. Vi har aldrig hørt vore forældre udtale sig hverken positivt eller negativt omkring kristendom, og vi kom kun i kirken ved barnedåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Hverken mor eller far kommenterede nogensinde dette, at mor pludselig konverterede fra – så vidt vi vidste- ingenting til katolicismen. Efter fars død arrangerede mor, at der blev afholdt en messe for hans sjæl. Det overraskede os også meget. Kan man det, far var da ikke katolik, eller…?

I 1947 besluttede far og mor at sælge den gammeldags og upraktiske villa på Gjørlingsvej 4. I nr. 14 boede læge Mogens Winge, der var ansat ved marinen, og han havde fået tilbudt embedsbolig i Nyboder. Vi flyttede ind i Winges villa, og Nr. 4 blev købt af menighedsrådet for Helleruplund sogn. Så da jeg nogle år senere skulle konfirmeres, kom jeg til at gå til præst i mit barndomshjem.

Livet igennem deltog far i alverdens kommissioner og bestyrelser. Der er et fint billede fra 1950. Det var bestyrelsen Dansk Oto-neurologisk selskab, der holdt møde i vores dagligstue i huset på Gjørlingsvej 14.Holger Ehlers er fremmed for mig, men Busch husker jeg var var hjernespecialist. Så er der Mogens Fog, som var en berømthed. Han sad som medlem af kommunistpartiet iFrihedsrådet. Senere blev han rektor for Københavns Universitet. I den periode var der en del voldsomme demonstrationer, fordi studenterne var utilfredse med forholdende på Universitetet. Jeg har i TV set Mogens Fog stå på talerstolen på en eller anden plads i København og prøve at tale de unge til ro. De råbte og buhede af ham. Far sagde at ingen havde fortjent det mere end Mogens Fog, for han havde gjort præcis det samme i sin ungdom.

Far døde 1956. Mor og Sys opholdt sig på det tidspunkt i sommerhuset i Hornbæk, da der kom besked om, at far var blevet syg og var indlagt på Gentofte Amts Sygehus. Det var en lille blodprop i hjertet, men den var passeret fik vi at vide. Nogle dage senere kom der en blodprop til og man fandt ham død om morgenen, den 28. juli. Han blev begravet fra Helleruplund kirke den 1. august 1956.

Nogle år efter fars død solgte mor huset på Gjørlingsvej14 og flyttede ind på 1. sal i huset på Tjørnevej 14 i Lyngby, hvor mormor boede i underetagen. Største delen af året boede mor i Hornbæk, hvor hun havde en lille forretning med kunsthåndværk på hjørnet af Friisvej.

Efterhånden som hendes helbred blev dårligere fik hun en ordning med en ung pige, der skulle sørge for indkøb m.v. Denne unge pige fandt hende en dag bevidstløs, og mor blev kørt til hospitalet i Hillerød, hvor hun afgik ved døden en uges tid senere, den 13. september 1969. Mor blev begravet 17. september fra den katolske Sct. Therese kirke i Hellerup.