Kapitel 10. Bogholderen i Lavendelstræde
Hent kapitlet her
CHRISTIAN PHILIPP BORRIES
5. GENERATION
Christian Philipp Borries 5.9.1856-17.7.1927
Christian Philipp Borries er Philipp Borries´ og Elise Worsaaes 3.barn. Han bliver født den 5.september 1856 på Søholm.Philipp bliver cand.agric og lærte landvæsen på bl.a. godset Sæddingegårdved Rødby, og Sdr. Ulkjær. Philipp bliver senere forvalter på faderens gods, Søholm.
Barnebarnet Solveig Borries fortæller: En dag så han en yndig malkepige komme gående over gårdspladsen med åg over skuldrene og to mælkespande. Det var svenske Maria Hall. De blev vanvittigt forelskede, men partiet var ikke uproblematisk. Maria var ludfattig og havde desuden en søn fra et tidligere forhold. Men Philipp var fast besluttet på at det skulle være hende, men de måtte vente i årevis før de kunne blive gift.
Den 22. november 1890 bliver parret viet i hjemmet på Søholm. Vielsen er indført i kirkebogen for Magleby sogn: ”Ungkarl, forvalter Christian Philipp Borries, Søholm, 34 år og pige Maria Hall, født 10. november 1857 i Gislöf, Sverige, har boet i København. Forlovere: P. Borries. C. Borries. Vielsen fandt sted i hjemmet iflg. Brev af 13.12.1890”.
Normalt ville præsten skrive nogle detaljer om hvem forloverne P. Borries og C. Borries er, nemlig gommens far og broderen Carl i Køge. Der er ingen til at repræsentere bruden, og almindeligvis ville præsten også anføre noget om hvem bruden var, dvs. hendes forældre, men disse (landmand Gustaf Adriansson og Botilla Jønsdotter) er slet ikke nævnt. Her står kun at Maria har boet i København. Under anmærkninger er tilføjet noget meget ulæseligt: ”B….. J…. af Københavns Amt om ikke indfriet fattigdomsunderstøttelse fra Magleby-H kommune af 16/12-90. Kongebrev udfærdiget 13. november 1890”. Måske betyder det at Philipp ved ægteskabets indgåelse skulle overtage en gældspost til Magleby Kommune? – og hvor kongebrev?
Den 4. januar 1892 kommer deres 1. barn til verden, født på Søholm. Hun bliver døbt den 6. april og kommer til at hedde Elise efter sin farmor. Fadderne er barnets farforældre, fasteren Jenny Borries, og farbroderen, læge Borries fra Køge. Året efter flytter det unge par med deres lille pige fra Søholm. Iflg. Politiets registerblade dukker Philipp den 1.5.1893 op i København. Han flytter ind på Solitudevej 1 B, 1. sal, og starter som repræsentant for Løwener Landbrugsmaskiner. Her kommer parrets 2. barn, sønnen Carl Philipp til verden, den 9. april 1894.Han bliver den 8. juli døbt i Helligåndskirken, og faderen opgives at være tekniker. Faddere er forældrene og Mathilde Hall, som måske er dåbsbarnets moster.
I de følgende år flytter familien jævnlig. 1895 bor de på 2. sal på Jagtvej 6 A. November 1900 bor de på Husumgade 23, året efter bor de på 3. sal i Hørsholmsgade 4, og et år senere i 1902 på Lavendelstræde 57. På et tidspunkt skifter Philipp Borries job, og bliver bogholder hos brændevinshandler Schmidt i Lavendelstræde 5-7.
Det er velkendt i den nærmeste familie, at de har store problemer med at få økonomien til at løbe rundt, og børnene har berettet at de voksede op under meget fattige kår. Man fornemmer at den lille families leveforhold var årsag til megen bekymring i familien. Det siges at en onkel af dem med mellemrum støttede dem med et beløb. Jeg ved ikke hvem der er tale om, men gætter på at det er onkel Theodor, Konsul i Newcastle. Min far skriver i sin bog på side 51: ”Theodor Borries (1820-1897) samlede sig en stor formue, hvormed han støttede slægtningen i England og Danmark, især broderen Philipp (på Søholm) og hans børns uddannelse. Broderen Philipp stod ham fra barndommen nær og han gjorde meget, dels for ham og hans hustru, dels for hans børn, som han følte sig stærkt knyttet til. Hans eget ægteskab var jo barnløst”.
Om præstens storesøster Elise skriver min far kortfattet: Korrespondent på et forsikringskontor i København, translatør i engelsk – ugift.Præstedøtrene fortæller at Elise afskyede mandfolk, og at deres dygtige og begavede faster, da hun nåede skelsår og alder, i vid udstrækning i flere år bidrog til familiens underhold. De fortæller også at Elise var en pragtfuld dame, slagfærdig, oprørsk og fuld af humor. Men når Elisesom voksen var på besøg i præstegården, kunne hun ikke lade være at drille præsten, hendes lillebror, som nu var vokset op til at blive en meget alvorlig og selvhøjtidelig mand.
1923, da Philipp Borries er 67 år, flytter familien igen, denne gang til en 1.sals lejlighed i Lavendelstræde 7, hvor de er registreret også 1924 og 1925. Christian Philipp Borries dør 27.7.1927 i København, og 3 år senere, den 26.10.1930 dør også Maria Hall, kun få måneder efter atbørnebørnene Solvejg og Ruth blev født i Hammer præstegård, så tvillingerne har aldrig kendt deres fars forældre. De mener dog at det lille billede, som er taget i Kalmar, sandsynligvis forestiller deres farmoder Maria med sin mor, Botilla Jönsdotter Hall, og børnene Philipp og Elise Borries.
Omkring 1971 blev Elise overraskende kontaktet af sin halvbroder fra hendes mors tidligere forhold, som senere også besøgte hende. Det viste sig at historien var, at hans far havde taget ham med sig da han emigrerede til Amerika. Det var en pæn og nydelig mand, men de var naturligvis ganske fremmede for hinanden. Dette med den forsvundne søn har givetvis sin baggrund i, at Maria Hall på grund af fattigdom har ment, at sønnen ville få et bedre liv i Amerika, men de nærmere detaljer kan man kun gætte om.
Elise levede endnu et par år, indtil hun døde den 25. juli 1973. Præstens enke, Elly Stella Heinze, døde den 14. januar 1980

