Kapitel 11. Præsten i Hammer

Hent kapitlet her

PRÆSTEN I HAMMER

4. GENERATION

Carl Philipp Borries.1894-1942

Carl Philipp Borries var min fars fætter, sønnesøn af Søholm-Borries og søn af landbrugskandidat, fuldmægtig Christian Philipp Borries, som i 1890 blev gift med svenske Maria Hall. Han blev født i København 9. april 1894 og kaldtes Philipp i daglig tale.  Præliminæreksamen 1911, student 1916, cand. phil. 1917, eksamen i græsk og hebraisk 1918, 1916-1918 KFUM-soldatersekretær og soldatermissionær på sø forterne Charlottenlund, Trekroner og Middelgrunden, organist eksamen 1920, cand. theol. 1921. Udnævnt til kapellan ved Vor Frelsers Kirke på Christianshavn 1921, 1925 sognepræst for St. Magleby og Dragør, 1929 sognepræst for Zions sogn i København. Kaldet til sognepræst for Hammer Menighed 1929. En myreflittig mand, der virkelig brændte for alt hvad han foretog sig. I de følgende år foretager han talrige rejser rundt i verden, ligesom han skriver flere bøger og artikler, samt holder foredrag. Han er i 1923 blevet gift med Elly Stella Heinze, og i ægteskabet er 3 døtre, Thora, født 1927 2 år før familien flytter ind i Hammer Præstegård, og tvillingerne Ruth og Solveig, som bliver født 1930 sommeren efter at præstefamilien er kommet til Hammer. Og hvad er det så for et syn, der møder den unge præstefamilie, som i sommeren 1929 drager til deres nye hjem i Hammer præstegård?

Det har præsten – naturligvis – også beskrevet i sin bog, OMKRING LANDSBYKIRKEN. Den første præstegård i Hammer brændte i 1639, men endnu i 1641 havde præsten Lauritz Haning ikke fået genrejst gården, så en kgl. Skrivelse måtte indskærpe stiftets præster deres pligt til ”at enhver efter sin formue giver ham noget til hjælp, på de at han kan komme noget til rette igen”. Kun i grundtræk kan det 65 alen lange stuehus i nord af svært egetømmer på kampestenssokkel føres mere end 300 år tilbage. Gavlene står nu grundmurede, men hvad de indvendig er af gammelt træværk er dog ikke ældre end Peder Homanns præstetid 1782-1827.

Da Homann tiltrådte fandt han præstegården i ”en så yderst forfalden tilstand, at der ikke kunne findes slettere i landet, hvorfor jeg straks både med nye bygninger og reparationer måtte sætte mig i betydelig gæld” – kort sagt, præstegården fik en ordentlig omgang. 1801 blev præstegården omvurderet til brandforsikring ”efter anmeldte forbedring” og fremstår nu med ”nye malede lofter, dobbelte døre og 13 fag engelske dobbelte vinduer”. Der findes ikke nogen dokumentation over Houmans sidste bygningsforandringer i Hammer præstegård, men så meget stærkere går folkesnakken. Et højtsiddende vindue bag jerngitter oplyser kun dunkelt et kammer i den nordøstlige ende af østlængen, hvor præstesønnen Christian Ludvig Homann endte sin skyggetilværelse i 1824. Som nygift præst var han taget til Færøerne med sin unge hustru, men mistede hende snart i det rå klima. Sorgen forvandt han aldrig, embedet opgav han og måtte til sidst holdes indespærret i sin fædrene præstegård. (Philipp Borries´ børn kaldt rummet for ”fængslet”):

I 1827 blev Homann afløst af Peter Rosenstand Wøldike (1827-1839). Det fortælles at han ganske vist forgæves bestræbte sig på ”at sprede det tykke vankundighedens mørke, som rugede over befolkningen her”. Men han fik det til at gro i præstegårdshaven. Også sønnen Jeremias var en lidenskabelig havedyrker og fremelskede det kendte skovfogedæble i Hammer præstegårdshave, og nåede at blive Dansk Gartnerforenings første æresmedlem. Wøldike har dog også vundet anerkendelse som en pligtopfyldende embedsmand, og folkesnakken fortæller om ham at han tilmed rejste sig fra sit dødsleje for at indføre sin egen død i kirkebogen. Selvgjort er velgjort!

I tidens løb forfaldt præstegården, som præsterne jo selv skulle vedligeholde. Flere gange har den været dømt til nedrivning, men hver gang man stod overfor at skulle skride til handling, har man ømmet sig ved at skulle fjerne den gamle idylliske kulturværdi, og den har fået lov at stå. Ved præsteskiftet i 1920 var præstegården i en meget dårlig stand, og diskussionen var i de dage meget stærk. Dog, også denne gang blev der holdt hånd over den. Den oplevede derefter en meget gennemgribende restaurering båd udvendig og indvendig, og siden da er den rykket op i en slags fredningsklasse, der gør at den sikkert nu må få lov at stå som et minde om gamle tider.

Indkørslen til præstegården, navnlig gennem den lave og skæve port, er meget toppet og knudret. Ret en ”benbrækkerbro” i dette ords bogstaveligste forstand. ”Pas nu på, den er slem at komme ind af” er blot nogle af de mange udtryk, der uvilkårligt undslipper en når man ”hopper” med sin vogn gennem indkørslen. ”Sikke en gammel rønne” er der vist mere end en der har tænkt, når han kørte ind. Men jeg tror de fleste er blevet overraskede, når de først er kommet ind på den store firkantede gårdsplads med rotunden og det vældige grantræ, og har set den lange smukke hovedbygning med de 4 hvidkalkede skorstene, med stråtaget og frem for noget andet, vildvinen, der idyllisk og malerisk slynger sig op af de hvide mure og ind over dør og vinduer.

Tidligere var gamle præstegårde for den store folkebevidsthed et lukket hjem præget af de stille studerekamre. Nu er forholdene anderledes. Hammer præstegård r nu en travl arbejdscentral for mange opgaver inden for Guds rige, og den er et åbent hjem for sognets beboer.  Mange lykkelig øjeblikke har vi oplevet her ved børnegudstjenester, ungdomsmøder, konfirmandfester, ”gamlefester”, og sidst men ikke mindst, ved menighedsrådsmøder, til hvilke der til tider har været op mod 200 mennesker samlede. Sådanne aftner, der som regel lægges når det er fuldmåne, er vidunderlige oplevelser.

Hestevogn på hestevogn ruller tætpakkede ind gennem porten, bil på bil kører ind, cyklister og fodgængere blander sig mellem hverandre, og fylder gårdspladsen med et myldrende liv, alle stiler de op mod den oplyste menighedsrådssal.

Det kan have sin store ulempe at bo i en så gammel præstegård som Hammer præstegård, der bogstavelig talt er bygget på den bare jord uden nogen grund. Jeg tænker her først og fremmest på fugtigheden. Når man først en gang har set hvordan grundvandet kan stå en alen op fra gulvet forstår man, hvorfor så mange præster, der jo er bundne til deres embedsboliger, kan få et knæk for hele livet.

Jeg tænker også på de ulemper heftige regnskyl kan forvolde, når regnen siler ned i bygningen, navnlig langs de sodede skorstene eller gennem utætheder i stråtaget ned på loftet, som ganske kan ødelægges.

I en af de forrige præsters tid var taget så dårligt, at når præstefamilien rejste bort, måtte man dække møblerne godt til, hvis man ikke ved tilbagekomsten skulle finde dem ødelagt af den nedsilende regn. Det gik endog her så vidt, at præsten måtte ligge med en paraply udslået over sig om natten, hvad selvfølgelig var et meget yndet samtaleemne på egnen.

Hvad der også kan være vanskeligt for den gamle præstegård at komme igennem er de stærke storme, som dog heldigvis kun sjældent går over vort land. I februar måned 1934 oplevede vi således en meget voldsom storm, der nær havde revet taget af de gamle længer og væltet laden.

De store tunge rygtræer, som vi kalder kragetræer, blæste ned. Rygningen spredtes for alle vinde, det føg med halm og strå og taget selv bølgede bogstavelig op og ned som et lagen. Hvert øjeblik ventede vi at se taget falde, men det holdt dog. Navnlig når et sådant uvejr indtræffer om natten kan de virke meget uhyggeligt.

Det der imidlertid efterlader de dybeste spor i erindringen er dog mindet om tordenvejrs nætterne. Når disse indtræffer er alle oppe og fuldt påklædte. Der slukkes for de elektriske ledninger og alle stearinlysene i de gamle stager bliver tændte. De vigtigste papirer og ting lægges frem, ornatet og kirkebøgerne anbringes tæt ved udgangen. Alt er klar til en hurtigudrykning, for i et nu kan de sammenbyggede længer være omspændt af flammer, og tagene skride.

Få steder er der måske, hvor man som i en gammel præstegård lærer at forstå, hvor usikkert livet egentlig er, og hvor hurtigt man kan miste alt det, man sætter sin lid til og holder af.

Hammer præstegård er trods mus og rotter, fugtighed og besværlige småreparationer, der går jævnlig på, en stor vidunderlig idyl, som jeg kun kan betragte som en lykke, ja som et privilegium, at måtte have levet nogle år af sit liv i. Hver lørdag eftermiddag rives der på rotundens rosenbede og foran huset, også på denne måde forbereder man sig til søndagen.

Når folk stalder ind ved kirketid, når soldaterne i øvelsesperioden indkvarteres i lade og lo, og officererne i præstegårdens stuer, når hestene samles på gårdspladsen til det årlige eftersyn, når ploven og såmaskinen gøres i stand, høstmaskinen med sit trespand køres ud, og fyldte hølæs svinger op for lade og lo, da er der røre og liv i den gamle ”Nøddebo-idyl”.

Så vidt den entusiastiske præst, Philipp Borries. Men hvordan oplevede den unge hustru livet i den gamle præstegård, og hvordan var det for børnene at vokse op i disse omgivelser?

Det har præstens datter Solveig Borries, berettet om:

At skrive om ens barndom for os 3 søskende, der er vokset op i en gammel sydsjællandsk præstegård ude på landet, nærmere betegnet i Hammer sogn pr. Lov – 2 mil syd for Næstved, er ikke nogen let sag at opfylde. Der sker så mange ting for alle børn i opvæksten, og det er kun en lille del af det de oplever, de kan erindre, og det er de ting, der er gået dybt ind i deres sart sjæle, og i mange tilfælde har efterladt dybe spor. Her kommer min kære far mig til hjælp. Han har i sin bog ”Omkring Landsbykirken” skildret præsteboligen og den tilhørende have på en sådan fin måde, som jeg slet ikke formår at gøre bedre. Alt er beskrevet noget så idyllisk – og det var det.

Haven var virkelig et eventyr for os 3 piger, Thora, født 1927, samt Ruth og jeg, født 1930. Havens skønhed kunne vi takke fars forgænger, pastor Wøldike for. Han var en fin gartner, der i bedste forstand arbejdede på et meget højt niveau. Vi lavede små huler og gemmesteder, hvor ingen kunne se os. Stole og borde var der nok af, det var træstubbe og omvendt trækasser. Fik vi så ind i mellem saftevand med os havde vi det rigtig fint. Også Kroketspillet blev flittigt benyttet.

De stor træer i haven havde en særlig tiltrækningskraft på Ruth og jeg. Om sommeren, på den tid af dagen hvor solen var ved at forsvinde, klatrede Ruth op i toppen for at sige farvel til solen. Jeg blev klogelig lidt længerede ned og ventede på Ruth til solen var væk. Dette træ var et særligt godt klatretræ, som gav os ly, når vi var på flugt, når Thora, som skulle passe ”de små”, var ude at lede efter os.

Men det var ikke leg alt sammen. Haven skulle også passes, og det blev den af Thora og Jeg, der den gang havde de fleste kræfter inden for trekløveret. Der var nok at tage fat på, gårdspladsen foran skulle også hver lørdag rives fint til søndagen.

Livet indenfor i præstegården var blottet for al komfort. Her oplevede vi den aller største kontrast mellem land og by. Det har ikke været nemt for far og mor, der begge kom fra København, at lande i Hammer i 1929. Far havde fået sit eget sognedomæne efter i 8 år været hjælpepræst i Vor Frelsers kirke på Christianshavn. Her i Hammer kunne far rigtig skrive bøger, holde foredrag, foretage mange rejser og holde radioforedrag.

At far netop valgte at læse til præst, skyldtes en oplevelse han havde som 9 årig. Han var slemt syg, var døden nær. I dødsøjeblikket havde han en åbenbaring. Fra det øjeblik var han helt klar over t han skulle være præst. Det han igen kom til sig selv og slog øjnene op, sagde han: ”Jeg vil være præst når jeg bliver stor”. Familien var forfærdede, og mente at han havde mistet forstanden. Der havde ikke været noget af den slags tilbøjeligheder i hans barndomshjem. Men præst blev han.

Der var nok af plads indenfor i præsteboligen, men kun de allernødvendigste stuer blev benyttede. Radiatorer fandtes ikke, det var kakkelovnene der gav os varme, og især om vinteren havde vi nok at gøre med at fodre ovnene. Kældre undr bygningen eksisterede ikke, det usunde var fugten. Det ar derfor ikke et under at vi børn ofte var forkølede, eller rigtig syge. Som vor far havde det som barn, fik vi alle 3 mellemørebetændelse. Af sted til hospitalet til en opmejsling. Thora oplevede desuden 3 gange at få lungebetændelse, for uden at hun konstant havde besvær med ørerne.

I den østlige del af huset havde vi sovestederne til os og til tjenestepigen. Der var også lads til kommende gæster. Så kom vi til den ”store dagligstue” der meget sjældent blev opvarmet. Derefter det værelse som var det vigtigst for far, hans studereværelse med dobbelte øre, der lukkede al støj ude. Vigtigt for ham, men også for de mennesker, der behøvede hans hjælp og trøst.

Værelset ved siden af var spisestuen. Her var familien samlet om spisebordet. Pladsen til venstre for far var ledig – den var til den søn far aldrig fik. Det skulle blive sådan, men der var lagt et stort pres på mor, nogen vi først på vore gamle dage først nu helt har forstået.

Vores moder, der var uddannet organist, benyttede kun alt for sjældent det over 3 m lange husorgel, som havde 2 spilleflader, oppe og nede, til hænderne og fødderne samtidig. Det stod også i spisestuen. At træde bælgen blev altid min lod.

Så kom det store køkken med spisekammer og et fadebur, hvor en trappe ledt os ned i dybet. Ikke at forglemme det sidste rum – bryggerset med gruekedlen, der blev fyldt op med vand til vort vasketøj. Godt med brunt sæbe, og så blev der fyret op under kedlen. Når vasketøjet var godt kogt, så op med det, og så blev vaskebrættet flittigt benyttet. Tænk hvis vi havde haft en vaskemaskine den gang!

Lige inden for udgangsdøren havde vores kære hund, Bella sin plads. Men nu var vi nået til det nødvendige uden for liggende rum, for der manglede ”træk og slip”. Om det var vinter eller sommer, andet fandtes ikke. Uha, uha! Fornøjelsen af at tømme det samlede gik vi heller ikke glip af.

Et helt kapitel for sig var – eller blev – vores skolegang. Naturligvis skulle vi benytte Rytterskolen, der lå lige ved siden af kirken. (Et rytterdistrikt er et område, som skal forpleje et rytterregiment. En rytterskole er en af de 240 skoler som kongen i 1721-27 oprettede i rytterdistrikterne). Thora var allerede begyndt i Lundby Realskole, men det blev besluttet at Ruth og jeg skulle forsøge at prøve rytterskolen. Forsøge – ja, for det blev kun 2 gange vi var der. Da vi kom hjem fra skole, spurgte far: ”Hvad har I så lært i dag?” Da spørgsmålet ikke blev besvaret og det samme gentog sig næste dag, var vore forældre klar over, at der måtte ske en forandring.

Vores kære tante Anna, mors moster, var netop trådt ind i pensionisternes rækker. Hun var uddannet lærerinde og havde de fornødne evner og erfaring til at undervise os. Da hun blev spurgt om hun ville tage denne opgave på sig, fik vi et klart Ja. Tante Anna var en virkelig pædagog, der formåede bl.a. at give os mere selvtillid. Hvilket værdifuldt menneske hun var fik vi snart oplevet. Hun havde tid til os, og hun gav os tid, Hun var dybt engageret i alt hvad der hørte til naturen og alt liv der. Og var vågen overfor alt hvad der skete her hjemme og globalt. Sammen med far lavede tante Anna et lille værk om Dragør, tantes fødeby, far i prosastil, tante Anna i digt form.

Vi havde også den glæde at rejse med tante Anna hele 3 gange til Tyskland, og ved sidste rejses hjemkomst ulmede krigen allerede. I Tyskland rustede de op, og de jøder der økonomisk set ikke kunne flygte til USA eller andet sted hen, blev revet ud af deres boliger og forretninger, der straks blev overdraget til ”ikke-jøder”. Jøderne så så forhutlede ud, gik med lasede klæder, hvorpå den gule stjerne var syet. Enhver, der havde lyst, kunne frit spytte på dem. Det var et meget stærkt syn at opleve dette. Det var slet ikke til at fatte.

Vi husker begyndelsen på 2. verdenskrig, Tyskerne marcherede ind i Danmark og besatte os. De marcherede målrettet ind på Amalienborg, hvor de mødt modstand. Christian X befalede efter at tyskerne havde skudt nogle af e vagthavende soldater, at kampen skulle indstilles øjeblikkelig. ”Vi overgiver os!”. Det var på min fars fødselsdag, den 9. april 1940, at alt dette skete. Far var endnu ikke stået op, da han fik at vide om Tysklands besættelse f Danmark.

Der var i forvejen travlhed i præstegården, vi havde på det tidspunkt indkvartering af en oberst med oppasser. Da de fik besked om denne krigserklæring, så var det bare med at komme af sted, nu skulle der øves modstand. At det da var omsonst at give tyskerne ”klø” var de slet ikke klar over. Senere fik de meddelelsen ”Indstil al kamp”. Skuffelsen over kapitulationen var så stor at mange af soldaterne sammen med obersten drak sig plakatfulde. Obersten blev senere på dagen samlet op fra en grøft i tummelumsk tilstand.

Vi blev egentlig skånet for krigens mareridt, men det blev tyskerne ikke selv. Englænderne var flittige med at bombe storbyerne. På en af deres togter havde de lagt kursen hen over præstegården. Målet var Kiel og Lübeck.  4 eller 5 tungt belæssede flyvemaskiner, side om side, række efter række, lavede en infernalsk støj. Om aftenen, da de senere vendte tilbage, var himlen mod syd brand rødgul – en chokerende oplevelse.

Tante Anna underviste os i alle vigtige fag indtil 6. klasse. I august 1942 begyndte vi i Lundby Realskole. Men vi kom kun til at gå i skolen nogle få uger, før der blev sat er brat punktum for de planer. Søndag, den 6. september kort før gudstjenesten sank vores far om på gulvet i kirken og døde. Hans ønske om at dø i sin kirke blev opfyldt.Han blev kun 48 år gammel. I verden er jo alt til låns, snart smuldrede barndomstiden hen og alt blev brat smerteligt forandret.

Barndommen var slut, i det mindste føltes det sådan, for fra den ene dag til den anden blev alt anderledes. Snart skulle præstens efterfølger flytte ind i præstegården, og familien måtte forlade det eneste hjem de havde kendt til indtil nu. Men hvor skulle de flytte hen?