Kapitel 06. Forpagteren på Søholm

Hent kapitlet her

FORPAGTEREN PÅ SØHOLM

6. GENERATION

Ane 24: Carl Philipp Borries 1822-1914

Philipp gik først på forskellige Københavnske skoler. Philipp Borries skriver: ”Da jeg sammen med Theodor gik i Metropolitanskolen ville fader have at vi skulle rejse til hans fødeby Barth for at vi kunne lære den samt onkler og tanter at kende. Uden at rektor ville tillade at vi sådan afbrød vores skolegang, sejlede vi afsted – og fik som straf: Slet i sædelighed”. Derefter gik han 3 år på Sorø Akademi, hvor han gik sammen med fætrene Otto og Christian fra Helsingør, som han ofte fulgtes med hjem i ferierne, for på Abellund ved Hornbæk sammen at kunne nyde sommerens glæder.

1839 kom til landvæsnet, først hos Hellmers på Bonderup ved Ringsted, hvor han skulle arbejde som karl, betale 400 kr. årlig og selv holdes sig med sengetøj og vask. Et stort gavlværelse var skilt på langs i to dele og 6 sengesteder slået op langs taget var hans logi. Ingen kakkelovn, ingen lys!

Da Philipps far efter længere tids sygdom 1840 døde på sindssygehospitalet i Slesvig, stod moderen i en vanskelig situation.  Christiane Borries var selv 51 år og stod nu med ansvaret for de 4 sønner samt sin aldrende svigermor. En clausul i kompagniskabet med onkel Christian i Helsingør gjorde, at hun fik en årlig pengesum, men økonomien var stram. Den ældste søn Gustav var 28 år og i lære i Wien for at sætte sig ind i stearinlysfabrikation, hvilket betød at der skulle svares et beløb til hans uddannelse. Sønnen Theodor på 20 år var i gang med en handelsuddannelse i Helsingør i farbroderen Christian Borries firma. Den yngste bror Carl var kun 13 år på det tidspunkt. Lærepladsen hos Hellmers blev nu for dyr for hans moder, og Philipp rejste derfor til Tyskland, hvor han tilbragte de næste 10 år på forskellige godser.

Nu blev kendskabet til familien i Tyskland en stor hjælp for Philipp. Først var han hos Ottomar Rohde, inspektør på godset Goldensee i Lauenborg. Rohde var bror til digterinden Sophie Rohde, gift med Philipps farbroder Carl Borries i Greifswald. Da ejeren af Goldensee døde opholdt han sig midlertidig et ½ år som inspektør på godset Bredentin nær Göstrow hos forpagter Peters, som var gift med en anden søster til Sophie Rohde, og efter et ophold hos onkel Carl i Greifswald, og hos hans farbroder August og en tid hos tanterne i Barth, var han 2 år hos forpagter Alert på Langehaushagen ved Barth. Han så i disse 2 år ikke en avis, og ikke en bog bortset fra Dyrlægebogen. Philipp påstod senere, at når han holdt sig åndsfrisk til langt op i alderen, så skyldtes det, at hans hjerne havde ligget brak i alle disse år.

Han kom derefter atter til Ottomar Rohde, som i mellemtiden var blevet overinspektør på godset Gramenz i Bagpommern. Derpå blev han inspektør hos Scheurmann på Zülkenhagen. Da han havde været der 1 år kaldte Rohde han til Eldena ved Greifswald. 1848 blev han forvalter hos Buhr, som var gift med Marie von Hohmayer, en søster til Philipps kusines mand, Fritz von Hohmeyer på Ranzin. Her blev han i 2½ år. ”På en nabogård” skriver Philipp ”blev jeg oftere indbudt. Det lod til at manden gerne havde set at jeg friede til datteren, der snøvlede lidt – en arvelig fejl i familien, hvor ganeløse eksisterede. Frygten for at sligt skulle ske, gjorde, at mor og Gustav søgte at få mig hjem til Danmark”.

Philipp kom hjem i 1850. Han var med til kusinens Christianes bryllup på Ranzin i august samme år, så det må have været efter denne dato. 1851 foretog Philipp en rejse til Verdensudstillingen i London, hvor han opholdt sig en måned, og hvor han første gang fik mulighed for at besøge sin broder Theodor i Newcastle. Det lykkedes ham i London at opnå et lån hos baron J.C. Hambroe. ”Denne tog meget venligt i mod mig, da han satte stor pris på mine forældre, i hvis hus han var kommet som ung”. Lånet var på 500 pund, rentefrit af afdrage med 100 pund årligt.

Efter de noget triste ungdomsår i Tyskland, og efter de ret mørke fremtidsudsigter ved hjemkomsten, da han stod uden stilling og uden kapital, begyndte det at lysne. ”Den 24de november (1851) på min fødselsdag fik jeg brev fra kammerherre P.B. Scavenius på Gjorslev, som overdrog mig forpagtningen af Søholm på de 6 år, som Valentiner endnu havde den, og 10 år til… Kautionen – et vigtigt punkt – skulle jeg selv skaffe. Nationalbankdirektør Frølich stod i et meget venskabeligt forhold til mine forældre. Frølich var da så god at overtage denne kaution, der ved en mindre heldig forpagtning kunne have medført tab for ham, hvis jeg ikke havde kunnet bestå – især da jeg begyndte med lånte penge”.

Nogle måneder senere tog han til Viborg for at fri ”til den smukke frøken Woersaae” som hun kaldtes i sin fødeby Vejle. Den 3. marts 1851 stod brylluppet i Holmens kirke, idet Elises berømte broder, J.J.A. Worsaae i den anledning var vendt hjem fra Paris og førte hende op ad kirkegulvet. Efter bryllupsfrokosten kørte brudeparret i egen vogn med relais til Søholm. Næste år til påsken skrev Philipp til sin moder, at der nu var født en ny arvtager til navnet Carl August Borries. Philipps farbroder, filolog Carl August Borries, var et ½ år før min farfars fødsel, død i Edinburgh.

Philipp Borries rejste efter datidens forhold meget, var 9 gange i England, 4 gange i Paris, ofte sammen med broderen Theodor, som indskærpede Philipp at han og Elise burde rejse mens børnene var små.

Philipp Borries var passioneret haveelsker og udlagde over 3 tønder land til en herregårdsagtig have med stenhøj, småsøer, beplantninger og staudebede. En anden hobby var at samle på oldsager, som egnen var særlig rig på. Samlingen bestod til sidst af 30.379 stykker, hele og brudte. ”Det var” – skriver Philipp ”en kilde til fornøjelse for mig og andre. Undertiden tændtes 50 lys for at oplyse samlingen når jeg havde selskab”. – Da det kgl. Oldskriftselskab i sommeren 1888 besøgte Søholm, holdt Sophus Møller, som i forvejen havde gennemgået samlingen, på højen i haven et foredrag, i hvilket han nævnte samlingen som sidestykke til Sehested Broholm´s samling, idet disse to var de største samlinger i landet efter Nationalmuseets. Oldsagerne solgtes sammen med 12 kostbare bøger til nationalmuseet for 10.000 kr. ”Den hele samling har kun kostet mig omtrent 1500 kr., 1211 kr. kontant samt snaps”– skriver Philipp.

Den 1. maj 1893 afstod Philipp Borries forpagtningen af Søholm til Valdemar Hvidberg, idet han fik 37.000 for besætning m.v. Han flyttede til København, hvor han boede først på Frederiksberg Alle indtil hustruens død 2 år senere. Derefter boede han de næste 21 år sammen med sine to ugifte døtre Jenny og Christiane i Slagelsegade 9, på Østerbro. Det var her han brugte en stor del af sin tid med at skrive om sit og familiens liv.

Philipp Borries fortæller om barndomshjemmet, at musik spillede en stor rolle da begge forældrene, men især moderen Christiane, var musikalske. Som tidligere nævnt ejede faderen det flygel, på hvilket Carl Maria von Weber spillede ”Jægerbruden” den 8. oktober 1820. Philipp giver en beskrivelse af alle dets mange finesser: ”Det havde 4 fodpedaler, af hvilke den længst til højre udløste et klokkespil af 4 sølvklokker, og en metalplade, som faldt ind i bassen. Efter at det havde været i min moders eje i 53 år solgte jeg det for 60 kr., for jeg havde i forvejen 4 klaverer, men købte det senere tilbage. Det solgtes ved min auktion (ved fraflytningen fra Søholm) til en jordmoder i Strøby, kom senere til rådhuset i St. Heddinge, og derfra til den samling af musikinstrumenter, der dannedes i Kunstindustrimuseet, og der lod Angul Hammerich det istandsætte for 500 kr. Nu er det fuldt i orden, kun er de 4 sølvklokker forbyttede …”

I november 2012 modtog jeg en mail fra pastor Hartmut Friedel i Tyskland om netop dette flygel, som åbenbart er omtalt i flere musikhistoriske værker. Han fortæller at han i 2005 havde i et antikvariat havde købt et nodehæfte tilhørende Theodor Borries. Nu er jeg elendig til tysk, men forstod dog så meget, at noderne stammede fra det flygel som havde været i min families besiddelse, og som både Weber og Weyse havde spillet på. Nu befandt selve instrumentet sig på Musikhistorisk Museum i København, og var i 2013 blevet restaureret. I museet befandt sig yderligere den originale regning for købet af instrumentet, såvel som et brev dateret 1898 fra min oldefar til Angul Hammerich med oplysninger om dette instruments skæbne.

Om familien Borries havde han yderligere fundet frem til, at Theodor Borries havde doneret et orgel til Sømandskirken i North Shields, og at dette nu siden 1967 befandt sig i Norge, men at man på youtube kunne gå ind og både se det og høre det spille. Pastor Friedel vil forhøre om jeg havde et billede at Theodor, og forsikrede mig, at jeg var velkommen til at skrive til ham på dansk, da han både talte og læste dansk udmærket, men blot ikke kunne skrive det. Det var jeg meget taknemmelig for, men nysgerrig som jeg er måtte jeg da have at vide hvordan det forholdt sig med denne præst og hans danskkundskaber. Det vist sig at han under krigen havde gjort tjeneste ved den dansk/tyske grænse og der havde lært sig sproget. Der kan man bare se…

Jeg havde da et fint billede af såvel Theodor Borries som af hans kone, og sendte det. Som tak sendte han mig kopi af både min oldefars håndskrevne brev, såvel som en maskinskreven version heraf, samt kopi af den omtalte regning, og et billede af de vidunderlige flygel. Wikipedia fortæller om hvem Angul Hammerich, som er en slægtning til min fars fætter Louis Hammerich, er og lidt mere om hans karriere som musikprofessor.

I Syss´ kælder befandt sig morfars gamle scrapbog, hvor jeg med noget besvær fik løsnet siderne fra hinanden og her fandt jeg blandt andre sjove ting  en avisomtale af Philipp Borries´90 års dag.

En 90-aarig Rentier Ph. Borries

Rentier Ph. Borries fylder i dag 90 år. Hr. Borries er kendt for sine imponerende gaver til Oldnordisk Museum, som han har betænkt med 20.000 Stk. Oldsager. I korte træk har den gamle herres liv formet sig således: Han er søn af grosserer Borries her i byen, og på mødrene side beslægtet med familien Lütken. Efter i nogle år at have gået på Sorø Akademi blev han 18 år gammel sendt til Pommern for at studere landvæsen, og var i 10 år forvalter på store gårde her. 1851 kom han tilbage til Danmark og fik året efter gården Søholm på Stevns i forpagtning. Samtidig giftede han sig med Elisa Worsaae, en søster til Arkæologen Kammerherre Worsaae. Han blev en foregangsmand på adskillige Landvæsensområder, lærte at dræne jorden på den rigtige måde, begyndte at bruge Mejemaskine, men havde desuden stor interesse for sin svogers videnskab, arkæologien. Det var på Stevns, at han samlede de mange oldsager, som han skænkede til Museet, da han i 1891 trak sig tilbage fra Søholm.

Philipp Borries blev boende sammen med døtrene Jenny og Christiane i Slagelsegade 9, st., på Østerbro indtil han døde i 1914, næsten 92 år gammel.

”Hovedbygningen til Søholm blev nedrevet i 1715, da den længe havde ligget ubeboet hen som følge af, at Søholm siden Frederik IV.s tid var blevet drevet i forbindelse med Gjorslev. Avlsbygningerne er fra 1743-72, på gavlen står 1760. Da godset blev drevet som forpagtergård, opførtes 1828 en hovedbygning. Det var en eenlænget bygning opført i kridtsten ligesom avlsbygningerne. Denne hovedbygning blev nedrevet 1946”.

METTE MARIE ELISABETH WORSAAE 1825-1895

Far fortæller om sin farmor, at hun i barndomshjemmet i Vejle blev kaldt Lise, men at Philipp Borries i hans memoirer kalder hende for Elise. Jeg har også set hende indført i kirkebogen som Elise Borries i forbindelse med, at hun var gudmoder til et barnebarn. Børnebørnene kaldte hende altid for bedstemor Litte. Men hvem var hun? Min far skriver, at nogle måneder efter at Philipp Borries havde underskrevet kontrakten om forpagtningen af Søholm, tog han til Skanderborg for at fri til den smukke frøken Worsaae fra Vejle, og den 3. marts 1851 blev de forlovede.

Først da jeg, en dag på biblioteket i Kolding, da jeg ledte efter noget helt andet, tilfældigt faldt over detaljer om familien Worsaae i Vejle, fandt jeg ud af meget mere omfars farmors familie. Jeg startede nu på at finde ud af, hvad det var for noget snak med, at familien havde spanske aner. Den historie kommer så her: