Kapitel 02 Nikolaj Borries

Hent historien her som word docx-fil

KAPITEL 2

SLÆGTEN BORRIES´STAMFADER

LÆGEN PÅ RÜGEN

9. GENERATION

Niels Børgesen/Nicolaus Borries 1706-1744

Om Nicolajs barndom vides intet, men 1731 dukker han op i Halle an der Saale i den preussiske provins Sachsen for at påbegynde medicinsk studium. Det oplyses i den forbindelse at han i 4 år har været i apotekerlære i Flensborg, Stralsund, Vismar og Breslau. Det tyder på at han i forbindelse med at bryggergården nedbrænder i 1728 – eller måske kort tid før – har forladt København for at påbegynde sin uddannelse i Tyskland.

Så skifter han pludselig kurs og dukker op i Halle uden nogen som helst subsistensmidler, men agter alligevel i en alder af 25 år – en alder hvor de fleste læger har afsluttet deres uddannelse – at påbegynde det medicinske studium, tilmed hos den beundrede og forgudede professor Hoffmann, der regnedes for en stormester inden for europæisk medicin.

Et brevkort poststemplet 19.10.1891 oplyser, at zoologen Hermannus Borries har forespurgt det Kgl. Friederichs-Universitet i Halle-Wittenberg om hvornår Nicolaj Borries var indskrevet som studerende, og som svar oplyses at i deres Universitetsalbum under den 4. oktober 1731 ses følgende indregistrering:

Nicolaus Borries Haf. Dan. Med.

”Ovennævnte er altså opført på universitetets fortegnelse over studerende. Derimod kan om hans kvalifikationer (promotion) til at opnå adgang til det medicinske fakultet intet oplyses, fordi akterne fra den tid ikke mere er tilgængelige”, oplyser universitetet.

Det at Niels Børgesen pludselig kalder sig Nicolaus Borries skriver min far en del om. Han skulle jo indskrive sig på latin, men valget bærer præg af at han måske på forhånd ikke helt har gjort sig klart på hvilken måde han ville latinisere sit navn. Børgesen er jo ikke let at få til at lyde som latin, ej heller Niels. Senere fandt han åbenbart kombinationen af fornavn og efternavn så uheldig, at han fortrinsvis brugte sin fars navn Nicolai.

Efter ankomsten til Halle i 1731studerede han under den berømte professor Friederich Hoffmann (1660-1742) hvis navn er knyttet til Hoffmannsdråberne. Man kan tænke sig at Hoffmann er blevet noget forundret, da der blandt de 15-16 årige studenter, der samtidig påbegyndte studiet, optrådte en 10 år ældre mand, der tilmed var helbefaren inden for farmakologi og kemi. Han viser ham en del opmærksomhed og skaffer ham understøttelse til at gennemføre studiet så han 3 år senere kan promovere som doktor.

Af dennes hyldestord i disputatsen fremgår det, at Niels Børgesen ved sin ankomst til Halle var velfunderet i farmaci og kemi, fuld af energi og ludfattig. Takket være Hoffmann og andre modtog han så megen understøttelse, at han kunne gennemføre studiet. I løbet a 3 år afsluttedes hans uddannelsemed, at han erhvervede den medicinske doktorgrad.

Det var nærliggende at han hentede sit emne fra farmacien, i hvilken han jo i forvejen var velbevandret. Tilmed var farmakologi Hoffmanns hjertebarn. Disputatsen handler om Carlsbadersalt. Dens titel lød: ”Dissertation inauguralis de SALE MEDICINALI CAROLINARIUM”, og den forsvaredes den 22. maj 1734 under Hoffmanns forsæde.

Et eksemplar findes på det Kgl. Bibliotek i København. Titelbladet ses her.Bagest findes efter den tids skik og brug nogle unummererede sider, som intet har med det videnskabelige indhold at gøre, men består af hyldestskrivelser fra kolleger og venner. Af særlig interesse er den førnævnte hyldest fra professor Hoffmann. Oversat lyder den:

”Præses (Hoffmann) hylder den ædle og udmærkede hr. kandidat… Derfor kan jeg ikke noksom rose din flid i dette studium, hvilken den foreliggende dissertation viser på en strålende måde. Du kom til os for 3 år siden, velbevandret i den farmaceutiske-kemiske videnskab, og med stor iver hengav du dig til studiet af lægekunsten, af hvilken grund vi – også i betragtning af din elskværdige karakter – des mindre har taget i betænkning at hjælpe dig, blottet som du var for alle hjælpemidler – såvel ved imødekommenhed som ved understøttelse i rigt mål, og, da vi har lært dig at kende som en duelige praktiker, at smykke dig med doktorværdigheden. Give da Gud at du må opfylde, ja, langt overtræffe de forhåbninger, som de fleste nærer om dig og for dig, og at du må arte dig således, som alle og enhver der har iagttaget din flid og dit tjenstvillige sind, spår at du må blive. Kun en stakket tid har jeg tilbage at leve (Hoffmann var 74 år) Men ingen lejlighed skal jeg dog forsømme at prise dit nidkære sind. Lev vel. Givet (skrevet) på museet, den 22. maj 1714”.

I denne overordentlige velvillige ros fra Hoffmann må naturligvis en del trækkes fra. Det var tidens mode at formulere sig i superlative vendinger i et snørklet sprog. Alligevel synes tonen at vise at Hoffmann har været særdeles tilfreds med sin elev, og også fremover vil hjælpe og støtte ham.

Nicolaj Borries, som nu var 28 år, havde dermed afsluttet sin uddannelse, og skulle nu skabe sig et levebrød. Herom skriver hans sønnesøn hofråd Carl Borries i Greifsvald: ”Efter hvad vores afdøde far Ernst Heinrich Borries har fortalt, at da vores farfar blev rådet af sine velgørere – den førnævnte professor Hoffmann og Beym Mengel – som mente at fremtidsudsigterne var bedre i Bergen på Rügensom distriktslæge i grevskabet Putbus”.

Når han skønt udlænding, så hurtigt efter promotionen opnåede et embede, kan det vel antages, at Hoffmann ikke alene har rådet ham, men også lagt et godt ord ind for ham. Afrejsen til Rügen er formentlig sket ret snart efter doktorpromotionen, for allerede den 2. november samme år holder han bryllup i Putbus med distriktslæge Andreas Schweikers datter, Florentina Schweiker.

Med ansættelsen som embedslæge, godslæge og praktiserende læge synes Nicolai Borries at have fået en god start på livet. Han bliver gift og sætter 2 børn i verden. Men i øvrigt vides intet om hans tilværelse på Rügen, for den bliver brat afbrudt ved hans alt for tidlige død den 8. februar 1744, i en alder af knap 38 år.

I 1930erne besøgte sognepræst i Hammer Philipp Borries og hans kone gravstedet i Bergen, og fandt at gravenstadig var bevaret. Min søn, Michael Borries besøgte for nogle år siden Bergen og fik ved den lejlighed lov til at se kirkebogen, hvor han fandt Nicolai Borries´ død registreret. Han tog et foto af den pågældende side, som jeg senere har fået tydet og oversat af en dame, der er skrap til den slags.

Man kan undre sig over understregningen, men Michael gør opmærksom på at det ikke er hans værk, sådan så den ud. Det lille notat til venstre er helt ulæseligt, men arkivaren forklarede Michael, at der stod noget med at først blev Nicolai Borries syg. Så gik det lidt bedre, men så fik han et tilbagefald og døde. Teksten lyder i oversættelse:

Den 8. februar Träptau Doktor Niclas Borries, Land- Fysikus ringet af med 4 slag.

Den 9. februar ringet som de har bestilt.
Den 10 igen 4 slag. 11. igen 4 slag.
Den 12 blev han begravet i den nordre gang, hvor hans børn er begravet, ? ? ? navneoffer, forudgået 12 slag

? ? ? – slag. Summa summarum 25 slag

Bem. fraoversætteren: Desværre er der spørgsmålstegn, men der står altså, at der blev ringet for ham den 8., den 9., den 10., og den 11. At han er begravet den 12. samme sted som hans børn, at der er bragt et navne offer, og måske står der i sidste linje noget med lys. Vi formoder at det er klokkerens regnskab.

Efter Nicolai Borries død er hans enke 37 årige alene med 2 små børn, den 6 år gamle Juliane og den 4 år gamle søn Ernst. 3 år senere gifter Florentina sig igen, denne gang med sin afdøde mands efterfølger, Nicolaus Kemner. Florentina dør 1796 i en alder af 89 år.

Om Juliane vides meget lidt. Hun lever i hvert fald 1752, hvor hendes farmor Inger Nielsdatter Schlichtkrull efterlader en arvelod til hende. Broderen Ernst Borries børn synes ikke at have kendt hende. Der findes et notat, som omtaler en ugift datter, der skal være død kort efter sin moder, altså senere end 1796. Om det er Juliane eller en datter af Florentinas 2. ægteskab vides ikke.